Vi har i en periode modtaget en asiatisk måltidskasse med aftensmåltider til 3 dage ad gangen. Det har været super lækkert at prøve nogle nye retter, og vi er begge ret vilde med asiatisk mad. Det er dog en lidt bekostelig måde at handle ind på, så vi har afmeldt kasserne igen. Vi har været rigtigt glade for måltidskasserne, det har været luksus med super lækre måltider tilberedt på 20 min, og nu har vi samlet lidt ny inspiration til aftensmaden.
Et af måltiderne vi blev præsenteret for, er den vietnamesiske måltidssalat Bun Thit Nuong. Der findes forskellige måder at lave den på, men faste bestanddele er kolde risnudler, friske grøntsager, stegt, krydret svinekød og en dressing med fiskesauce og chili. Salaten er super frisk og lækkert knasende samtidig med at den har den velkendte sydøstasiatiske balance mellem surt, sødt, stærkt og salt. Jeg er rimeligt hooked på den her, så selvfølgelig blev jeg nødt til at lave min egen opskrift.
Bun Thit Nuong - 2 prs:
- 3 nakkekoteletter af svin
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk paprika
- 1 tsk sellerisalt
- 1 tsk løgpulver
- 200 g risnudler
- 1 hjertesalat
- 1/2 rød snackpeber
- 1/2 agurk
- 100 g spidskål
- Ristede sesamfrø
- Hakkede peanuts
- 1 håndfuld frisk mynte og koriander
Dressing:
- 1 lime
- 1 spsk sukker
- 1 tsk chiliflager
- 3 spsk sesamolie
- 2 tsk fiskesauce
Mos hvidløget og bland det sammen med de øvrige krydderier. Fordel krydderblandingen på koteletterne og lad dem trække en halv times tid.
Sæt en gryde saltet vand over til risnudlerne, og læg risnudlerne til udblødning i koldt vand i 5-10 min.
Skallen rives af limen med et fint rivejern og puttes i en skål, hvor også saften presses i. De øvrige ingredienser tilsættes, og der røres indtil sukkeret er opløst.
Steg koteletterne 2-3 minutter på hver side, sluk for blusset, og lad kødet trække det sidste varme i panden.
Skær grøntsagerne ud i mundrette stykker. Put de udblødte risnudler i det kogende vand, og kog dem efter anvisningen på posen.
Når nudlerne er kogt, skylles de i koldt vand, indtil de er kølet ned. Dræn dem grundigt for vand, og put dem i en stor skål.
Fordel de udskårne grøntsager ovenpå nudlerne og hæld dressingen over.
Skær koteletterne ud i strimler, og fordel kødet ovenpå salaten. Drys med hakkede peanuts, ristet sesam og hakkede krydderurter.