Viser opslag med etiketten Vegetarisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vegetarisk. Vis alle opslag

25. oktober 2021

Hummus - kikærtedip

 Hummus er en all time favourite, når det kommer til dips. Jeg kan spise hummus i rå mængder, som dip til grøntsagsstænger eller rugbrødschips, som smørelse til en skive rugbrød, under pålægget, eller i en sandwich. Den er meget alsidig, fordi smagen er relativt mild, selv om det er nogle ret kraftigt smagende ting den er krydret med. Citron, spidskommen, hvidløg og cayennepeber skal balancere på en knivsæg, for at få den helt rigtige smag i en hummus - Det er ihvertfald min mening. Hvis du gerne vil have din hummus kraftigere, kan du selvfølgelig tilsætte lidt mere af de forskellige smagsgivere.



Hummus: 

  • 1 dåse kikærter eller 100 g tørrede kikærter du selv udbløder og koger
  • 1 spsk tahin
  • saft af 1/2 citron
  • 1 stort fed hvidløg
  • 4 spsk raps- eller olivenolie
  • 4 spsk vand
  • 1/2 tsk stødt spidskommen
  • 1 knivspids cayennepeber
  • 1 tsk salt
  • Friskkværnet peber

Alle ingredienserne puttes i en foodprocessor eller blender. Blend det godt, indtil du har en ensartet masse. Det er svært at få en hummus helt glat.


Hvis du synes din hummus er for tyk eller grynet, kan du tilsætte lidt ekstra vand eller olie. Smag til undervejs.


Hummus kan opbevares på køl i 4-5 dage - Hvis den overlever så længe.



24. februar 2021

Tangsalat af sukkertang og søsalat

 Hvis du indimellem spiser sushi, er du helt sikkert kommet forbi den skrigende grønne Goma Wakame, som serveres på langt de fleste sushirestauranter. Jeg har altid været glad for tangsalaten, men jeg kender flere som ikke bryder sig om den, fordi den har lidt en spøjs konsistens - Men der HAR tang altså bare. Man kan gøre tang mere spisevenlig på flere måder. Man kan fermentere det, men det er nok de færreste der kaster sig over den proces hjemme i køkkenet. Man kan også gøre noget så simpelt, som at blanchere tangen. Ganske enkelt hælde kogende vand over, og lade det trække et øjeblik. På den måde for man også fjernet en del af den jod som visse tangarter har et meget højt indhold af, og man fjerner lidt af havsmagen, som nogen godt kan finde lidt ubehagelig. Den her tangsalat er frisk og lækker og konsistensen er blød og tyggevenlig. Den gør sig godt som tilbehør til især asiatiske retter - Jeg er ret glad for at bruge den som topping på diverse ris- eller nudelbowls. 

Hvis du ikke har mod på selv at gå ud og høste sukkertang, så kan det købes i tørret form, som blot skal udblødes i vand, inden det er klar til brug.

Tangsalat - 4 prs:

  • 200 g frisk sukkertang
  • 1 dl tørret søsalat
  • 1 rød chili
  • 2 spsk honning
  • 2 lime 
  • 1 fed hvidløg
  • 4 spsk fiskesauce
  • 4 spsk sesamolie
  • 2 spsk ristet sesam

Sukkertangen befries for hæftefødder, og skæres ud i mundrette strimler. Put det i en skål og overhæld det med kogende vand. Lad det trække i 5 minutter, inden det drænes for vandet.


Hak chilien fint. Riv skallen af limefrugterne og pres saften deraf. Rør sammen med honning, sesamolie, sesamfrø og fiskesauce.


Knug sukkertangen fri for vand, og put det i en skål sammen med den tørrede søsalat. Hæld dressingen over og bland det hele grundigt sammen. Kan serveres straks eller opbevares på køl indtil servering.