24. december 2016

Julehilsen 2016




Det er lige pludseligt blevet jul igen - Sådan helt ud af det blå.

Indtil for en uge siden, har mit fokus været et helt andet sted. Jeg har haft super travlt med eksamensforberedelser, og det har ganske enkelt fyldt hele mit hoved og min hverdag. Men nu er det overstået, og jeg har bestået min svendeprøve som kok.

Året er gået rasende hurtigt. Knap 5 måneder er blevet brugt på at gå i skole, vi har været på et par gode ferier, og jeg er stille og roligt faldet godt til på min fantastiske læreplads. Faktisk er jeg faldet så godt til, at jeg er blevet tilbudt en fast stilling som kok, efter endt læretid, og det har jeg takket ja til.



Nu har julefreden sænket sig over vores lille hjem. I år står den på børnefri jul, så jeg har brugt dagen på at slappe af, og hygge mig med smedebassen. Om et par timer sætter vi os til bordet, og fejrer julen sammen med mine svigerforældre. Når aftenen er omme, vil jeg læne mig tilbage i sofaen med et godt glas portvin, og glæde mig over endnu et år der er gået. Året har, som alle andre år, budt på både op- og nedture. Men jeg vælger at se de gode ting i livet, og derfor vil glæderne altid stå over sorgerne.



Tak fordi du læser med på Lykkes Lækkerier. Hvis ikke det var for mine fantastiske læsere, ville bloggen blot være min egen private opskriftsamling.

I ønskes alle en rigtig glædelig og fredelig juleaften. Må julen fylde jeres hjem med glæde og jeres hjerter med kærlighed 💝




18. december 2016

4. søndag i advent - Spicy Latte

Det har været en hektisk uge for mig. Lige nu sidder jeg, totalt udmattet i min sofa, og føler at jeg trænger til 14 dages ferie. Heldigvis er der ikke så længe til jul, hvor jeg kan nyde et par fridage. Alle energireserver er brugt op. Der er simpelthen ikke mere at give af - Men jeg gjorde det! I torsdags bestod jeg min svendeprøve, og jeg kan nu kalde mig for faglært kok. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være så hårdt, at komme igennem det sidste skoleforløb, og svendeprøven, men da jeg havde afleveret min sidste servering, splattede jeg simpelthen helt ud - som en slatten karklud. Aftenen blev selvfølgelig tilbragt med mine klassekammerater, lækker mad, champagne og bytur. Fredag fik jeg kæmpet mig gennem dimissionen på trods af heftige tømmermænd, og lørdag havde vi huset fuld af gæster. Nu har jeg søndagen til at lade en lille smule op, inden arbejdet kalder igen mandag morgen. Der skal vist mere end en enkelt kop kaffe til - Det kan jeg ligesom mærke på det hele. Idag er der spicy latte i koppen. En lækker, skummende kaffe med smag af julens varme krydderier - lige hvad jeg har brug for.


Spicy Latte - 2 prs:

  • 4 dl mælk 
  • 1 kanelstang
  • 3 kardemommekapsler
  • 1/2 tsk tørrede ingefærflager - Eller lidt frisk ingefær
  • 1,5 dl espresso eller rigtig stærk kaffe
  • Evt. kanelsukker til drys


Put mælk og krydderier i en kasserolle, og bring det op til kogepunktet. Rør lidt i mælken, så den ikke sætter sig på bunden af gryden.


Skru helt ned for varmen, og lad mælken trække smag i 15-20 minutter. Det tager lidt tid, inden de hele krydderier kan smages. Hvis ikke du vil vente, kan du anvendt stødte krydderier, men vær forsigtig med doseringen.


Sigt krydderierne fra, og hæld den varme mælk op i to glas. Skum op med mælkeskummer. Har du ikke sådan en, kan du hælde mælken i en kande, og skumme den op med en stavblender.


Fordel kaffe eller espresso i de to glas med mælk. Giv evt et drys kanelsukker på toppen.


11. december 2016

3. søndag i advent - Varm ingefærdrik

Julen nærmer sig med hastige skridt, men jeg har faktisk ikke tid til at komme sådan helt rigtigt i julestemning. Jeg sveder over eksamenslæsningen, for min svendeprøve venter lige om hjørnet. Jeg tror at jeg er så klar som jeg kan blive, men derfor skader det alligevel ikke, at læse op, på de ting som ligger gemt lidt for langt tilbage i hukommelsen. For at gøre læsningen lidt lettere at komme igennem, forkæler jeg mig selv med lidt julesmåkager og en varm kop et eller andet. I denne uge har den bl.a. stået på varm ingefærdrik. Ingefær bliver rost til skyerne for dets sundhedsfremmende egenskaber -- Faktisk er der ingen grænser for hvad det er godt for. Så mon ikke også det er det der skal til, for at jeg klarer min svendeprøve med bravour ;)


Varm ingefærdrik:

  • 1/2 ltr vand
  • Ca. 40 g frisk ingefær
  • 1/2 - 1 citron
  • 1 spsk honning



Put vandet i en kasserolle. Skræl ingefæren, og skær den i skiver sammen med citronen.


Put ingefær, citron og honning i kasserollen, og sæt den på komfuret. Kog op, og skru ned for varmen, så det kun lige simrer.


Lad drikken trække, indtil den har fået den ønskede styrke. I starten vil den smage mest af citron, men ingefæren vil lige så stille begynde at afgive smag.


Hæld drikken på glas, og drik den mens den er rygende varm. Jeg kan godt lide drikken stærk, så jeg putter en skive ingefær i hvert glas. Pas på med at gøre det, hvis ikke du er til det meget spicy.

4. december 2016

2. søndag i advent - After Eight Kaffe

Vi er rykket endnu et skridt nærmere på julen, og det betyder selvfølgelig at i skal have endnu en opskrift på en søndags-hygge-drik. I denne uge har jeg valgt en lækker After Eight Kaffe. Hvem er ikke vild med den klassiske kombination af pebermynte og mørk chokolade? Hos mig er den ihvertfald et hit - Og den bliver ikke dårligere, af at blive kombineret med dampende varm kaffe og en klat flødeskum.



After Eight Kaffe - 2 Prs:

  • 20 g Mørk chokolade 70%
  • 8 cl Cuba Cool Mint
  • 4 dl varm kaffe
  • 4 spsk letpisket fløde
  • Evt. 2 stk After Eight til pynt


Tag 2 caféglas eller krus, og læg 10 g mørk chokolade i hver. 


Fordel Cuba Cool Mint i de to glas, tilsæt varm kaffe, og rør til chokoladen er opløst.


Top hver glas med et par spsk letpisket fløde, og læg evt. en After Eight ovenpå.