22. februar 2021

Spinatsalat med blåbær og avocado

 Foråret nærmer sig, og det betyder at vi snart er fri af vinterens kål- og rodfrugtsalater. Der er bestemt ikke noget i vejen med kål og rodfrugter, begge dele smager skønt, men det er så lækkert, når vi kommer på den anden side af vinteren, og vi begynder at få nogen af de lækre spæde råvarer. Den her salat er ikke specielt sæsonorienteret - men det behøver det heller ikke at være hele tiden. Den er lækker og frisk, og passede perfekt til den grillede kylling vi spiste igår, med ris og en tomatsovs der var spækket med grøntsager.


Spinatsalat med blåbær og avocado - 4 prs:

  • 250 g spinatblade
  • 125 g blåbær
  • 2 avocadoer
  • 1 rødløg
  • 4 spsk olivenolie
  • 3 spsk condimento bianco
  • 2 spsk honning
  • 1/2 tsk salt
  • 1/4 tsk friskkværnet peber
  • 1 håndfuld ristede mandler

Put olivenolie, condimento bianco, honning, salt og peber i en skål og rør det godt sammen - honningen skal opløses.


Hvis du ikke har købt skyllet spinat, så skal den vaskes grundigt - Sådan noget kan indeholde uanede mængder sand og jord. Tør derefter spinaten godt og put den i en stor skål - Det falder en smule sammen, når dressingen kommer på. Hak løget helt fint, og skyl blåbærrene. Avocadoerne skæres ud i tern, og vendes forsigtigt sammen med dressingen - Dette for at de bliver dækket af dressing, så de holder sig grønne længere. Fordel løg, blåbær, avocado og dressing ovenpå spinaten, og vend det hele rundt. Her bruger jeg hænderne, for ikke at smadre de lidt sarte råvarer.


Drys til sidst salaten med hakkede, ristede mandler. Den skal serveres relativt hurtigt efter den er lavet, da den vil falde mere og mere sammen, jo længere tid der går.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar