13. marts 2021

Poké bowl med teriyaki marineret laks

 Poké bowls er blevet voldsomt populære det sidste par år, og jeg kan godt forstå hvorfor. Udover at de er super smukke at kigge på og gør sig godt på instagram, så udgør de et lækkert, sundt og friskt måltid. I bund og grund er en poké bowl, en skål kolde ris, som er toppet med friske grøntsager i alverdens farver, og evt. noget fisk eller kød der er marineret på en eller anden vis. I mange tilfælde bruges der rå fisk, så retten bliver sådan lidt sushi-agtig. Jeg har dog valgt at bruge tilberedt laks, da jeg er en kæmpe sucker for stegt, teriyakimarineret laks. Ud over laks og grøntsager har jeg også valgt at putte en tangsalat på. Hvis ikke du gider lave din egen, kan du købe noget fra din lokale sushi.pusher, eller du kan helt udelade den, hvis ikke du er så meget til tang.


Poké bowl -  4 prs:
  • 4 dl jasminris
  • 6 dl grøntsagsbouillon
  • 500 g laksefilet
  • 1 spsk soya
  • 4 spsk akaciehonning
  • 1 tsk revet ingefær
  • 1 fed hakket hvidløg
  • 2 avocadoer
  • 2 store gulerødder
  • 1 agurk
  • 150 g pillede edamame bønner
  • 3 forårsløg
  • Ca. 150 g tangsalat
  •  Ristet sesam 
  • Koriander
  • Evt. limebåde

Skyl risene og kog dem i grøntsagsbouillon. Stil dem på køl, til de er helt kolde.

Rør soya, honning, reven ingefær og hakket hvidløg sammen og stil det til side.


Skær igennem kødet på laksen, uden at skære gennem skindet, således at du får små tern af laks, der holdes sammen af skindet. Opvarm lidt rapsolie i en pande, og steg laksen på alle sider. Slut af med skindsiden nedad. Hæld teriyakimarinaden over, og skru ned på lav varme. Lad laksen stege et par minutter yderligere, mens du glaserer den i marinaden. Tag laksen af varmen, og køl den ned, mens du ordner grøntsagerne.


Skær grøntsagerne ud i mundrette stykker. Fordel de afkølede ris i 4 skåle. Træk skindet af laksen, og anret laksestykker, grøntsager og tangsalat ovenpå risene. Slut af med ristet sesam, koriander og evt. en limebåd eller to.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar