Viser opslag med etiketten Avocado. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Avocado. Vis alle opslag

22. februar 2021

Spinatsalat med blåbær og avocado

 Foråret nærmer sig, og det betyder at vi snart er fri af vinterens kål- og rodfrugtsalater. Der er bestemt ikke noget i vejen med kål og rodfrugter, begge dele smager skønt, men det er så lækkert, når vi kommer på den anden side af vinteren, og vi begynder at få nogen af de lækre spæde råvarer. Den her salat er ikke specielt sæsonorienteret - men det behøver det heller ikke at være hele tiden. Den er lækker og frisk, og passede perfekt til den grillede kylling vi spiste igår, med ris og en tomatsovs der var spækket med grøntsager.


Spinatsalat med blåbær og avocado - 4 prs:

  • 250 g spinatblade
  • 125 g blåbær
  • 2 avocadoer
  • 1 rødløg
  • 4 spsk olivenolie
  • 3 spsk condimento bianco
  • 2 spsk honning
  • 1/2 tsk salt
  • 1/4 tsk friskkværnet peber
  • 1 håndfuld ristede mandler

Put olivenolie, condimento bianco, honning, salt og peber i en skål og rør det godt sammen - honningen skal opløses.


Hvis du ikke har købt skyllet spinat, så skal den vaskes grundigt - Sådan noget kan indeholde uanede mængder sand og jord. Tør derefter spinaten godt og put den i en stor skål - Det falder en smule sammen, når dressingen kommer på. Hak løget helt fint, og skyl blåbærrene. Avocadoerne skæres ud i tern, og vendes forsigtigt sammen med dressingen - Dette for at de bliver dækket af dressing, så de holder sig grønne længere. Fordel løg, blåbær, avocado og dressing ovenpå spinaten, og vend det hele rundt. Her bruger jeg hænderne, for ikke at smadre de lidt sarte råvarer.


Drys til sidst salaten med hakkede, ristede mandler. Den skal serveres relativt hurtigt efter den er lavet, da den vil falde mere og mere sammen, jo længere tid der går.



9. maj 2016

Fyldte æg med avocado

Det danske vejr har virkelig vist sig fra sin bedste side det sidste stykke tid. Temperaturerne indbyder til at spise frokost på terrassen, og nyde solens stråler som tilbehør til lækre, lette forårsretter. En ting der er en fast bestanddel af vores frokostbord, en eller anden form for æg. For at det ikke altid ender ud i alm. kogte æg, spejlæg eller æggestand, laver jeg ind imellem æg med forskellige former for fyld. Disse er med lækker, cremet avocadofyld, og går rigtig godt som tilbehør til fisk, f.eks. i form at røget laks.


Fyldte æg med avocado:

  • 5 hårdkogte æg
  • 1 lille avocado
  • 2 spsk creme fraiche
  • 1 spsk finthaket purløg
  • Citronsaft
  • Salt


Æggene pilles, deles på midten og blommerne tages ud.


Blommerne puttes i en skål sammen med avocadokødet og creme fraiche. Blend med en stavblender, eller mos det sammen med en gaffel - Alt efter hvor fint du vil have det. Smag til med salt og citronsaft.


Rør det finthakkede purløg i cremen, og fyld den i de udhulede æg - Enten med en ske eller med en sprøjtepose.



14. april 2015

Burritos con caballo - Wraps med krydret hestefilet

Hestekød er ikke noget der kommer på ret mange danske middagsborde. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor, for hest er billigt og lækkert. Langt de fleste har nok hørt sætningen "Hestekød smager ikke godt, det er alt for sødt" Men det er en sandhed med modifikationer - Kødet er ikke sødt, men det er fedtet. Når jeg får hestekød hjem er det fileter. Dem pudser jeg så selv af, skærer i bøffer, småkød og hakker resterne. På den måde styrer jeg helt selv, hvor meget fedt jeg ønsker. Fileten er ikke særligt marmoreret, så alt fedtet ligger udenpå kødet. Jeg vil vædde med, at de fleste ville gætte på kalvekød, hvis de ikke vidste at det er hest. Det er en stor skam, at hovedparten af de heste, der slagtes her i landet, bliver eksporteret til sydeuropa, for det er en sund og dejlig spise - Og det er altså ikke mere synd at slagte en hest, end det er at slagte et lam eller en gris.

Burritos con caballo - 6 stk:


  • 400 g hestefilet
  • 1 tsk salt
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 tsk tørret koriander
  • 1/4 tsk tørret spidskommen
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 1 spsk fint reven limeskal
  • 1 knivspids kanel
  • Olie til stegning


  • 6 tortillas
  • 1 mini romaine
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 rødløg



Avocadocreme:

  • 2 avocadoer
  • 4 spsk creme fraiche
  • Saft af en lime
  • 1/2 tsk salt






Kødet skæres ud i mundrette stykker. Alle krydderier, hvidløg og limeskal stødes sammen i en morter. Vend kødet grundigt sammen med krydderblandingen, og sæt det på køl i mindst en time - Gerne natten over.


Avocadoerne blendes helt glat med creme fraiche, salt og limesaft. Du kan også vælge at lave en guacamole, men jeg synes at en lidt mere neutral avocadocreme er god til det krydrede kød.


Skær grøntsagerne ud og put tortillas i ovnen. Steg kødet på en pande ved høj varme.


Smør en god skefuld avocadocreme på de varme tortillas, top op med grøntsager og kød, og rul dem sammen.


Server med en iskold Corona.


20. november 2013

Guacamole

Hvis man af og til spiser mexicansk mad, er guacamole ikke til at komme udenom. En lækker cremet sag, der er lavet af dejlige bløde avocadoer. Desværre tror mange at guacamole består af en pose tilsætningsstoffer med en smule avocadopulver, som blot skal røres ud i creme fraiche. Øv! Siger jeg bare. Det smager slet ikke i nærheden af lige så dejligt som den hjemmelavede version. Pulverudgaven er måske lidt billigere, men når det kommer til færdigheder ud i gastronomiens verden, så er en hjemmelavet guacamole så nem, at selv et barn kan lave det - Måske lige med lidt voksen hjælp, hvis den skal blendes.

Guacamole:

2 modne avocadoer
2 fed hvidløg
2 spsk creme fraiche
1 spsk citronsaft
1/2 tsk salt
Et par dråber tabasco eller en knivspids stødt chili



Avocadoerne deles på midten, befries for stenene og skrabes ud af skallerne med en ske.


Alle ingredienserne puttes i et blenderglas og køres glat med stavblender. Hvis du gerne vil have en lidt grovere guacamole, kan du stoppe hvidløget gennem en hvidløgspresser og mose det hele sammen med en gaffel.


Her er guacamolen serveret på chili con carne. Den kan også bruges til burgere, nachos, tortilla wraps og lignende.