21. juni 2022

Nemme koldhævede morgenboller

 Førhen var jeg typen der godt kunne stå tidligt op en lørdag morgen, for at bruge et par timer på at lave boller. Når man bliver forældre, står man stadig tidligt op i weekenden, men det er ikke for at bruge flere timer på at stå i køkkenet. Det er for at skifte ble, drikke en spand kaffe, og stoppe havregrød i munden af junior, mens man laver spruttelyde og begejstret udbryder: "Her kommer flyvemaskinen" - Eller "Her kommer mors motorcykel" som det hedder her i huset.

Men selv om der ikke er meget tid at bruge i køkkenet, når man har en tumling, der ruller rundt om benene af en, så kan man altså godt have brug for en lækker, hjemmebagt bolle med koldt smør og ost i tykke skiver. Så en dej der bare skal røres hurtigt sammen, og på køl natten over, inden den klattes op på en bageplade og bages, den er bare helt genial.

De her boller er sprøde udenpå, saftige indeni, har et lækkert bid fra kernerne, og holder sig lækre et par dage - Hvis de altså overlever så længe.



Koldhævede morgenboller - 9 stk:

  • 4,5 dl koldt vand
  • 6 g gær
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk honning
  • 1 tsk salt
  • 1 dl hvedeflager (Alternativt grove havregryn)
  • 1/2 dl hørfrø
  • 1/2 dl græskarkerner
  • 100 g rugmel
  • 350 g hvedemel


Hæld koldt vand i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt honning, olivenolie og salt, og rør honningen ud, så det ikke er en klump.


Tilsæt alle de resterende ingredienser, og rør dejen hurtigt sammen med en ske - Det skal blot være en ensartet masse. Dæk skålen med film, og sæt den på køl i min. 6 timer (den kan stå op til et døgn)


Opvarm din ovn til 250 grader varmluft. Dyp to spiseskeer i vand, og brug dem til at klatte dejen op på en bageplade med bagepapir. Drys evt. bollerne med flere frø og hvedeflager. Bages i 20-25 minutter - Bank under bunden af en bolle, for at lytte om den lyder hul og færdig.




27. april 2022

Den du ved nok - chokoladekage med kokos

 Den her kage er efterhånden en gammel traver, men det er absolut ikke uden grund, at den er gået hen og blevet en klassiker inden for bradepandekagerne. Den er svampet og kakaolækker, og så har den, hvad der i min verden er, verdens bedste kokos-kaffe-topping. Kaffen i toppen er nok også årsagen, til at jeg nogle gange hører den omtalt som kaffe-kage. I min familie har kagen altid heddet Den-du-ved-nok, hvilket er et navn, der ind imellem forvirret folk; De spørger hvad det er for en kage, og når man svarer "Den du ved nok" får de et forvirret udtryk i ansigtet, for nej, hvor skulle de da vide det fra 😂

Uanset om du kalder den for kaffe-kage, chokolade-drømmekage eller Den-du-ved-nok, så er den i hvertfald god, og opskriften her er stor nok til at bespise et fodboldhold.


Den-du-ved-nok:

Kage:

  • 500 g sukker
  • 4 æg
  • 4 dl mælk
  • 450 g hvedemel
  • 4 tsk vanille
  • 3 spsk kakao
  • 4 tsk bagepulver
  • 300 g smeltet smør

Topping:

  • 200 g smør
  • 1 dl stærk kaffe
  • 2 1/2 spsk kakao
  • 3 tsk vanille
  • 200 g kokosmel
  • 375 g flormelis

Smørret smeltes og afkøles. Æg og sukker piskes hvidt og luftigt. Alle de tørre ingredienser blandes sammen i en skål.


Melblandingen og mælk røres sammen med de piskede æg. Til sidst røres det smeltede, afkølede smør i dejen.


En bradepande på ca. 30x40 cm beklædes med bagepapir og dejen hældes i formen. Kagen bages i ca. 45 min ved 190 grader varmluft.

Ingredienserne til kokostopping varmes sammen i en gryde, så du får en ensartet masse. Fordel massen ovenpå den bagte kage - Kagen behøver ikke være helt kold, blot let afkølet.




1. april 2022

Pizza med mascarpone og røget laks

 Jeg tror i virkeligheden at jeg skulle have været italiener - Jeg er ihvertfald svært begejstret for italiensk mad. Især italiensk pizza! For mig er bunden det absolut vigtigste, når det kommer til pizza, for hvis den er god, behøves der ikke andet fyld end en god tomatsovs og en smagsfuld ost. 

I Danmark kan det godt være lidt op ad bakke, at finde gode pizzaer - Med mindre man går på italiensk restaurant, og selv her kan det være så som så med kvaliteten. Danskerne er vant til at pizza skal dynges til med alverdens ting, og det har mange af restauranterne desværre taget til sig. 

Jeg har derfor brugt lang tid på at finde frem til en opskrift på lækker pizza, som jeg kan lave her hjemme. Det er ikke så ofte jeg får det gjort, men når jeg gør er der nærmest stående klapsalver fra min mand.

Pizza med mascarpone og røget laks - 2 prs:

  • Dej til 2 pizzaer - Du finder min opskrift her
  • 200 g mascarpone
  • 1 lille squash
  • 1 rødløg
  • 100 g koldrøget laks
  • Parmesan
  • Frisk dild

Tænd din ovn på 280 grader med grillen tændt og opvarm dit bagestål/pizzasten.
Skær laksen og løget ud i strimler, og lav super tynde skiver af squash på et mandolinjern - Alternativt skærer du dem så tyndt du kan med en kniv.



Følg guiden her til at lave pizzabunden. Smør den med mascarpone, riv parmesan hen over, og fordel fyldet ovenpå.


Brug en pizzaspade til at lægge pizzaen (på bagepapir) ind på bagestålet/stenen. Bag i ca. 10 minutter. Hold øje med farven - Skorpen må gerne få mørke pletter, men brændt fyld er ikke så lækkert. Når pizzaen er færdig drysses den med frisk dild inden servering.



10. marts 2022

Mulligatawny - Indisk karrysuppe

 Mulligatawny er sådan en suppe der varmer helt ind i hjertet. Den er ikke stærk, men dejligt krydret, og så er den tyk og cremet. Den er fyldt med gode sager, så den mætter godt. Der er ikke noget at sige til, at Mulligatawny er Batmans livret - Jeg tænker at man kan fange mange skurke, på energien fra den dampende varme suppe.

Der findes et utal af opskrifter, for den er lidt ligesom italienernes minestrone - En suppe der egner sig fortrinligt til at få ryddet ud i grøntsagsskuffen. Fælles for de fleste er dog, at den ud over grøntsagstern indeholder ris og en form for sød frugt - Det kan enten være ananas, mango, fersken eller æble, som alle gør sig super godt sammen med karry.

Oftest ser man suppen med kylling, men den kan sagtens laves vegetarisk, hvis man blot bruger en grøntsagsbouillon. Jeg har også fået den serveret med rejer, og det smager altså også virkelig dejligt.


Mulligatawny - Ca. 3 prs:

  • 1 løg
  • 1 lille porre
  • 3 forårsløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 gulerod
  • 3 stængler selleri
  • 1 peberfrugt
  • 4 halve, syltede ferskener
  • 2 spsk rapsolie
  • 300 g kyllingefilet i tern
  • 2 tsk mellemstærk karry
  • 1/2 tsk stødt koriander
  • 1/2 tsk gurkemeje
  • 1 knivspids cayennepeber
  • 1 ltr hønsebouillon
  • 1 dåse kokosmælk
  • 200 g kogte ris
  • Salt


Begynd med at skære alle grøntsagerne ud i mundrette stykker. Sæt den grønne del af forårsløgene til side sammen med ferskenerne - De to ting skal ikke koge med i suppen.

Opvarm olien i en gryde, og svits løg, porre, forårsløg og hvidløg heri. Steg kyllingeternene med og vend krydderierne i.


Tilsæt gulerødder, selleri, peberfrugt og bouillon, og lad suppen simre i ca. 20 min.

Hæld kokosmælken i sammen med ris og ferskener, og giv suppen et hurtigt opkog. Er suppen meget tynd, kan du evt. jævne den en lille smule med maizena udrørt i koldt vand. Smag til med salt.


Drys den grønne del af forårsløgene ovenpå suppen, og server med varme naan. Har du en rest af suppen tilbage, bliver den absolut ikke dårligere, af at stå til dagen efter, omend den godt kan få lidt mere karakter af en stuvning, da risene suger en del af væsken.



4. februar 2022

Svampet kakaokage med flødebolleskum

 Hvem kan ikke lide en klassisk kakaokage? Da jeg gik i skole, var det ofte en kakaokage der blev serveret til enten fødselsdag eller klassens time (findes det stadig??) Og det var altid et hit! Som regel var kagen pyntet med hvid glasur og en form for krymmel eller slik. Denne version har fået en lille opgradering, som, efter min mening, løfter den op til noget næsten overdådigt. Den fluffy flødebolleskum, med den let karamelliserede overflade gør sig rigtig godt sammen med den svampede kage, og slutter du af med en håndfuld friske hindbær, som giver lidt syrlighed, så er der ikke et øje tørt.

Kakaokage:

  • 2 æg
  • 250 g sukker
  • 2 tak vanillesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 40 g kakao
  • 160 g hvedemel
  • 0,75 dl rapsolie
  • 1,75 dl mælk
  • 75 g hakket mørk chokolade eller chokoladeknapper
Flødebolleskum:
  • 150 g sukker
  • 0,75 dl vand
  • 3 æggehvider
  • 1 knivspids salt

Æg, sukker og vanillesukker piskes lyst og luftigt. De tørre ingredienser blandes sammen og sigtes ned i æggemassen. Pisk grundigt sammen. Rør olien ud i dejen og til sidst mælken.


Smør en springform Ø24 cm og drys den grundigt med sukker. Fordel dejen i formen og drys chokoladen ovenpå. 


Bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 50 min. Mens kagen bager kan du gøre flødebolleskummet klar. Æggehviderne piskes luftige med en smule salt. Sukker og vand puttes i en kasserolle og koges op - Det skal koge så længe at det begynder at danne rigtigt store bobler. Sukkerlagen hældes i æggehviderne i en tynd stråle under konstant piskning. Skummet skal gerne ende med at være blank og en smule sejt.


Put skummet i en sprøjtepose, og sprøjt det op i toppe på kagen - Har du ikke en sprøjtpose, kan du smøre det ud med en palet. Brænd skummet let med en creme brulée brænder. Har du ikke en brænder, kan su tænde din ovn på 250 grader grill, varme den grundigt op, og give skummet et par minutter.



8. januar 2022

Kødboller i rød karry

 Min kærlighed til det sydøstasiatiske vil ingen ende tage. Så selvfølgelig skal den klassiske boller i karry også trylles om til noget thai-inspireret med rød karry og kokosmælk. Kødbollerne laves på traditionel vis, dog krydret med hvidløg, chili og koriander. Sovsen er tynd, spicy, og fyldt med lækkert grønt. Den egner sig rigtig godt til ris, som kan suge væsken, men nudler gør sig bestemt også godt dertil, selv om man så skal have en ske i brug, for at få sovsen med op. Skal det være ekstra lækkert, drysser du rigeligt med frisk koriander og cashewnødder ovenpå, og evt. en limebåd til at justere syren i retten.


Kødboller i rød karry - 2-3 prs:

Boller:

  • 500 g hakket svinekød
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk stødt sort peber
  • 1 tsk løgpulver
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 grøn chili - eller mere, hvis du kan lide det stærkt
  • 1 æg
  • 3 spsk havregryn - kværnet
  • 1 dl mælk

Desuden:

  • 1 spsk rapsolie
  • 2 tsk rød karry pasta
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 spsk fiskesovs
  • 150 g sugarsnaps
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 dåse bambusskud
  • Kogte nudler eller ris 
  • Cashews 
  • Frisk koriander

Rør kødet sejt med salt. Tilsæt peber, løgpulver, hakket chili, hakket hvidløg og æg og rør det godt ud i kødet. Rør de kværnede havregryn og mælken i, så du får en lind fars. Stil den på køl i mindst 30 min.


Fyld vand og lidt salt i en stor gryde og kog det op. Tilsæt evt. et par laurbærblade. Skru ned for varmen, så det lige akkurat står på kogepunktet. Form kødbollerne med en teske og kog dem i ca. 5 min. Når de kommer op til overfladen, er de færdige. Stil bollerne til side, mens du laver sovsen.


Opvarm olien i en wok, og svits karrypastaen deri. Tilsæt kokosmælk og fiskesov og kog det op. Put kødboller, sugar snaps, snittet peberfrugt og drænede bambusskud i, og lad det hele simre i et par minutter.


Server med nudler eller ris, og kom godt med cashews og koriander på toppen.