27. august 2014

Chokolade-cheesecake med bær

Hvem elsker ikke cheesecake? Og hvem er ikke glad for chokolade? Hvorfor ikke kombinere de to ting? Idag har jeg lavet en chokoladecheesecake med en top af blåbær og hindbær. Den var altså lækker! Lidt til den tunge side, men så må man jo bare nøjes med et lille stykke. Kagen skal fungere, som dessert på vores ud af huset nytårsmenu på mit arbejde, så den jeg lavede idag var bare en lille tester. Den blev serveret for mine forældre og svigerforældre, og de var begejstrede.

Denne cheesecake er super nem at lave. Der skal ikke husblas i, for chokoladen får cremen til at stivne af sig selv. Der skal ikke piskes æg i forskellige skåle, og så skal den ikke bages, som nogen cheesecakes skal.

Chokolade-cheesecake med bær - ca. 8 prs:


  • 180 g digestive kiks
  • 100 g smør
  • 300 g hvid chokolade
  • 150 g mørk chokolade - gerne med 70% kakaoindhold
  • 2 1/4 dl fløde
  • 400 g neutral flødeost 
  • Ca. 300 g bær til pynt - Gerne noget der er lidt syrligt



Smelt smørret og knus kiksene - evt. i foodprocessor. Hæld det smeltede smør i kikse-smulderet og rør det godt sammen.


Tryk kikseblandingen ud i bunden af en springform ( Ø 23 cm) Stil formen på køl, mens du gør ostecremen klar.


Varm fløden op til kogepunktet. Mens du varmer fløden, hakkes chokoladen og puttes i en skål. Den varme fløde hældes over, hvorefter der straks piskes med et alm. piskeris.


Chokoladen skal piskes helt ud, ellers ender det som klumper i den færdige cheesecake.


Tilsæt flødeosten, og rør den ud i chokoladeblandingen. Tag kiksebunden ud af køleskabet og fordel blandingen herpå.


Læg bærrene på toppen, og giv dem et let tryk, så de synker en smule ned i ostecremen. Stil kagen på køl i ca. 5 timer, så cremen sætter sig.


Server kagen som dessert eller til en kop varm kaffe.


24. august 2014

Tomatbruschetta

Jeg har så mange tomater i mit drivhus, at vi ikke kan følge med til at spise dem. Vi gør et ihærdigt forsøg, men der kommer jo nye modne tomater til hver dag. Det betyder, at når jeg en sjælden gang imellem er hjemme til at lave aftensmad, så er der ofte tomater involveret i dagens ret. En af smedebassens favoritter er bruschetta med tomat og ost. De kan spises som tilbehør til alverdens ting, men vi får det som regel sammen med noget godt fra grillen.

Jeg har ikke skrevet mængder på opskriften, da det ikke kommer sig så nøje, hvor meget man bruger. Man du skal være forsigtig med at putte for meget olie på brødet - Ellers bliver det for blødt og smattet.

Tomatbruschetta:


  • Skiver af ciabattabrød - gerne noget der er daggammelt
  • Olivenolie
  • Hvidløg efter smag og behag
  • Tomater i små stykker
  • Revet ost




Riv eller pres hvidløget ned i olien, og lad det trække mens du gør de andre ting klar.


Pensl brødskiverne med hvidløgsolien, og læg dem på en bageplade.


Læg tomatstykkerne ovenpå brødet - Der må gerne komme rigeligt på.


Drys med revet ost. Sæt brødene i ovnen ved 200 grader. De skal have 10-15 min, så osten bliver gylden, og brødet knaser lidt.


14. august 2014

Græskarboller

Det er ikke meget jeg har fået blogget de sidste måneder. Jeg har haft lynende travlt på jobbet, og samtidig har vi haft nogle problemer, som har fyldt utroligt meget i mit hoved. Når hjernen kværner rundt hele tiden, er det svært at tage sig sammen til noget som helst. Et møde med min chef, gjorde at jeg for nylig kunne begynde at se lidt lysere på tingene. Så min fridag idag er blevet brugt flittigt, på at få lavet en masse af de ting jeg har negligeret i den seneste tid. Nu er der kogt marmelader og lavet saft til vinteren - Og så har jeg endda også haft tid til at bage boller, og komme i bund med vasketøjet.

Som mine trofaste læsere nok ved, er jeg ret glad for hjemmebagte boller. Den slags som mange mænd hader - "Fordi de er fulde af fuglefrø" - Jeg ELSKER kerner! Græskarkerner er en af favoritterne, og det bedste brød indeholder selvfølgelig en masse af dem - Både indeni og udenpå.

Græskarboller - ca. 18 stk:

5 dl A38

5 dl kogt varmt vand
50 g gær
2 tsk salt
2 spsk rapsolie
300 g fuldkorns hvedemel
1 1/2 dl græskarkerner
Ca. 1 kg hvedemel

Sammenpisket æg til pensling

Græskarkerner til drys

Bland det varme vand med A38 - Blandingen skal være fingerlun. Rør gæren ud heri, tilsæt salt, olie, fuldkornsmel og græskarkerner og rør godt sammen.


Tilsæt hvedemelet - Hold lidt tilbage, så dejen ikke bliver for fast. Man kan aldrig være helt sikker på hvor meget der skal bruges. Ælt dejen grundigt - Jeg bruger altid min røremaskine. Den færdige dej hæver tildækket og lunt i 45 min.


Del dejen i passende stykker - Jeg laver gerne store boller, så jeg får 18 stk af denne portion. Form dejstykkerne til boller, og lad dem hæve på bageplade i ca. 1 time.


Pensl bollerne med sammenpisket æg og drys med græskarkerner.


Bages i en forvarmet ovn ved 220 grader i ca. 20 min. Bagetiden varierer efter størrelsen på bollerne.


Husk at spise en lun bolle med smør, mens de stadig er varme - Det må man endelig ikke glemme, når man bager boller.




3. august 2014

Tomat-frittata

Det er (igen) ved at være noget tid siden, jeg sidst har haft tid til at skrive lidt her på bloggen. Vi har haft susende travlt på kroen, så det er faktisk små tre uger siden, jeg sidst har haft tid til at lave lidt mad her hjemme. I mellemtiden er mit drivhus begyndt at bugne med små fine tomater, og der er kommet fire nye høns til vores hønseflok, så idag var der tomat-frittata på menuen til frokost. Æg og tomat er jo en klassisk kombi, og når man så lige finder en humpel godt modnet vesterhavsost bagerst i køleren, så er der ikke et øje tørt. Frittata er hurtigt, nemt og lækkert - Og en lille smule mere spændende end en klassisk æggekage.

Tomat-frittata - 2 prs:

6 æg
1 dl mælk
1 tsk salt
Friskkværnet peber
1/4 tsk natron
1 tsk smør
En god håndfuld revet vesterhavsost - eller en tilsvarende hård ost som f.eks parmesan
250 g cocktailtomater



Skær et lille kryds i toppen af tomaterne - Dette gør at skindet kan trække sig sammen, uden at sprække på alle leder og kanter.


Pisk æggene sammen med mælk, salt, peber og natron. Smelt smørret i en pande og hæld æggemassen heri. Lad æggemassen sætte sig, drys den revne ost henover og stik tomaterne i med krydsene opad.


Sæt panden i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft. Bag til æggemassen et stivnet. Det tager ca. 10 min - Alt efter hvor stor en pande du har brugt.


Er du meget sulten, kan frittata serveres med en skive rugbrød eller salat ved siden af.