Viser opslag med etiketten Forårsløg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forårsløg. Vis alle opslag

4. juli 2017

Krabbeburger (asiatisk inspireret)

Krabber er nok ikke noget vi spiser fantastisk meget af i Danmark, men ikke desto mindre er sæsonen for krabbekløer er så småt igang. Derfor har jeg valgt krabbekød som ugens ingrediens i Madstafetten. Madstafetten er en facebookgruppe, hvor vi skiftes til at vælge ugens ingrediens, og så inspirerer vi hinanden, med hvad vi nu lige kan få tryllet ud af dette. Man behøver ikke at deltage hver uge. Faktisk er det ikke så ofte, at jeg har tid til at være med, men jeg synes det er hyggeligt, at følge med i hvad de andre laver. Kom og vær med, hvis du har lyst.

Tilbage til krabbekødet: Det lykkedes mig ikke at finde friske krabbekløer - Og jeg havde ikke lige tiden til at tage et smut til vestkysten, for at finde dem. Så jeg endte med at købe noget krabbekød på frost. Det kan fint gå an, når kødet skal bruges til en burgerbøf, men hvis jeg skulle have spist det for sig selv, så insisterer jeg altså på friske krabber.

Burgeren blev drejet i en asiatisk retning, med lime, chili og hvidløg. Egentlig ville jeg også have haft lidt frisk koriander deri, men det var heller ikke til at opdrive. Farsen jeg lavede, vil sagtens kunne bruges til andet end burgerbøffer. Jeg tænker at jeg næste gang vil prøve at trille det til små kugler, fritere dem og servere dem som en snack sammen med chilimayo.




  • Krabbeburgere - 6 stk:

  • 500 g krabbekød
  • 2 stængler selleri
  • 2 forårsløg
  • 1 mellemstærk chili - eller efter smag og behag
  • 1 stort hvidløgsfed
  • Saft og skal af 1 lime
  • 1 tsk salt
  • 1/2 dl olivenolie
  • 2 æg
  • 1 dl rasp
  • Rasp og æg til panering



Krabbekødet plukkes i stykker, eller køres ganske hurtigt på foodprocessor. Forårsløg, selleri og chili hakkes helt fint og blandes i kødet sammen med de øvrige råvarer.


Farsen røres grundigt sammen, og kan stilles på køl, hvis ikke du skal bruge den med det samme.


Form farsen til 6 bøffer, og vend dem i æg og rasp. Steg dem ved høj varme, indtil de er gyldne på begge sider, skru helt ned for panden, og lad dem trække færdigt.


Anret bøfferne i lune burgerboller, med fyld efter ønske. Vi fik dem med babyspinat, tomater, rødløg og chilimayo.




30. juni 2016

Madbloggerudfordringen 11 - Fladfisk i foliepakke

Det er blevet tid til endnu en runde af Madbloggerudfordringen - En leg, som du kan læse lidt mere om på www.madbloggerudfordringen.dk Jeg har været med i en del af de tidligere runder, for det er altså bare så hyggelig en leg - Mine tidligere bidrag kan ses her. Udfordringen skifter fra runde til runde, og denne gang er temaet "Mad i det fri" Temaet passede mig rigtig fint, da jeg i år har anlagt et nyt bålsted, som er top-tunet til mad over bål. Men ak - Moder natur har ikke rigtig været med mig i mine planer. De dage hvor jeg har haft tid til at komme igang med min udfordring, har det ikke været bål-vejr. Men jeg har heldigvis min gode gamle grill, og en dejlig overdækket terrasse, hvor vi kan grille i tørvejr, selv når det står ned i lår-fede stråler. Så mine fiskepakker, som skulle have været på bålet, røg i stedet en tur på grillen. De kan såmænd også sagtens laves i en alm. ovn, hvis ikke man har mulighed for at lave mad udendørs.



Fladfisk i foliepakke - 2 prs:

  • 2 flåede fladfisk i portionsstr - Jeg brugte søtunge. Fileter kan bruges, men ben giver smag.
  • 300 g kogte kartofler i skiver
  • 1 stor tomat - Små tern, uden kerner
  • 1 rød peberfrugt - Små tern
  • 3 forårsløg - Små ringe
  • 2 spsk hakket persille
  • 1/2 citron 
  • 25 g smør
  • Salt og peber

Klip to stykker bagepapir, så det er stort nok til at en fisk og tilhørende grønt kan pakkes ind - Hellere for stort end for lille. Klip to stk sølvpapir i tilsvarende størrelse. Læg bagepapiret ovenpå sølvpapiret - Sølvpapir kan afgive aluminium til maden, hvis syreholdige fødevarer pakkes direkte ind i det.


Læg en fisk på hvert stykke bagepapir, drys med salt, og dæk fisken med kartoffelskiver.


De skårne grøntsager og hakket persille fordeles ovenpå kartoflerne.


Riv skallen af citronen over grøntsagerne, og dryp saften ud over.


Top det hele med et par klatter smør, salt og peber. Fold papiret op omkring retten, og luk pakkerne godt til, så al dampen ikke fiser ud under tilberedning.

Tilbered pakkerne på rist over glødende bål, eller på grill ved indirekte varme. De skal have ca. 20 min.


Vupti! Nu har du et helt måltid, tilberedt i en enkelt pakke - Det er en fordel, når man spiser i det fri. Spis evt. et stykke brød til, så du har noget til at suge al den dejlige saft, der ligger i bunden af pakkerne.


28. juli 2015

Stegte soyanudler med svampe, spidskål og forårsløg

Asiatisk mad har i mange år været en af mine favoritter. I en wok er det utroligt nemt, at lave sund, lækker og hurtig mad. Snyder man lidt, kan man snuppe en bakke kød i strimler, en pose wokblanding og en sauce i supermarkedet, og så er der aftensmad på 15 minutter. Har man lidt bedre tid, er det selvfølgelig mere lækkert, at bruge frisk grønt, og selv lege med krydderier o.lign, for at give retten det sidste touch. Disse stegte nudler blev til, da jeg skulle finde på noget tilbehør til confiterede andelår som var blevet krydret med et strejf af Asien. Retten kan dog også sagtens spises for sig selv på en kødløs dag.

Stegte soyanudler med grønt - 2 prs:



  • 600 g blandede svampe
  • 100 g forårsløg
  • 400 g spidskål
  • 100 g soyabønnenudler
  • Rapsolie til stegning
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 1 spsk fiskesauce
  • 1/2 dl østerssauce


Svampene (i dette tilfælde hvide champignon, markchampignon og østershatte) Skæres ud i mundrette stykker, hvis ikke de er små fra naturens side. Spidskålen skæres ud i tynde strimler og forårsløgene skæres i ringe.


Nudlerne lægges i en skål, og overhældes med kogende vand. De skal bare ligge og trække, så de bliver bløde og medgørlige.


Opvarm olien i en wok (en pande kan også bruges) Steg svampene godt af, så de får afgivet noget af al deres væske. Lad væsken koge væk, inden du tilsætter spidskål, forårsløg, de drænede nudler og chiliflagerne. Rør godt rundt, så det hele bliver blandet. Lad det stege, indtil kålen falder lidt sammen - dog uden at den splatter helt. Tilsæt fiske- og østerssauce og vend det godt sammen med retten.


Server de stegte nudler som en selvstændig ret, eller brug dem som tilbehør. Jeg havde et andelår og en portion nudler til overs. Her blev kødet plukket fra benet, og blandet i nudlerne, så er der en hurtig omgang frokost til i morgen.


9. april 2015

Cremet sur/sød pastasalat med forårsløg og bacon

En god pastasalat er en fantastisk spise. Sådan en kan bruges som tilbehør til alverdens kød, og hvis den er rigtig god, kan resterne bruges til frokost eller madpakke dagen efter. Der findes alverdens afskygninger af pastasalat, og kan være alt fra tør pasta med lidt ærter, over pasta vendt i pesto, til marinerede salater med alverdens forskellige ting og sager i. Den her er cremet, let og lækker, og fordi der er bacon i (alt er bedre med bacon!) kan den spises som et måltid i sig selv.

Cremet sur/sød pastasalat med forårsløg og bacon - 4 prs:


  • 1 dl sukker
  • 1 dl eddike
  • 2 laurbærblade
  • 1 hvidløgsfed
  • 1/2 tsk peberkorn

  • 250 g pastaskruer - jeg bruger fuldkorn
  • 3 dl creme fraiche
  • 200 g stegte bacontern
  • 2 bdt forårsløg


Sukker, eddike, hvidløg, laurbærblade og peberkorn koges op, så sukkeret opløses. Hæld eddikelagen i en skål, og sæt den på køl.



Kog pastaen efter anvisningerne på posen, og lad den køle af. Imens skæres forårsløgene ud i tynde skiver - gem noget af den grønne top til at drysse over salaten til sidst.


Hæld den afkølede eddikelage i en skål sammen med creme fraichen og rør det sammen. Tilsæt pasta og forårsløg.


Lad salaten trække på køl i min en halv time. Umiddelbart inden servering vendes de stegte bacontern i, og det snittede top fra forårsløgene drysses over.



17. februar 2014

Svinemørbrad med flødeostefyld - Sous Vide - Madbloggerudfordringen II

Der har været lidt stille på bloggen her i februar måned, men jeg har haft en del om ørerne, og så må arbejdet med bloggen træde lidt i baggrunden. Nu er det imidlertid blevet tid til endnu en runde af madbloggerudfordringen. Lige som sidst er det La Cucina Nada der står bag udfordringen, men denne gang har hun slået sig sammen med Madet Mere, og de har gjort et rigtig flot stykke arbejde, for at få det hele op at køre. Denne runde af madbloggerudfordringen går ud på, at man bliver tildelt en blog, hvor man finder en opskrift som man parrer med en af sine egne. Der skal bruges mindst 3 ingredienser fra den pågældende opskrift.

Jeg blev tildelt bloggen Kager til kaffen, og hold da helt fast, hvor bliver man lækkersulten at at kigge på alle de lækre kager! Men nu er det sådan, at jeg ikke spiser kulhydrater i øjeblikket, så kager er helt udelukket for mig. Derfor blev det til en større udfordring, end jeg lige havde regnet med, da jeg meldte mig til udfordringen. Det var svært at finde en opskrift, med 3 ingredienser, som jeg rent faktisk må spise. Det lykkedes mig at finde en opskrift på cupcakes med citron, birkes og flødeost. Birkes må jeg egentlig ikke spise, men mange dukanere bruger dem alligevel som pynt på bagværk, så jeg tænkte, at en lille smule ikke kan skade ret meget. Næste udfordring blev, at finde en af mine egne opskrifter til parringen. Jeg har ikke rigtig lagt nogen dukan-opskrifter på bloggen, så det stod rimeligt hurtigt klart, at det skulle være noget kød af en art, hvor citron, birkes og flødeost bliver brugt som fyld. Valget faldt på en sous vide tilberedt svinemørbrad.

Svinemørbrad med flødeostefyld:

1 svinemørbrad - ca 500 g
2 tsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 lille rødløg
3 forårsløg
100 g flødeost
1 tsk blå birkes
Revet skal af 1/2 citron
Salt og friskkværnet peber

Snit løget fint, hak hvidløget og skær forårsløgene ud i fine ringe. Svits det i olivenolien på en pande - Grøntsagerne skal lige akkurat være møre. Lad det køle lidt af, og rør det sammen med flødeost, birkes og citronskal.



Afpuds mørbraden, og skær den ud, så den bliver så stor og flad som muligt. Læg en frysepose over, og bank den forsigtigt ud med en kødhammer. Læg mørbraden på et stykke husholdningsfilm. Drys den med salt og peber og fordel fyldet på halvdelen af mørbraden.


Rul mørbraden stramt sammen indeni filmen - Pas på at du ikke får film med ind i rullen. Når rullen er lavet, tager du fat om hver ende af husholdningsfilmen, og ruller hele pakke hen over køkkenbordet. Dette gøres for at stramme rullen op.


Vakuumer rullen, og læg den i sous vide vandbad ved 62 grader. Den skal have ca. 4 timer.

Når den har fået 4 timer i vandbad pakkes mørbraden ud, og duppes tør med køkkenrulle. Brun den godt af på alle sider i smør eller olie.


Jeg serverede mørbraden med sellerifritter.



5. januar 2014

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg

Indimellem skal der ryddes op i køleskabet. Jeg har det dårligt med at smide madvarer ud, bare fordi de er blevet til overs. Vi har alle et ansvar for at stoppe spild af mad, og et skridt på vejen er, at have nogle retter på hånden, som kan varieres i det næsten uendelige. En tærte er et ret godt eksempel, på en ret, hvor det kun er fantasien der sætter grænsen, for hvad man kan putte i.

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg:

1 portion tærtedej


1 peberfrugt
3 forårsløg
200 g rejer
100 g feta
5 æg
3 spsk creme fraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Beklæd en form med tærtedejen. Skær peberfrugt og forårsløg ud i mindre stykker og fordel det i bunden.


Sørg for at rejerne er drænet godt for vand - Dup dem evt. med et stykke køkkenrulle. Fordel dem over grøntsagerne, og smuldr fetaosten henover.

Slå æggene ud i en skål. Pisk dem sammen med creme fraiche, salt og peber.


Hæld æggemassen over tærtefyldet. Bank forsigtigt formen mod bordet et par gange, så æggemassen fordeler sig mellem fyldet.



Sæt tærten i en forvarmet ovn ved 185 grader, og bag den i ca. 45 min.


Lad tærten køle lidt af, inden du skærer i den.



29. december 2013

Asiatisk andesuppe

I Danmark er der ikke rigtig tradition for at spise andesuppe. Jeg tror det har noget at gøre, med at de fleste danskere stort set kun spiser and til mortensaften og jul. Derfor har der, størstedelen af året, ikke været noget at koge suppen på. Men jeg elsker and, og spiser det året rundt - Selv om sommeren, hvor jeg gerne smider et andebryst på grillen. Så igår var jeg på "andejagt" da mange butikker har sat prisen gevaldigt ned, for at få solgt ud af overskuddet af juleænder.. Jeg købte bl.a. en stor bryststeg af berberiand, hvor brysterne blev skåret af, og gemt til senere brug. Da brysterne var væk, stod jeg med et skrog, to vinger, lidt afpuds og et par inderfileter, som jeg kogte fond på - Jeg havde nemlig lyst til andesuppe. Ikke sådan en med kød- og melboller, men en asiatisk suppe med masser af grønt, varme smagsgivere og nudler. Jeg ved ikke om den er thailandsk, kinesisk eller hvad den er, for jeg har blot ladet mig inspirere af østens udvalg af grøntsager. Men krydret, og mættende blev den ihvertfald. Og så er jeg totalt vild med det faktum, at sådan et stykke fjerkræ udnyttes fuldt ud.

Asiatisk andesuppe - 2 prs:

2 spsk sesamolie
3 forårsløg
Frisk chili efter smag
1 spsk friskrevet ingefær
1 ltr andefond
4 limeblade
50 g tørrede nudler
1 gulerod
1 stor håndfuld bønnespirer
300 g plukket andekød - alternativt kan du stege et andebryst, og anrette skiver ovenpå suppen
Soyasauce
Evt. Frisk koriander

Skær forårsløgene ud i fine ringe - Hold den hvide og den grønne del adskilt. Chilien skæres ligeledes ud i ringe, og guleroden strimles fint.



Olien opvarmes i en gryde hvori den hvide del af forårsløgene sauteres sammen med chili og ingefær. Tilsæt andefond og kog suppen op. Tilsæt nudler og limeblade og lad suppen simre, et par minutter, til nudlerne er næsten færdige. Put andekød, bønnespirer, gulerod og den grønne del af forårsløgene i suppen. Lad det simre til andekødet er varmt. Fjern limebladene.


Smag suppen til med soyasauce. Server den gerne med masser af frisk koriander - Jeg kunne dog ikke skaffe andet end halvvissen koriander idag, og så vil jeg hellere undvære.



20. juni 2013

Chiliwok med kylling

Wokmad er noget af det nemmeste og hurtigste man kan kokkerere. Da jeg skulle til jobsamtale i eftermiddags, var jeg klar over, at jeg først ville være sent hjemme, så jeg havde planlagt en lækker wok-ret til aftensmaden. Det der tager længst tid er helt klart at få skåret grøntsagerne ud, men selv den sløveste køkkenskriver burde kunne gøre det på under 15 min.

Denne opskrift er en helt ny kreation fra min hjerne - selv om der sikkert findes noget lignende et sted. Jeg plejer gerne at afprøve og finpudse mine idéer nogle gange, inden de ryger på bloggen, men den her sad i skabet i første forsøg. Det er en lidt stærk ret, men ikke så stærk at den lammer smagsløgene - Den pirrer dem.

Chiliwok med kylling - 2-3 prs:

2 dl løse ris
400 g kyllingfilet
2 fed hvidløg
2 spsk rapsolie
150 g squash
1 bdt forårsløg
1 rød peberfrugt
2 friske røde chilier - kan undlades
100 g shiitake svampe - Champignon kan også bruges
1 spsk fiskesauce
1 spsk soya
3 spsk sød chilisauce
Salt
Frisk koriander
Peanuts eller cashewnødder

Start med at sætte ris over. Kog dem efter anvisningerne på posen. Herefter skæres grøntsager ud. Når først der er blus under wokken, går det stærkt, så det hele skal være klar. Skær kyllingen ud i mundrette stykker, og hak hvidløget helt fint. Squashen befries for evt. kerner, og skæres i halvmåner. Peberfrugten skæres over, frøstand og lameller fjernes, og frugtkødet skæres i tynde strimler eller lignende. Forårsløgene skæres i stykker på ca 2 cm, chilier med kerner skæres i tynde ringe og svampene skæres i ikke alt for tynde skiver.


Opvarm olien i wokken - Det skal være rigtig varmt. Steg kylling og hvidløg til det er gyldent


Tilsæt grøntsagerne og lad dem stege med et par minutter. De skal ikke blive alt for bløde og slaskede.


Tilsæt soya, fiskesauce og sød chilisauce, og vend det hele godt rundt. Smag til med salt. Umiddelbart inden servering vendes risene sammen med retten.


Drys med hakket koriander og hakkede peanuts eller cashewnødder.


19. marts 2013

Pikant tærte med skinke

Jeg holder meget af tærter. Det er super nemt at lave sådan en, og fyldet kan varieres ud i det uendelige. Jeg kan godt lide at lege lidt med råvarerne, og finde lækre smagskombinationer, men en klassisk tærte med porrer og bacon eller spinat og laks er absolut heller ikke ringe. Er der en rest tilbage efter aftensmaden, kan den bruges til madpakke dagen efter, for mange tærter smager virkeligt godt, selv om de er kolde.

Pikant tærte med skinke - 3 prs:

1 portion tærtedej - Opskriften er her
175 g skinke i tern 
100 g revet mozzarella
1 bdt forårsløg
1 rød snackpeber
1 chili - efter smag
4 æg
3 spsk creme fraiche
1 spsk stærk dijon sennep
1 1/2 tsk salt
Friskkværnet peber

Rul tærtedejen tyndt ud, læg den i en form, prik bunden med en gaffel og forbag bunden i 10 min.

Forårsløgene skæres ud i tynde ringe, peberfrugten skæres i tern, og chilien hakkes fint.


Put grøntsagerne i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser. Rør det hele grundigt sammen.


Fordel fyldet i tærtebunden. Bages ca. 40 min ved 185 grader varmluft.


Server et stykke tærte med salat ved siden af. Her er det med en klassisk mormor-salat.





3. marts 2013

Mellemøstlige fetabrød

Denne opskrift er ikke min egen. Det er en jeg har lånt fra etniskkogebog.dk. Men de er virkelig gode, og derfor synes jeg, at jeg vil dele opskriften her. Egentlig hedder de Kobzat al feta wal basal, men jeg vælger at kalde dem for mellemøstlige fetabrød, da det er lidt mere mundret for en dansker.

Selve brødet smager lidt hen ad snobrød, og indeni er der en lækker kerne af feta, løg og urter. De smager skønt sammen med tzatziki, og andre lidt krydrede mellemøstlige retter som f.eks. falafel eller köfta.

Mellemøstlige fetabrød - 8 stk:

Dej:

3 dl lunken vand
15 g gær
1 tsk sukker
1 tsk salt
2 spsk rapsolie
500 g hvedemel
1 1/2 tsk bagepulver

Fyld:

1 spsk rapsolie
50 g finthakket løg
50 g forårsløg i fine ringe
1 spsk hakket koriander
2 spsk hakket persille
2 spsk naturel flødeost
200 g feta 

 Rør gæren ud i vandet. Tilsæt de øvrige ingrdienser. Ælt dejen godt sammen, og lad den hæve tildækket i ca. 15 min. Dejen skal være meget smidig og elastisk.


Mens dejen hæver, kan du lave fyldet. Opvarm olien i en pande. Svits løg og forårsløg ganske kort - De skal bare lige være bløde. Hæld det over i en skål, og lad det køle lidt af. Fetaen smuldres, og røres sammen med alle de øvrige ingredienser til fyldet.


Del dejen i 8 lige store stykker. Rul et stykke dej ud, så det har en diameter på ca. 12 cm. Læg en spsk fyld midt på dejen.


Fold dejen ind over fyldet, så det bliver lukket inde. Tryk brødet, så det bliver rimeligt fladt - Det hæver en del under bagningen.


Pensl en stegepande med lidt olie. Opvarm panden, og steg brødene ganske kort - De skal bare lige have lidt farve.


Herefter bages brødene 12 minutter ved 200 grader varmluft.





14. januar 2013

Thai-wok med kylling og rød karry - Panaeng Gai

Som lovet kommer her endnu en opskrift fra sydøstasien- Denne gang fra Thailand. Det er suverænt min favorit fra det thailandske køkken, og derfor er det også den allerførste thailandske ret jeg lærte at lave. Den cremede kokosmælk, de sprøde vandkastanjer og den runde smag af rød thai-karry er ganske simpelt et match made in heaven. Det er super nemt, og når først der er blus under wokken, tager det ca. 15 minutter at lave - Så hav det hele klar, inden du sætter fut på komfuret.

Panaeng Gai - 2-3 prs:

2 spsk olie
300 g kyllingefilet i strimler
2 små rødløg
2 fed hvidløg
1 bdt forårsløg
1 stor snackpeber
150 g sugarsnaps
1 lille dåse vandkastanjer - Ca. 150 g
1 spsk rød karrypasta
1 dåse kokosmælk
100 g ægnudler
Salt
50 g grofthakkede peanuts eller cashewnødder
Evt. lidt koriander

Begynd med at sætte en gryde letsaltet vand over. Nudlerne skal koges et par minutter - kun så de lige nøjagtig kan skilles ad.



Riv hvidløget på et fint rivejern eller mas det gennem en hvidløgspresser. Skær grøntsagerne ud i mindre stykker. Toppen fra forårsløgene skæres ligeledes ud, og stilles til side.



Olien varmes op i wokken, og løg, forårsløg og hvidløg sauteres hurtigt. Herefter tilsættes karrypastaen, og fordeles godt ud i løgene - Karrypastaen skal lige varmes godt igennem, for at få den bedste smag frem. Tilsæt kyllingen, og vend kødet godt rundt i karryen.

Når kyllingen er stegt, tilsættes de øvrige grøntsager og vandkastanjer. Vend det godt sammen med kyllingen.



Tilsæt kokosmælken, og kog retten op. Det vil være ret tyndt, men det er her du skal bruge de delvist kogte nudler. De blandes i sammen med forårsløgtoppen og simrer i retten et par minutter, så de kan suge lidt af væden. Smag til med salt.



Drys retten med hakkede peanuts eller cashewnødder og evt. lidt frisk koriander.