20. november 2021

Pasta med svinemørbrad i sennepssauce

 Hvem elsker ikke en lækker pastaret? Jeg er ihvertfald super begejstret for en god omgang pasta. Har man en god, frisk pasta, kan sådan en klare sig med lidt olivenolie og et drys flagesalt, og stadig udgøre et lækkert måltid - Derfor skal der oftest ikke særligt meget til, for at gøre pasta virkeligt lækkert. Noget så simpelt som en skefuld tomatsovs og et drys friskrevet parmesan, er jo sådan set nok til at få smagsløgene til at danse.

Den her ret er lidt mere kompliceret end olivenolie og flagesalt, men stadig super nem at gå til, og indeholder ingen specielle råvarer, som ikke kan købes i en alm. discountbutik. Desuden kan det hele strikkes sammen på under 30 minutter, så der kan hurtigt laves virkelig lækker aftensmad, selv om tiden måske er lidt knap.


Pasta med svinemørbrad i sennepssauce - 4 prs:

  • 500 g svinemørbrad 
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 store løg
  • 1 spsk smør
  • 5 dl fløde
  • 2 spsk grovkornet sennep
  • Salt og peber
  • 75 g rucola
  • 500 g frisk båndpasta

Sæt en gryde vand over til pastaen.
Afpuds svinemørbraden og skær den ud i strimler. Hak løget og skyl rucolaen.
Opvarm olivenolien i en pande og brun mørbradstrimlerne godt af. Gør det evt. ad to omgange, så det bliver brunet ordentligt i stedet for at koge. Tag kødet af panden og stil det til side.

Smelt smørret i panden og steg løgene indtil de er bløde. Hæld fløde og sennep i panden, og kog det op under omrøring. 

Kog den friske pasta efter anvisning på pakken.

Tilsæt kødet, og lad retten simre et par minutter indtil saucen tykner. Smag til med salt og friskkværnet peber. 

Lige inden servering vendes rucola og den kogte pasta i retten.