Viser opslag med etiketten Gulerod. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gulerod. Vis alle opslag

4. april 2014

Wok med svinekød og rød karry

Wokmad er en af livretterne her i huset. Vi er begge ret glade for asiatiske retter med masser af spicy varme, og jeg er ret glad for retter, hvor jeg kan få ryddet ud i grøntsagsresterne. I bedste stop spild af mad stil, blev dagens aftensmad endda lavet af et par øko-svinekoteletter, som var meget billige, på grund af sidste salgsdato. Sidste salgsdato er ikke ensbetydende med at man får en dårlig vare, så jeg køber gerne dato-varer. Jeg synes ikke der er nogen grund til, at butikkerne skal smide en pakke koteletter væk, fordi jeg hellere vil have nogen der er lidt nyere, selv om de skal bruges samme dag. Jeg synes heldigvis, at flere og flere forretninger er blevet rigtig gode til at nedsætte datovarer, så der bliver solgt ud, i stedet for smidt ud.

En pakke koteletter egner sig fortrinligt til at blive skåret i strimler og anvendt i wokmad. Tilberedningstiden i wokken er ganske kort, så det nytter ikke noget, at købe svinekød i tern, da de ofte er skåret af klumpen, som er ret sej. Mørbrad egner sig fortrinligt til den slags, men koteletter kan også sagtens anvendes.

Wok med svinekød og rød karry - 3 prs:

500 g mørt svinekød i strimler
1 spsk rød karry pasta
2 spsk olie
1 stor porre
2 fed hvidløg
2 gulerødder
1/2 bdt. broccoli
100 g sugarsnaps
1 dåse vandkastanjer - ca. 140 g
1 dåse bambusskud - ca. 140 g
1 stor dåse kokosmælk - ca. 3 dl
Fiskesauce
Sriracha hot chili

Evt. friskhakket koriander og cashewnødder til drys.



Skær alle grøntsagerne ud i mundrette stykker. Hak hvidløget helt fint og hæld vandet fra vandkastanjer og bambusskud.


Opvarm olien i en wok og svits kødet. Tilsæt karrypasta og fordel det grundigt ud i kødet - stadig for fuld varme.


Put hvidløg og porre i retten og steg det godt igennem - uden at det tager farve. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt rundt. Bring retten til kogepunktet og skru ned for varmen. Lad det simre i 5 min. Smag til med fiskesauce og sriracha chili.


Server med masser af friskhakket koriander og hakkede cashew nødder


6. januar 2014

Selleribøffer

Selv om jeg er glad for kød, skal der være plads til en kødløs dag engang imellem. Det er ikke alene sundt, men det er også godt for både pengepungen og miljøet.
Jeg har dyrket nogle rigtig flotte selleri i min køkkenhave i år, og har længe gået og drømt om selleribøffer. For nogen lyder det måske lidt kedeligt med en bøf lavet af selleri, men de smager altså skønt - Faktisk er de så gode, at både min smedebasse og min hund elsker dem. Har du ikke mod på en kødløs dag, kan bøfferne laves i et lidt mindre format, og bruges som tilbehør til et stykke kød - De minder meget om pommes rösti - bare uden kartofler.

Selleribøffer - 4 prs:

350 g selleri
100 g gulerod - Det er faktisk kun for farvens skyld, så de kan erstattes af ekstra selleri
75 g revet ost
2 fed hvidløg
2 store æg
3 spsk creme fraiche
1 dl rasp
1 1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

2 dl olie til stegning

Selleri og gulerod rives groft - Jeg bruger min foodprocessor, for så tager det kun 10 sekunder, og man sparer en masse armkræfter. Put det i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele godt sammen. Hvis massen er meget tør og smuldrende, kan du tilsætte lidt mere æg, men pas på at det ikke bliver så vådt, at det ikke kan hænge sammen.


Opvarm olien i en pande. Tag lidt af "farsen" op i hånden, og form det så godt du kan. Læg bøffen forsigtigt over på panden - Pas på fingrene!!


Lad bøfferne sætte sig, og vend dem. Skru ned for varmen, så de ikke bliver for mørke. De skal steges ca. 10 min i alt - Eller til de er nogenlunde faste, når du trykker let på dem.
Læg dem på et stykke køkkenrulle, når de er stegt færdigt.


Bøfferne kan spises med diverse tilbehør. Idag fik vi kogte karofler og bechamel. De kan lige så vel bruges i en burger, spises med pasta og tomatsovs, salat eller hvad du lige har lyst til.


29. december 2013

Asiatisk andesuppe

I Danmark er der ikke rigtig tradition for at spise andesuppe. Jeg tror det har noget at gøre, med at de fleste danskere stort set kun spiser and til mortensaften og jul. Derfor har der, størstedelen af året, ikke været noget at koge suppen på. Men jeg elsker and, og spiser det året rundt - Selv om sommeren, hvor jeg gerne smider et andebryst på grillen. Så igår var jeg på "andejagt" da mange butikker har sat prisen gevaldigt ned, for at få solgt ud af overskuddet af juleænder.. Jeg købte bl.a. en stor bryststeg af berberiand, hvor brysterne blev skåret af, og gemt til senere brug. Da brysterne var væk, stod jeg med et skrog, to vinger, lidt afpuds og et par inderfileter, som jeg kogte fond på - Jeg havde nemlig lyst til andesuppe. Ikke sådan en med kød- og melboller, men en asiatisk suppe med masser af grønt, varme smagsgivere og nudler. Jeg ved ikke om den er thailandsk, kinesisk eller hvad den er, for jeg har blot ladet mig inspirere af østens udvalg af grøntsager. Men krydret, og mættende blev den ihvertfald. Og så er jeg totalt vild med det faktum, at sådan et stykke fjerkræ udnyttes fuldt ud.

Asiatisk andesuppe - 2 prs:

2 spsk sesamolie
3 forårsløg
Frisk chili efter smag
1 spsk friskrevet ingefær
1 ltr andefond
4 limeblade
50 g tørrede nudler
1 gulerod
1 stor håndfuld bønnespirer
300 g plukket andekød - alternativt kan du stege et andebryst, og anrette skiver ovenpå suppen
Soyasauce
Evt. Frisk koriander

Skær forårsløgene ud i fine ringe - Hold den hvide og den grønne del adskilt. Chilien skæres ligeledes ud i ringe, og guleroden strimles fint.



Olien opvarmes i en gryde hvori den hvide del af forårsløgene sauteres sammen med chili og ingefær. Tilsæt andefond og kog suppen op. Tilsæt nudler og limeblade og lad suppen simre, et par minutter, til nudlerne er næsten færdige. Put andekød, bønnespirer, gulerod og den grønne del af forårsløgene i suppen. Lad det simre til andekødet er varmt. Fjern limebladene.


Smag suppen til med soyasauce. Server den gerne med masser af frisk koriander - Jeg kunne dog ikke skaffe andet end halvvissen koriander idag, og så vil jeg hellere undvære.



29. oktober 2013

Oksefond/ gammeldags oksekødssuppe

En god oksefond er guld værd. Den kan bruges bl.a. som base i supper og super lækre saucer. Skal det være helt enkelt, kan den blot tilsættes suppeurter samt kød- og melboller, og serveres som den klassiske klare suppe. Jeg koger gerne en ordentlig grydefuld, når jeg er igang, den kan nemlig gemmes i fryseren til senere brug. Vil du bruge den til suppe, skal den ikke koges så meget ind. Derimod kan du koge den virkelig langt ind, hælde den på isterningposer, og bruge den som bouillonterninger, når du laver saucer. På den måde slipper du for underlige tilsætningsstoffer fra de købte bouillonterninger, der hovedsageligt består af salt og smagsforstærkere. Og så smager det i øvrigt bare bedre, med en hjemmelavet bouillonterning der er fuld af naturlige smagsstoffer.


Oksefond:

2 kg oksekraftben
1 kg saltet spidsbryst
3 porrer
3 løg
5 gulerødder
1 lille knoldselleri - Har du selleri med top, så gem toppen og put den i sammen med urterne
1 stor håndfuld persille med stilke
1 stor håndfuld timian med stilke

Kraftben og groft delte grøntsager puttes i en bradepande og brunes i ovnen ved 200 grader i ca. 45 min. Dette gøres for at få en stegt smag fra benene og en let karamelliseret smag fra grøntsagerne.


Ben, grøntsager, spidsbryst og krydderurter puttes i en gryde, dækkes med vand og bringes i kog.


Skru ned for blusset, så vandet lige akkurat simrer. Lad det stå sådan i min. 6 timer. Herefter fiskes ben osv. op, og fonden hældes gennem en finmasket sigte over i en ren gryde. Den dag jeg koger fonden, spiser vi gerne spidsbrystet til aften - Det skæres ud i tynde skiver og serveres med hvide kartofler og peberrodssauce.


Fedtet skummes af - Brug det evt. til at lave en roux, eller smid det ud. Sådan en fond kan godt være lidt tynd, i starten, men så koges den blot ind, til den ønskede koncentration.


Gammeldags oksekødssuppe - 2 prs:

1 liter smagsfuld oksefond
3 gulerødder
1 porre
1 portion melboller
250 g kødboller
Evt tern af knoldselleri

Porre og gulerødder skæres ud i skiver, og koges et par minutter i suppen, så de er møre, men stadig har lidt bid.


Tilsæt kød- og melboller og lad dem blive varme i suppen. Server med et godt stykke brød.



28. oktober 2013

Okse/grøntsagsboller med tomatsauce

For noget tid siden fik en madblogger-kollega en god idé. Hun spurgte om ikke der var nogen der var friske på en lille udfordring. Deltagerne ville hver især få tildelt en af de andre deltagende blogs, hvor vi så frit kunne vælge en opskrift til fri fortolkning eller blot til efterligning. Madbloggerudfordringen 2013 var født, og jeg er selvfølgelig med. Jeg blev tildelt bloggen LykkesMad og faldt hurtigt over en opskrift på Okse/grøntsagsboller med tomatsauce, som jeg så nogle muligheder i. Jeg er nok lidt erhvervsskadet - Jeg er meget dårlig til at følge en opskrift, og har en tilbøjelighed til altid at ændre lidt hist og pist. Alt i alt synes jeg egentlig, at jeg har fulgt Lykkes opskrift ret godt.

Jeg har taget udgangspunkt i de råvarer Lykke har brugt i sin opskrift, men lavet det om, så det passer lidt bedre ind i min verden. Lykke har valgt at bruge en pakke hakket oksekød med grøntsager fra Coop - Et initiativ de har taget, for at gøre hakket oksekød "grønnere" og sundere. Jeg valgte selv at tilsætte grøntsager til min fars. Dels fordi jeg ikke vil betale kødprisen for hakket grønt, dels fordi jeg gerne selv vil bestemme hvilke gøntsager der skal i mine kødboller - Jeg vælger selvfølgelig lækre grøntsager fra min have. En anden ting jeg har ændret på er saucen. Jeg brød mig ikke synderligt om Lykkes version, som er helt plain dåsetomater, smagt til med laurbær, sukker og salt. Saucen vil helt sikkert være rigtig god til børn og andre sarte sjæle, men for mig er den for kedelig - Jeg kan godt lide lidt flere nuancer af smag.


Okse/grøntsagsboller med tomatsauce - 3 prs.

Kødboller:

400 g hakket oksekød
75 g selleri
75 g porre
50 g gulerod
50 g løg
1 fed hvidløg
Skal af 1/2 citron
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk peber

Tomatsauce:

2 spsk olivenolie
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 dl nedkogt hønsefond - eller kraftig bouillon
2 dl fløde
1 tsk salt
Evt friskkværnet peber

250 g hjemmelavet Pasta 
Evt Parmesan eller lignende ost
Evt. hakket persille

Selleri og gulerod rives på et groft rivejern. Løg og porre skæres ud i brunoise - helt fine små tern. De findelte grøntsager røres sammen med kødet samt presset hvidløg og de øvrige ingredienser.


Farsen formes til kødboller ca. på størrelse med valnødder. Læg dem på en plade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 15 min.


Mens bollerne steger i ovnen tilberedes tomatsaucen. Skær løg og hvidløg lidt i stykker og sauter det kort i den varme olivenolie - Løgene skal ikke tage farve.


Tilsæt hønsefond og dåsetomater og kog det op. Lad det simre et par minutter.  Tag gryden af varmen og giv det hele en tur med en stavblender.


Sæt gryden tilbage på varmen. Tilsæt fløde og kog saucen op igen. Smag til med salt og evt. peber.


Når kødbollerne er færdige vendes de i saucen sammen med den kogte pasta.


Server med masser af revet parmesan og friskhakket persille.




22. september 2013

Timianmarinerede gulerodsstrimler

Den anden dag snuppede jeg en lille pose lilla gulerødder med hjem fra arbejde. Jeg synes de lilla gulerødder er super smukke, og disse skulle bruges som garniture til et stykke filet af rådyr. Jeg havde egentlig planlagt, at de skulle dampes. Heldigvis forsøgte jeg mig med en enkelt gulerod først. Jeg var ikke sikker på om farven ville fise ud i vandet - Men det gjorde den. Efter forskellige forsøg med dampning, måtte jeg søge lidt hjælp blandt madbloggere. Der var en som anbefalede mig, at råmarinere gulerødderne, så jeg måtte igang med at eksperimentere lidt. Eksperimentet blev en succes, så her har i opskriften.

Timianmarinerede gulerødder:

1/2 kg gulerødder

Marinade:

3 spsk æblecidereddike
2 spsk olivenolie
1 spsk honning
1/2 tsk salt
1 spsk friske timianblade

Gulerødderne strimles helt fint - Enten med en tyndskræller eller på et mandolinjern.


Rør alle ingredienserne til marinaden sammen. Put gulerodsstrimler og marinade i en pose, og vend det grundigt rundt.


Lad gulerødderne marinere i køleskab i min. 4 timer - De skal gerne ende med at være lidt bløde, men stadig have bid.


Her er de brug som underlag til et stykke filet af rådyr.


8. juni 2013

Gulerodscupcakes med ostecreme

Hvem siger at kage er usundt? Når man putter gulerødder i, er det da super sundt...eller noget i den retning. Jeg har egentlig aldrig været særligt vild med gulerodskage, men da jeg første gang smagte sådan en med ostecreme ovenpå, der blev jeg altså lidt forelsket. Det her er ikke min egen opskrift. Så vidt jeg husker, var den bagpå en pose gulerødder jeg engang købte. Men den er super god, og kagerne bliver lækre og svampede. Mums! Sidder og gnasker på en af dem lige nu.

Gulerodscupcakes - 10 stk:

150 g brun farin
1 dl rapsolie
2 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 knivspids salt
1/2 tsk natron
1 tak kanel
200 g groftrevne gulerødder
50 g hakkede nødder

Ostecreme:

60 g smør
100 g nautral friskost - feks. philadelphia
1 tsk vanille
200 g flormelis

Put olie og farin i en skål, og pisk det godt sammen. Tilsæt æggene og pisk indtil blandingen er lys og luftig.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør det hele grundigt sammen.


Fyld dejen i muffinsforme. Kagerne hæver, så husk kun at fylde formene 3/4.


Sæt kagerne i en forvarmet ovn ved 185 grader varmluft og bag dem i 20 min.

Mens kagerne bages forberedes ostecremen. Alle ingredienserne piskes sammen til en creme og fyldes i en sprøjtepose med stjernetyl. Læg posen på køl, så cremen kan stivne lidt.


Når gulerodskagerne er bagt, afkøles de helt, inden de forsigtigt tages ud af formene. Hvis de ikke er helt kolde, risikerer du at kagerne flækker, og bunden sidder tilbage i formen.
Dekorer kagerne med ostecreme og evt. sukkerpynt eller lignende. På de her puttede jeg lidt spiseligt glimmer.




12. maj 2013

Gulerodstrifli

Der er sikkert nogen af jer der kender denne dessert i forvejen. Jeg har fået den et par gange, og synes den er super god og anderledes. Nogen vil måske mene, at gulerødder ikke hører hjemme i en trifli, men hvorfor ikke? De knaser og er søde, og det er da gode egenskaber i en dessert. Jeg har snuset lidt rundt på nettet, og suget inspiration til mig, og ud fra det har jeg så lavet en opskrift, der er som jeg synes den skal være.

Gulerodstrifli - 4-6 prs:

2 1/2 dl piskefløde
2 spsk flormelis
Korn af 1/2 stang vanille
2 1/2 dl creme fraiche
100 g daim
5 digestive kiks - Her kan også bruges makroner eller honningristede havregryn.
150 g groft revet gulerod

Vanillekornene røres sammen med flormelis. Blandingen hældes i piskefløden, som piskes til en let skum - det må ikke piskes alt for hårdt. Rør creme fraichen i flødeskummet, så du får en glat flødecreme.


Hak digestive kiks og daim med en kniv. Det kan også gøres i foodprocessor, men pas på det ikke bliver alt for fint.


Læg kiks/daim blandingen i bunden af en skål eller fordel den i portionsskåle. Læg flødecremen ovenpå - vær lidt forsigtig, så knasen bliver i bunden. Fordel de revne gulerødder ovenpå cremen. Dæk skålen med film, og lad triflien trække i køleskabet et par timer.


Tag skålen ud af køleren en halv times tid inden servering, så den ikke er alt for kold.


4. april 2013

Coleslaw

Det ser ud til at foråret er kommet, og dermed er grillsæsonen skudt igang i rigtigt mange hjem. En salat der unægteligt hører sammen med grillmad er den amerikanske coleslaw. I bund og grund er det bare hvidkål og gulerod der er pæret sammen med en mayonnaise-dressing, men det kan altså godt blive en vammel omgang, hvis ikke man får en god sur/sød balance i marinaden - og den behøver sådan set heller ikke være lavet af fed mayonnaise. Jeg har eksperimenteret lidt, og fundet frem til en opskrift som vi, her i huset, er rigtig glade for. Jeg laver gerne en stor portion, så der er til to dage. Coleslaw er nemlig en af de ting, der om muligt bliver endnu bedre af at trække på køl til dagen efter.

Coleslaw:

500 g hvidkål
500 g gulerødder
1 stort løg - Vil du have lidt mere spræl i farven, så brug et rødløg
1 stort æble

Marinade:

2 dl miracle whip - Jeg bruger udgaven med 8% fedt
1 spsk rødvinseddike
2 tsk sukker
1 tsk salt
1 tsk dijonsennep

Hvidkålen skæres ud i helt tynde strimler, og put dem i en skål.


Gulerødder, æble og løg rives på et groft rivejern og blandes sammen med hvidkålen.


Alle ingredienser til marinaden røres sammen. Smag til med salt og rødvinseddike.


Vend marinaden sammen med grøntsagerne. Sørg for at det hele er blandet godt. Det kan godt tage lidt tid, for dette er ikke en af de opskrifter, hvor det hele sejler i dressing.


Sæt låg på skålen, eller træk film over. Lad salaten trække, på køl, i mindst en times tid.


Server som tilbehør til dit yndlings grillmad. 

27. marts 2013

Gulerodsbrud

Disse boller kender mange af jer sikkert fra bageren. De kan ihvertfald købes hos mange midtjyske bagere. Jeg har opskriften fra min mor, men har rettet den lidt til, for at den passer bedre til indholdet af min bageskuffe - Det er bollerne ikke blevet dårligere af.

Opskriften er super nem. Der er ikke noget der skal æltes, og bollerne skal ikke engang efterhæves. Dejen røres sammen, passer sig selv i 8 timer - evt. natten over, herefter sættes den i klatter på bagepapir, og bages. Nemmere bliver det vist ikke.

Gulerodsbrud - 18 stk:

2 dl tykmælk
2 dl koldt vand 
2 dl kogende vand
15 g gær
2 tsk salt
2 spsk sukker
1 1/2 dl oliemargarine
3 mellemstore, groftrevne gulerødder
1 dl solsikkekerner
300 g fuldkornshvede
700 g hvedemel

Brug en stor skål - dejen hæver meget. Jeg har en 7 liters skål med låg, som jeg altid bruger til det. Tykmælk, koldt vand og kogende vand blandes i skålen - Sørg for at det er fingerlunt, inden du putter gæren i. Rør gæren ud i blandingen, tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele grundigt sammen. Det bliver en ret klæg dej.


Læg låg på din skål. Har du ikke en stor skål med tilhørende låg, kan du trække film over, og lægge et grydelåg øverst. Lad dejen hæve i ca. 8 timer - Det passer lige med, at man kan røre den sammen inden sengetid, og så bage boller til morgenmad.


Slå dejen ned. Brug to spiseskeer til at sætte dejen i klatter på bageplader med bagepapir. Pensl bollerne med tykmælk.


Bages 25 - 30 min ved 180 grader varmluft.


Ønsker du mere gyldne boller, kan de pensles med æg, i stedet for tykmælk, inden bagning.


27. februar 2013

Fyldte skinkekurve

En fyldt skinkekurv er super nem garniture, som passer godt til f.eks. en god steak. De er ikke svære at lave, og de kan laves på forhånd, så de blot skal varmes, inden de serveres for gæsterne. Jeg har lavet en portion idag, som skal spises sammen med en god entrecôte og fyldte bagte kartofler i morgen.
Det er ikke så afgørende hvilken slags skinke man bruger, så længe det er den tørrede type - Altså en Serrano, Parma, Schwarzwalder eller noget i den retning. Jeg kan godt lide Schwarzwalderen, da den er røget over enebær. Det giver en god smag.

Fyldte skinkekurve - 6 stk

6 - 9 skiver tørret skinke
100 g squash
50 g rødløg
50 g rød peber
50 g gulerod
1 æg
1 spsk creme fraiche
1/2 tsk salt
Friskkværnet peber

Riv gulerod og squash på et fint rivejern, og riv løg og peber på et groft. Put grøntsagerne i en skål, og rør dem sammen med æg, creme fraiche, salt og peber.


Til kurvene skal du bruge 6 ramekiner. Pensl dem med oliemargarine, eller sprøjt dem med fedtspray. Skær skinkeskiverne over på midten, og beklæd ramekinerne med skinke. Bund og sider skal være dækket, så der skal bruges 2 eller 3 halve skiver, alt efter hvor store skiverne er.


Fyld halvt op med fyldet - Tag det op med fingrene, så du ikke får mere væske med, end det der hænger ved grøntsagerne.



Bages i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20 min.


Når kurvene er kølet lidt ned, kan de vendes ud af formene. Skal de ikke spises straks, kan de holde sig på køl i ca. 3 dage.