28. november 2012

Forloren hare

Jeg synes det er svært, det der med at have en livret. Jeg kan ikke nævne en bestemt ret, som jeg kunne spise hver dag, resten af livet, uden at blive træt af den. Men en af de hverdags-retter som jeg holder aller mest af, er helt klart forloren hare. Jeg laver den efter min mors metode, og den slår aldrig fejl ! Hele familien elsker den, og det er ofte det vi får at spise, når vi alle samles.

Jeg har prøvet at kigge lidt rundt på nettet, for at se hvordan andre laver forloren hare, og det er kun lykkes mig at finde en enkelt opskrift der minder om min. Der er åbenbart et utal af måder at lave sådan en falsk hoppefyr. Rundt omkring i de danske hjem, puttes der alverdens ting og sager i farsen, som efter min mening ikke hører hjemme i en forloren hare. Hvis man vil have alle mulige grøntsager og urter i, så er det altså et farsbrød, og ikke en forloren hare. Nogen bruger ren svinekød, jeg bruger 1/2 kalv og flæsk og 1/2 okse, for at få den helt rigtige smag og konsistens. Indimellem har jeg prøvet at skifte oksekødet ud med hakket kron- eller rådyr, og det smager også ganske dejligt. Langt de fleste pakker haren ind i baconskiver, nogen blander bacontern i farsen, og nogen lægger skiver af røget spæk ovenpå. Jeg spækker den med små snitter af røget flæsk. Sværen på snitterne der stikker op af farsen, får de lækreste små sprøde knasere - Mums ! 




Forloren hare:

  • 500 g hakket kalve-svinekød
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 stort løg eller to små
  • 2 æg
  • 1 dl havregryn
  • 2 dl mælk
  • 3 tsk groft salt
  • 1 tsk sort peber
  • 250 g røget flæsk

Sovs:
  • Stegesky fra bradepanden
  • Melbolle/ roux til jævning
  • 2 tsk ribsgele
  • Kulør
  • Evt. en skvis fløde
  • Salt og peber

Kødet røres sammen i en skål, sammen med salt og peber. Derefter røres fintrevet løg, æg og havregryn grundigt ud i farsen. Til sidst tilsættes mælk og farsen røres lind. Den rørte fars stilles i køleskabet en halv times tid, så den kan nå at sætte sig. Den er nemmere af forme, hvis den er kold. Smør et ovnfast fad, læg farsen heri, og form det til et aflangt farsbrød.


Skær den røgede flæsk ud i små snitter, og stik dem i farsen. Det er nemmest, hvis man tager en smørekniv til hjælp - Stik kniven i farsen, vip den til siden, og stik snitten ned ved siden af. Hæld lidt vand i fadet, og tilsæt en teskefuld salt og evt et par laurbærblade.


Stil bradepanden i en forvarmet ovn ved 200C. Når haren er brunet, skruer du ned på 175C - Den skal have ca. en time ialt. Hold øje med, at der hele tiden er væde i bradepanden - hæld lidt vand ved, hvis den er ved at koge tør.

Når haren er færdig, tages den over på et skærebræt, og stegeskyen fra fadet sigtes over i en gryde. Kog stegeskyen op, og jævn den med en klat blond roux. Tilsæt ribsgele og evt. fløde. Kog sovsen igennem. Smag til med salt og peber.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar