28. december 2012

Muslingesuppe - Moules mariniere

Det er ikke så længe siden, at jeg fandt ud af, at muslinger rent faktisk er menneskeføde. Jeg tror grunden til at mange ikke kan lide dem er, at de enten ikke har smagt dem, eller de har fået nogen, der ikke har været tilberedet ordentligt. Jeg synes ihvertfald at de er rigtigt lækre. Det er ikke noget jeg kan spise i ubegrænsede mængder, men sådan har jeg det nu med det meste.

Hvis du skal ud og købe muslinger, så gå til fiskehandleren og køb linemuslinger. De bliver "dyrket" på reb i vandet, og når de er store nok til at spise, trækker man rebet op og plukker muslingerne. Dem man kan købe i supermarkederne er ofte skrabet op fra bunden af limfjorden. Når man sådan skraber hen over bunden, vil der blive hvirvlet en masse sand og skidt op, som ender inden i muslingerne. Det er altså ikke særligt lækkert, at sidde og knase sand mellem tænderne - Sådan noget kan ihvertfald ødelægge et måltid for mig.

Muslingesuppe - 2 prs.

1 kg friske blåmuslinger
100 g persillerod
100 g gulerod
50 g løg
20 g smør
3 dl hvidvin
2 dl fløde
Salt og peber
En håndfuld persille



Start med at rengøre muslingerne. Tag en ad gangen, og skrub den under rindende koldt vand med en stiv børste. Muslingens skæg fjernes - Det er en lille tot "hår" der sidder på de fleste muslinger. Hvis en musling er åben, så bank den mod køkkenvasken, og læg den til side. Har den ikke lukket sig efter ca. 30 sekunder er den død, og skal kasseres. Helt eller delvist knuste muslinger kasseres ligeledes, da du ikke kan være sikker på, at de er levende.


Stil muslingerne på køl, og klargør suppeurterne. De skal skæres ud i fin brunoise - helt fine små tern på ca. 2x2 mm.


Smelt smørret i en stor gryde, og tilsæt suppeurter. De skal sauteres kort - ikke noget med at brune dem. Tilsæt hvidvinen, og lad det koge op et øjeblik. Tilsæt muslingerne, og læg låg på gryden. De skal dampes i ca. 5 minutter, eller indtil skallerne er helt åbne. Ryst gryden indimellem, for at muslingerne bliver byttet lidt rundt i gryden.


Tag muslingerne op af gryden med en hulske, og pil dem ud af skallerne - Skulle der være nogen, der ikke har åbnet sig, skal de kasseres. Du må ikke tvinge dem op. Fisk urterne op, og sæt dem til side sammen med muslingekødet - lad være med at skrabe helt ned i bunden af gryden. Find en mindre gryde, en sigte og et rent viskestykke. Suppen fra muslingerne skal passeres gennem viskestykket, for at fjerne den smule sand, der godt kan være, selv om du bruger linemuslinger. Der kan også være små stykker skal, som er slået af muslingerne.


Når væden er rendt gennem klædet, sættes gryden på komfuret. Lad det koge op, og tilsæt fløden. Kog et øjeblik, smag til med salt og peber, og tilsæt muslinger med urter. Lad muslingerne blive varme i suppen.


Inden servering drysses lidt finthakket persille over den anrettede suppe. Server med et stykke godt brød og et glas hvidvin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar