Viser indlæg med etiketten Squash. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Squash. Vis alle indlæg

26. september 2021

Squashkage med chokolade og nødder

 Squashplanten står stadig rank og mægtig i køkkenhaven, selv om sommeren for længst er ovre. Den bliver ved med at give lidt endnu, selv om farten er taget noget af den. Jeg er enormt glad for squash, fordi det er en utroligt alsidig grøntsag. Den kan anvendes i som hovedrollen i et måltid, hvis man laver fyldte squash eller squashfrikadeller, eller den kan indtage birollen, som fugtgiver i lækre squashbrud eller en svampet squashkage. Uanset hvordan du anvender squashen, så er den en sund tilføjelse til et måltid, med dens høje indhold af vitaminer - Og så smager den jo bare friskt og dejlig.



Squashkage 8-10 prs:

  • 2 æg
  • 175 g brun farin
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 tsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk ingefær
  • 1/2 tsk nellike
  • 1 dl rapsolie
  • 250 g reven squash
  • 75 g mørk chokolade
  • 75 g nødder
Glasur:
  • 35 g smør
  • 125 g flormelis
  • 2 tsk kakao
  • 2 spsk vand

Æg og brun farin piskes luftigt med håndmikser. Hvedemel blandes med krydderier, bagepulver og natron, og tilsættes sammen med olien. Pisk til det er klumpfrit.


Riv squash på et groft rivejern, og hak chokolade og nødder. Vend det hele i dejen. Dejen fordeles i en godt smurt form - Jeg bruger en randform på 25 cm. Bag kagen i ca. 40 min ved 170C varmluft.


Efter bagning vendes kagen ud af formen og køler af. Alle ingredienser til glasuren puttes i en kasserolle og røres sammen over jævn varme. Glasuren skal være glat og klumpfri. Fordel den på den afkølede kage.


Kagen kan holde sig adskillige dage. Den bliver ikke tør, men nærmest bare bedre med tiden.








19. september 2021

Squashboller/ Squashbrud

 Sæsonen for squash er på sit højeste, og hvis du har sådan en plante i haven, så ved du hvor svært det kan være at følge med til at få brugt alle de squash sådan en plante kan producere. Men jeg gør en indsats! Jeg bruger bl.a. squash i wokmad og salater, laver lækre vegetariske squashfrikadeller, farserede squash, squashkage - Jeg har endda stillet en kurv udenfor vores indkørsel, hvor forbipasserende kan tage sig en gratis squash. Og så bager jeg squashboller. Lækre svampede squashboller med solsikkekerner, efter samme princip som gulerodsbrud. De er altid et hit, og ikke super komplicerede at lave. Brug dem til morgenmaden, eftermiddagskaffen eller en lækker madpakke-sandwich.



Squashbrud - 16 stk:

  • 5 dl vand
  • 100 g smeltet smør
  • 50 g gær
  • 1 dl græsk yoghurt
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 900 g hvedemel
  • Evt. 18 g bageenzym
  • 250 g reven squash
  • 150 g solsikkekerner
  • 2 æg
  • Evt. 50 g hvedemel



Hæld vandet og det varme smør i en skål, og sørg for at det er fingerlunt, inden du opløser gæren heri. Tilsæt salt, sukker og græsk yoghurt, og rør det hele godt sammen. Brug evt. et piskeris, hvis ikke du kan få det rørt ordentligt ud. Tilsæt mel og evt. bgeenzym, og rør sammen med en grydeske. Dejen skal være tyk, men stadig lidt klistret. Lad dejen hæve et lunt sted i 1 time.


Riv squashen på et groft rivejern, læg det på et viskestykke og vrid så meget væske som muligt derfra.


Lav en fordybning i den hævede dej, put squash, solsikkekerner og æg deri, og hak det hele grundigt sammen med en dejskærer. Når det hele er fordelt, kan du evt. tage en grydeske til hjælp, for at røre dejen sammen igen. Hvis dejen er meget våd, tilsættes evt. 50 g ekstra hvedemel.


Brug to fugtede spiseskeer til at sætte dejen på bageplader. Der skal blive 16 boller i alt. Lad dem efterhæve på pladen i 30 min, mens du opvarmer ovnen til 230 grader varmluft.


Bollerne bages 20-25 minutter, til de er gyldne og lyder hult, når du banker under bunden.


9. oktober 2016

Piccalilli Pickles

Det er for alvor blevet efterår, men hvis du er hurtig, kan du stadig nå at få nogle af sensommerens glæder puttet på glas, og gemt til de lange, mørke vintermåneder. Jeg er typen der sylter alting selv, og der er altså en vis glæde forbundet med at åbne sådan et glas, som man har stået og lavet af friskplukket frugt eller grønt fra haven. I et splitsekund bliver man taget tilbage til lysere aftener og mildere vejr.

Picalilli pickles er det som mange mennesker kender som pickles - Forskellige grøntsager som er syltet i en tyk sauce lavet med karry og sennepspulver. Det kan spises som det er, som tilbehør til varme retter eller på smørrebrød. Eller det kan hakkes lidt finere, og røres op med mayonnaise, og så har du en lækker hjemmelavet remoulade.

Grøntsagerne du bruger i din piccalilli pickles kan varieres efter din egen smag, eller efter hvad du har i grøntskuffen.



Piccalilli Pickles - 5 store glas:


  • 400 g blomkål
  • 250 g squash
  • 200 g gulerod
  • 200 g rødløg
  • 350 g bønner
  • 6 dl eddike
  • 500 g sukker
  • 1 spsk salt
  • 110 g hvedemel
  • 25 g Coleman's sennepspulver
  • 15 g karry
  • 1 dl vand
  • 3 tsk atamon



Grøntsagerne renses og skæres ud i ikke alt for små stykker.

Imens koges eddike, sukker og salt op, så sukkeret opløses.


Tilsæt de hakkede grøntsager, og lad lagen koge op igen.

Rør vand, sennepspulver, mel og karry sammen til en tyk jævning. Hvis det vil klumpe, så giv det evt. en hurtig omgang med stavblenderen.


Hæld jævningen ned til grøntsagerne, og giv igen et hurtigt opkog mens du sørger for at røre rundt.


Hæld straks dine pickles på skoldede, atamonskyllede glas, og luk dem til.




26. februar 2014

Ratatouille

Når man stopper med at spise stivelsesholdige fødevarer, skal der pludselig tænkes lidt mere kreativt, når aftensmaden skal planlægges. Vi har altid spist en del grønt, men når man kun spiser grøntsager, dur det bare ikke at servere dem enten dampede eller i en salat hver gang - Der skal varieres en hel del! Det er ikke ligefrem sæson for squash og aubergine, men ikke desto mindre fandt jeg begge dele på tilbud den anden dag. Først tænkte jeg på at lave en moussaka, men det er ikke så længe siden vi sidst fik det. Så var det, at jeg kom til at tænke på ratatouille. En lækker traditionel provençalsk sag, som, på trods af sin enkelhed og sit rustikke udseende, smager himmelsk. Der er mange måder at lave den på. Sådan er det ofte med de traditionelle retter - Hver husmor har sin egen opskrift på smagen af lykke.

Ratatouille - 3-4 prs:

1 spsk olivenolie
1 aubergine
2 små squash
2 peberfrugter
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 dl vand
1 håndfuld timiankviste
Salt og friskkværnet peber

Grøntsagerne skæres ud i skiver - Skær hvidløgsfeddene helt tyndt.


Opvarm olivenolien i en stor gryde og sauter løg og hvidløg til de begynder at blive klare og bløde. Tilsæt de øvrige græntsager, hakkede tomater og vand, og vend det hele godt sammen. Læg timiankvistene ned i gryden og læg låg på.


Lad grøntsagerne dampe et par minutter, indtil de falder lidt sammen. Tag låget af gryden, og lad det simre indtil saucen begynder at tykne - Det tager 5-10 min. Fisk timiankvistene op, og rør godt rundt, uden at smadre grøntsagerne.


Smag til med salt og peber. Server ratatouille som tilbehør til et stykke kød eller spis det med f.eks. ris, hvis du har kødfri dag. Her er den serveret sammen med et stykke rosmarinkylling


13. august 2013

Squashtærte

Sæsonen for squash er i fuld gang. Jeg har desværre ikke selv squash i haven, for da det aldrig er lykkes mig at holde sneglene væk fra dem, har jeg helt opgivet at dyrke dem. Min svigerfar dyrker dem til gengæld hvert år, og her bliver jeg mere end rigeligt forsynet med de squash vi kan nå at spise.

Squash er rigtig lækkert i mange ting. Jeg bruger det dog hovedsageligt til brød, kager og tærte. Squashtærten er super let at lave. Der skal ikke laves nogen tærtebund, og alle ingredienserne skal bare røres sammen til en form for dej. Jeg laver gerne en dobbelt portion, når jeg er igang. Tærten kan fryses ned, og så er der nem aftensmad til kæresten, når jeg ikke er hjemme. Den oprindelige opskrift stammer fra Alletiders kogebog, men jeg har med tiden ændret i den - til det bedre, synes jeg selv. Har du lyst, kan en del af squashen, eller det hele for den sags skyld, erstattes med revet gulerod, pastinak eller persillerod - Det gør jeg gerne, når vi når hen i rodfrugtesæsonen.

Squashtærte - ca. 3 prs:

200 g bacontern
150 g løg
350 g squash
100 g revet ost - gerne en god modnet cheddar
60 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1/2 dl rapsolie
3 æg
1 dl cremefraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Steg baconternene, så de er næsten sprøde, og størstedelen af fedtet er smeltet fra. Læg baconternene på køkkenrulle, og sæt det til side.
Hak løgene, og riv squashen på et groft rivejern - Jeg river begge dele i min foodprocessor.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele grundigt sammen.


Smør en tærteform, eller giv den en gang sprayfedt. Fordel dejen jævnt ud i formen.


Tærten bages ca. 35 min. ved 180 grader varmluft. Den skal være gylden på toppen.


Lad tærten køle af 10 min. inden servering. Server gerne en god salat til.

20. juni 2013

Chiliwok med kylling

Wokmad er noget af det nemmeste og hurtigste man kan kokkerere. Da jeg skulle til jobsamtale i eftermiddags, var jeg klar over, at jeg først ville være sent hjemme, så jeg havde planlagt en lækker wok-ret til aftensmaden. Det der tager længst tid er helt klart at få skåret grøntsagerne ud, men selv den sløveste køkkenskriver burde kunne gøre det på under 15 min.

Denne opskrift er en helt ny kreation fra min hjerne - selv om der sikkert findes noget lignende et sted. Jeg plejer gerne at afprøve og finpudse mine idéer nogle gange, inden de ryger på bloggen, men den her sad i skabet i første forsøg. Det er en lidt stærk ret, men ikke så stærk at den lammer smagsløgene - Den pirrer dem.

Chiliwok med kylling - 2-3 prs:

2 dl løse ris
400 g kyllingfilet
2 fed hvidløg
2 spsk rapsolie
150 g squash
1 bdt forårsløg
1 rød peberfrugt
2 friske røde chilier - kan undlades
100 g shiitake svampe - Champignon kan også bruges
1 spsk fiskesauce
1 spsk soya
3 spsk sød chilisauce
Salt
Frisk koriander
Peanuts eller cashewnødder

Start med at sætte ris over. Kog dem efter anvisningerne på posen. Herefter skæres grøntsager ud. Når først der er blus under wokken, går det stærkt, så det hele skal være klar. Skær kyllingen ud i mundrette stykker, og hak hvidløget helt fint. Squashen befries for evt. kerner, og skæres i halvmåner. Peberfrugten skæres over, frøstand og lameller fjernes, og frugtkødet skæres i tynde strimler eller lignende. Forårsløgene skæres i stykker på ca 2 cm, chilier med kerner skæres i tynde ringe og svampene skæres i ikke alt for tynde skiver.


Opvarm olien i wokken - Det skal være rigtig varmt. Steg kylling og hvidløg til det er gyldent


Tilsæt grøntsagerne og lad dem stege med et par minutter. De skal ikke blive alt for bløde og slaskede.


Tilsæt soya, fiskesauce og sød chilisauce, og vend det hele godt rundt. Smag til med salt. Umiddelbart inden servering vendes risene sammen med retten.


Drys med hakket koriander og hakkede peanuts eller cashewnødder.


16. maj 2013

Squash med oksekødsfyld

Jeg dyrker squash i min have, og sådan en plante giver mere end vi kan følge med til at spise. En lækker måde at spise sin squash, er ved at fylde den med noget lækkert, og bage den i ovnen. Normalvis laver jeg en frikadellefars af svin eller kylling, som får lidt ekstra smæk på krydderierne, og også gerne et skud reven parmesan. Men fyldet kan også laves lidt mere tex mex inspireret, ligesom denne her. Jeg synes de er rigtigt gode med krydret oksekød, men er man mere til det vegetariske, er det oplagt at lave fyldet af det squash man skraber ud, når man udhuler dem. Der kan denne opskrift også bruges, så hakkes squashkødet, og bruges i stedet for oksekød.




Squash med oksekødsfyld - 2 prs:

2 små squash
1 løg 
250 g oksekød
2 fed hvidløg
1 tsk paprika
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
1 dåse hakkede tomater - 400 g
2 spsk hakket, frisk basilikum
50 g revet ost

Snit løget fint, og svits det på en pande i lidt fedtstof. De skal have så længe, at de bliver klare. Drys paprika over, og fordel det godt i løgene, inden oksekød og finthakket hvidløg tilsættes. Brun kødet godt, og hæld de hakkede tomater ved. Lad det simre, indtil det har fået en tyk og ensartet konsistens. Smag til med salt og peber, og tilsæt basilikum.


Flæk squashene på langs, og skrab det meste af det hvide kød ud af dem. Jeg gør det med et parisiennejern, men det kan sagtens gøres med en ske.


Put kødfyldet i de udhulede squash, og drys lidt ost henover.


Bag squashene ved 200 grader i ca. 25 min. - Så er de stadig lidt sprøde og knasende.


Pynt evt. med lidt creme craiche, tomat og basilikum. Idag fik vi tzatziki som tilbehør, men de kan naturligvis også serveres med ris, kartoffelbåde eller lignende.


27. februar 2013

Fyldte skinkekurve

En fyldt skinkekurv er super nem garniture, som passer godt til f.eks. en god steak. De er ikke svære at lave, og de kan laves på forhånd, så de blot skal varmes, inden de serveres for gæsterne. Jeg har lavet en portion idag, som skal spises sammen med en god entrecôte og fyldte bagte kartofler i morgen.
Det er ikke så afgørende hvilken slags skinke man bruger, så længe det er den tørrede type - Altså en Serrano, Parma, Schwarzwalder eller noget i den retning. Jeg kan godt lide Schwarzwalderen, da den er røget over enebær. Det giver en god smag.

Fyldte skinkekurve - 6 stk

6 - 9 skiver tørret skinke
100 g squash
50 g rødløg
50 g rød peber
50 g gulerod
1 æg
1 spsk creme fraiche
1/2 tsk salt
Friskkværnet peber

Riv gulerod og squash på et fint rivejern, og riv løg og peber på et groft. Put grøntsagerne i en skål, og rør dem sammen med æg, creme fraiche, salt og peber.


Til kurvene skal du bruge 6 ramekiner. Pensl dem med oliemargarine, eller sprøjt dem med fedtspray. Skær skinkeskiverne over på midten, og beklæd ramekinerne med skinke. Bund og sider skal være dækket, så der skal bruges 2 eller 3 halve skiver, alt efter hvor store skiverne er.


Fyld halvt op med fyldet - Tag det op med fingrene, så du ikke får mere væske med, end det der hænger ved grøntsagerne.



Bages i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20 min.


Når kurvene er kølet lidt ned, kan de vendes ud af formene. Skal de ikke spises straks, kan de holde sig på køl i ca. 3 dage.