Viser opslag med etiketten Wok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wok. Vis alle opslag

28. juli 2015

Stegte soyanudler med svampe, spidskål og forårsløg

Asiatisk mad har i mange år været en af mine favoritter. I en wok er det utroligt nemt, at lave sund, lækker og hurtig mad. Snyder man lidt, kan man snuppe en bakke kød i strimler, en pose wokblanding og en sauce i supermarkedet, og så er der aftensmad på 15 minutter. Har man lidt bedre tid, er det selvfølgelig mere lækkert, at bruge frisk grønt, og selv lege med krydderier o.lign, for at give retten det sidste touch. Disse stegte nudler blev til, da jeg skulle finde på noget tilbehør til confiterede andelår som var blevet krydret med et strejf af Asien. Retten kan dog også sagtens spises for sig selv på en kødløs dag.

Stegte soyanudler med grønt - 2 prs:



  • 600 g blandede svampe
  • 100 g forårsløg
  • 400 g spidskål
  • 100 g soyabønnenudler
  • Rapsolie til stegning
  • 1/2 tsk chiliflager
  • 1 spsk fiskesauce
  • 1/2 dl østerssauce


Svampene (i dette tilfælde hvide champignon, markchampignon og østershatte) Skæres ud i mundrette stykker, hvis ikke de er små fra naturens side. Spidskålen skæres ud i tynde strimler og forårsløgene skæres i ringe.


Nudlerne lægges i en skål, og overhældes med kogende vand. De skal bare ligge og trække, så de bliver bløde og medgørlige.


Opvarm olien i en wok (en pande kan også bruges) Steg svampene godt af, så de får afgivet noget af al deres væske. Lad væsken koge væk, inden du tilsætter spidskål, forårsløg, de drænede nudler og chiliflagerne. Rør godt rundt, så det hele bliver blandet. Lad det stege, indtil kålen falder lidt sammen - dog uden at den splatter helt. Tilsæt fiske- og østerssauce og vend det godt sammen med retten.


Server de stegte nudler som en selvstændig ret, eller brug dem som tilbehør. Jeg havde et andelår og en portion nudler til overs. Her blev kødet plukket fra benet, og blandet i nudlerne, så er der en hurtig omgang frokost til i morgen.


4. april 2014

Wok med svinekød og rød karry

Wokmad er en af livretterne her i huset. Vi er begge ret glade for asiatiske retter med masser af spicy varme, og jeg er ret glad for retter, hvor jeg kan få ryddet ud i grøntsagsresterne. I bedste stop spild af mad stil, blev dagens aftensmad endda lavet af et par øko-svinekoteletter, som var meget billige, på grund af sidste salgsdato. Sidste salgsdato er ikke ensbetydende med at man får en dårlig vare, så jeg køber gerne dato-varer. Jeg synes ikke der er nogen grund til, at butikkerne skal smide en pakke koteletter væk, fordi jeg hellere vil have nogen der er lidt nyere, selv om de skal bruges samme dag. Jeg synes heldigvis, at flere og flere forretninger er blevet rigtig gode til at nedsætte datovarer, så der bliver solgt ud, i stedet for smidt ud.

En pakke koteletter egner sig fortrinligt til at blive skåret i strimler og anvendt i wokmad. Tilberedningstiden i wokken er ganske kort, så det nytter ikke noget, at købe svinekød i tern, da de ofte er skåret af klumpen, som er ret sej. Mørbrad egner sig fortrinligt til den slags, men koteletter kan også sagtens anvendes.

Wok med svinekød og rød karry - 3 prs:

500 g mørt svinekød i strimler
1 spsk rød karry pasta
2 spsk olie
1 stor porre
2 fed hvidløg
2 gulerødder
1/2 bdt. broccoli
100 g sugarsnaps
1 dåse vandkastanjer - ca. 140 g
1 dåse bambusskud - ca. 140 g
1 stor dåse kokosmælk - ca. 3 dl
Fiskesauce
Sriracha hot chili

Evt. friskhakket koriander og cashewnødder til drys.



Skær alle grøntsagerne ud i mundrette stykker. Hak hvidløget helt fint og hæld vandet fra vandkastanjer og bambusskud.


Opvarm olien i en wok og svits kødet. Tilsæt karrypasta og fordel det grundigt ud i kødet - stadig for fuld varme.


Put hvidløg og porre i retten og steg det godt igennem - uden at det tager farve. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt rundt. Bring retten til kogepunktet og skru ned for varmen. Lad det simre i 5 min. Smag til med fiskesauce og sriracha chili.


Server med masser af friskhakket koriander og hakkede cashew nødder


20. juni 2013

Chiliwok med kylling

Wokmad er noget af det nemmeste og hurtigste man kan kokkerere. Da jeg skulle til jobsamtale i eftermiddags, var jeg klar over, at jeg først ville være sent hjemme, så jeg havde planlagt en lækker wok-ret til aftensmaden. Det der tager længst tid er helt klart at få skåret grøntsagerne ud, men selv den sløveste køkkenskriver burde kunne gøre det på under 15 min.

Denne opskrift er en helt ny kreation fra min hjerne - selv om der sikkert findes noget lignende et sted. Jeg plejer gerne at afprøve og finpudse mine idéer nogle gange, inden de ryger på bloggen, men den her sad i skabet i første forsøg. Det er en lidt stærk ret, men ikke så stærk at den lammer smagsløgene - Den pirrer dem.

Chiliwok med kylling - 2-3 prs:

2 dl løse ris
400 g kyllingfilet
2 fed hvidløg
2 spsk rapsolie
150 g squash
1 bdt forårsløg
1 rød peberfrugt
2 friske røde chilier - kan undlades
100 g shiitake svampe - Champignon kan også bruges
1 spsk fiskesauce
1 spsk soya
3 spsk sød chilisauce
Salt
Frisk koriander
Peanuts eller cashewnødder

Start med at sætte ris over. Kog dem efter anvisningerne på posen. Herefter skæres grøntsager ud. Når først der er blus under wokken, går det stærkt, så det hele skal være klar. Skær kyllingen ud i mundrette stykker, og hak hvidløget helt fint. Squashen befries for evt. kerner, og skæres i halvmåner. Peberfrugten skæres over, frøstand og lameller fjernes, og frugtkødet skæres i tynde strimler eller lignende. Forårsløgene skæres i stykker på ca 2 cm, chilier med kerner skæres i tynde ringe og svampene skæres i ikke alt for tynde skiver.


Opvarm olien i wokken - Det skal være rigtig varmt. Steg kylling og hvidløg til det er gyldent


Tilsæt grøntsagerne og lad dem stege med et par minutter. De skal ikke blive alt for bløde og slaskede.


Tilsæt soya, fiskesauce og sød chilisauce, og vend det hele godt rundt. Smag til med salt. Umiddelbart inden servering vendes risene sammen med retten.


Drys med hakket koriander og hakkede peanuts eller cashewnødder.


14. januar 2013

Thai-wok med kylling og rød karry - Panaeng Gai

Som lovet kommer her endnu en opskrift fra sydøstasien- Denne gang fra Thailand. Det er suverænt min favorit fra det thailandske køkken, og derfor er det også den allerførste thailandske ret jeg lærte at lave. Den cremede kokosmælk, de sprøde vandkastanjer og den runde smag af rød thai-karry er ganske simpelt et match made in heaven. Det er super nemt, og når først der er blus under wokken, tager det ca. 15 minutter at lave - Så hav det hele klar, inden du sætter fut på komfuret.

Panaeng Gai - 2-3 prs:

2 spsk olie
300 g kyllingefilet i strimler
2 små rødløg
2 fed hvidløg
1 bdt forårsløg
1 stor snackpeber
150 g sugarsnaps
1 lille dåse vandkastanjer - Ca. 150 g
1 spsk rød karrypasta
1 dåse kokosmælk
100 g ægnudler
Salt
50 g grofthakkede peanuts eller cashewnødder
Evt. lidt koriander

Begynd med at sætte en gryde letsaltet vand over. Nudlerne skal koges et par minutter - kun så de lige nøjagtig kan skilles ad.



Riv hvidløget på et fint rivejern eller mas det gennem en hvidløgspresser. Skær grøntsagerne ud i mindre stykker. Toppen fra forårsløgene skæres ligeledes ud, og stilles til side.



Olien varmes op i wokken, og løg, forårsløg og hvidløg sauteres hurtigt. Herefter tilsættes karrypastaen, og fordeles godt ud i løgene - Karrypastaen skal lige varmes godt igennem, for at få den bedste smag frem. Tilsæt kyllingen, og vend kødet godt rundt i karryen.

Når kyllingen er stegt, tilsættes de øvrige grøntsager og vandkastanjer. Vend det godt sammen med kyllingen.



Tilsæt kokosmælken, og kog retten op. Det vil være ret tyndt, men det er her du skal bruge de delvist kogte nudler. De blandes i sammen med forårsløgtoppen og simrer i retten et par minutter, så de kan suge lidt af væden. Smag til med salt.



Drys retten med hakkede peanuts eller cashewnødder og evt. lidt frisk koriander.