Viser opslag med etiketten Æg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Æg. Vis alle opslag

4. juli 2017

Krabbeburger (asiatisk inspireret)

Krabber er nok ikke noget vi spiser fantastisk meget af i Danmark, men ikke desto mindre er sæsonen for krabbekløer er så småt igang. Derfor har jeg valgt krabbekød som ugens ingrediens i Madstafetten. Madstafetten er en facebookgruppe, hvor vi skiftes til at vælge ugens ingrediens, og så inspirerer vi hinanden, med hvad vi nu lige kan få tryllet ud af dette. Man behøver ikke at deltage hver uge. Faktisk er det ikke så ofte, at jeg har tid til at være med, men jeg synes det er hyggeligt, at følge med i hvad de andre laver. Kom og vær med, hvis du har lyst.

Tilbage til krabbekødet: Det lykkedes mig ikke at finde friske krabbekløer - Og jeg havde ikke lige tiden til at tage et smut til vestkysten, for at finde dem. Så jeg endte med at købe noget krabbekød på frost. Det kan fint gå an, når kødet skal bruges til en burgerbøf, men hvis jeg skulle have spist det for sig selv, så insisterer jeg altså på friske krabber.

Burgeren blev drejet i en asiatisk retning, med lime, chili og hvidløg. Egentlig ville jeg også have haft lidt frisk koriander deri, men det var heller ikke til at opdrive. Farsen jeg lavede, vil sagtens kunne bruges til andet end burgerbøffer. Jeg tænker at jeg næste gang vil prøve at trille det til små kugler, fritere dem og servere dem som en snack sammen med chilimayo.




  • Krabbeburgere - 6 stk:

  • 500 g krabbekød
  • 2 stængler selleri
  • 2 forårsløg
  • 1 mellemstærk chili - eller efter smag og behag
  • 1 stort hvidløgsfed
  • Saft og skal af 1 lime
  • 1 tsk salt
  • 1/2 dl olivenolie
  • 2 æg
  • 1 dl rasp
  • Rasp og æg til panering



Krabbekødet plukkes i stykker, eller køres ganske hurtigt på foodprocessor. Forårsløg, selleri og chili hakkes helt fint og blandes i kødet sammen med de øvrige råvarer.


Farsen røres grundigt sammen, og kan stilles på køl, hvis ikke du skal bruge den med det samme.


Form farsen til 6 bøffer, og vend dem i æg og rasp. Steg dem ved høj varme, indtil de er gyldne på begge sider, skru helt ned for panden, og lad dem trække færdigt.


Anret bøfferne i lune burgerboller, med fyld efter ønske. Vi fik dem med babyspinat, tomater, rødløg og chilimayo.




9. maj 2016

Fyldte æg med avocado

Det danske vejr har virkelig vist sig fra sin bedste side det sidste stykke tid. Temperaturerne indbyder til at spise frokost på terrassen, og nyde solens stråler som tilbehør til lækre, lette forårsretter. En ting der er en fast bestanddel af vores frokostbord, en eller anden form for æg. For at det ikke altid ender ud i alm. kogte æg, spejlæg eller æggestand, laver jeg ind imellem æg med forskellige former for fyld. Disse er med lækker, cremet avocadofyld, og går rigtig godt som tilbehør til fisk, f.eks. i form at røget laks.


Fyldte æg med avocado:

  • 5 hårdkogte æg
  • 1 lille avocado
  • 2 spsk creme fraiche
  • 1 spsk finthaket purløg
  • Citronsaft
  • Salt


Æggene pilles, deles på midten og blommerne tages ud.


Blommerne puttes i en skål sammen med avocadokødet og creme fraiche. Blend med en stavblender, eller mos det sammen med en gaffel - Alt efter hvor fint du vil have det. Smag til med salt og citronsaft.


Rør det finthakkede purløg i cremen, og fyld den i de udhulede æg - Enten med en ske eller med en sprøjtepose.



21. september 2015

Tærte med kantareller og champignon

Jeg har været i skoven, for at samle svampe, et par gange i den sidste uge. Jeg har været heldig, og fundet en hel del kantareller. Vi har to gange fået pasta med kantareller a la creme og masser af parmesan - Det smager helt fantastisk. Idag ville jeg samle ind, så jeg kunne lave en tærte, men da jeg kom ud til min sædvanlige jagtmark, måtte jeg desværre sande, at nogen har været på rov i weekenden - ALT var plukket! Jeg må indrømme, at jeg synes det er rigtig dårlig stil, når man vælger at støvsuge skovbunden totalt og aldeles for alt hvad der ligner en kantarel. Personligt lader jeg altid de helt små svampe stå, så de kan vokse sig store til en anden dag. Nåh men jeg kender da heldigvis skoven som min egen bukselomme, så jeg rykkede videre, til et område hvor der også kan plukkes kantareller, omend det er i noget mindre mængder. Det lykkedes mig at finde en pæn portion, men dog ikke nok til en tærte - Så er det godt at de har champignon i Rema. Sådan nogen er fine at supplere op med, hvis ikke man har nok af de vilde svampe.



Tærte med kantareller og champignon:

  • 1 tærtebund - Jeg var doven idag, og købte en færdiglavet
  • 250 g kantareller
  • 250 g champignon
  • 2 mellemstore løg
  • Fedtstof til stegning
  • En stor håndfuld revet parmesan
  • 6 æg
  • 1 dl creme fraiche
  • Salt og peber


Svampene rengøres, og deles evt i mindre stykker (Kantarellerne trækkes nemt fra hinanden med fingrene). Løget snittes fint.


Fedtstof opvarmes i en pande, og løgene sauteres klare. Tilsæt svampene, og steg dem godt igennem. De vil afgive en del væske i panden, og denne skal koges helt væk. Ellers ender du med en meget våd og smattet tærte.


Fordel svampe og løg i den evt. forbagte tærtebund. Riv masser af parmesan henover. 


Pisk æg og creme fraiche sammen i en skål, og fordel æggemassen over tærtefyldet. Drys med salt og friskkværnet sort peber - Vær forsigtig med saltet, da parmesan er en meget salt ost.


Tærten bages i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 30 min.



18. juli 2015

Frittata med bacon og kartofler

Der har været stille på bloggen længe. Jeg har ikke rigtig haft overskuddet til at få skrevet nogle ordentlige indlæg, og så synes jeg, at det er bedre at lade være. I øjeblikket er jeg sygemeldt med stress, og har fået besked af min læge, om at slappe af, og kun gøre de ting som jeg har lyst til. Well idag havde jeg lyst til at lave en frittata til aftensmad, og tage lidt billeder, så jeg kunne få skrevet en opskrift på bloggen. Det er mere end jeg har foretaget mig i de sidste mange dage, hvor tiden faktisk bare er gået med at lave ingenting.

Frittataen er den italienske pendant til vores klassiske æggekage. Den adskiller sig dog, ved at indeholde forskellige former for fyld. Det kan være alt fra rester af kød eller fisk, grøntsager, eller kolde kartofler - Og så skal man altid huske at give den en ordentlig drys med en god modnet ost og gerne lidt friske krydderurter.

Frittata med bacon og kartofler - 3-4 prs:


  • 300 g bacon i tern
  • 500 g kogte kartofler i skiver
  • 8 æg
  • 1 dl mælk
  • Ca. 1 spsk hakket dild
  • Vesterhavsost efter smag - Pecorino, regato eller parmesan kan også bruges.
  • Friskkværnet peber




Steg baconternene gyldne og sprøde i en pande med ovnfast håndtag. Tilsæt kartoffelskiverne, og sving dem rundt i panden. Er der meget baconfedt til overs, hældes dette fra.



Pisk æggene sammen med mælken, og hæld æggemassen i panden. Drys med den hakkede dild og friskkværnet peber, og riv rigelige mængder vesterhavsost over.


Sæt panden i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft, og bag frittataen i ca 20 min. Ryst lidt med panden, for at se om den er færdig. Den skal være fast i midten.


Server evt. med en lækker salat.


17. marts 2015

Små quick-tærter med skinke og ost

Hvis du følger med på bloggen, er du stødt på mine små quick-tærter før. De er ikke gastronomi på højt plan, men de smager bare super godt. Det er sådan nogen jeg laver, hvis vi skal have en super hurtig aftensmad - Så får vi gerne en salat ved siden af - Eller jeg laver dem, når vi skal have lidt lækkert til frokost i weekenderne. Tarteletterne er milde og børnevenlige, og min 6-årige bonusdatter elsker den her version.



Små quick-tærter med skinke og ost - 10 stk:


  • 1 pakke luksustarteletter
  • 100 g skinke i strimler
  • 50 g revet ost - gerne noget med en lidt kraftig smag
  • 3 æg
  • 1 dl fløde eller mælk
  • 1 tsk salt
  • En smule friskkværnet peber





Skinke og ost fordeles i tarteletterne. Æggene piskes med mælk/fløde, salt og peber.



Hæld æggemassen over fyldet, og sæt quick-tærterne i en forvarmet ovn ved 185 grader varmluft. De skal have ca. 20 minutter.


Server med en let salat, eller spis dem som de er.


1. januar 2015

Rosenkålsgratin med hamburgerryg

Selv om det efterhånden er mere populært med et stykke godt oksekød på nytårsbordet, findes der nok stadig en del hjem, hvor der serveres hamburgerryg på årets sidste dag. Skulle du stå tilbage med en rest hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, så er her en opskrift, på en af mine yndlings reste-retter - Nemlig rosenkålsgratin med hamburgerryg. I mit barndomshjem var der altid rosenkål i, når min mor lavede gratin. Hvis vi var heldige, havde hun en rest kogt skinke eller hamburgerryg, som blev skåret i tern og puttet i.

En gratin er ikke frygteligt besværlig at lave, og ingredienserne er simple. Dejen laves af æg, mælk, mel og smør - Noget som de fleste altid har i køkkenet. Fyldet kan varieres, alt efter hvad man lige har.


Rosenkålsgratin med hamburgerryg - ca. 4 prs:

  • 75 g hvedemel
  • 3 dl mælk
  • 30 g smør
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk friskrevet muskatnød
  • Evt. friskkværnet peber
  • 5 æg
  • En håndfuld rasp
  • 500 g letkogte rosenkål
  • 400 g kogt hamburgerryg eller skinke i tern - Har du ikke det, kan du stege lidt bacon.





Put melet i en gryde og tilsæt mælken lidt ad gangen, mens du hele tiden sørger for at klumperne bliver pisket ud. Herefter sættes gryden på komfuret ved middel varme. Sørg for at røre godt i gryden, så massen ikke brænder på i bunden. Dejen vil langsomt blive tykkere. Når den er kogt godt igennem, tilsættes smør, salt, muskatnød og peber som piskes i dejen. Du skal ende med en fin glat masse. Tag gryden af blusset. 


Del æggene i hvider og blommer. Blommerne røres ud i den let afkølede dej, og hviderne piskes stive. Vend forsigtigt hviderne i dejen, uden at røre for meget luft ud af dem. 



Smør et dybt fad og drys det med rasp. Læg lidt af gratin-massen i bunden af fadet, så det er dækket. Fordel rosenkål og hamburgerryg ovenpå og top det med resten af dejen. Drys lidt rasp på toppen, for at få en sprød skorpe.


Bag gratinen ved 175 graders varmluft i ca. 1 time. Server med en klat koldt smør.




21. oktober 2014

Små quick-tærter med bacon og pesto

Nogen dage skal aftensmaden bare være hurtig. Jeg er ikke så meget til fedtet take-away, så jeg har lidt retter på hånden, som kan laves på under en halv time. En af dem er små quick-tærter lavet i tarteletskaller. Vidste du, at ordet Tartelet stammer fra det det franske "tartelette" som betyder lille tærte? I Danmark har vi tradition for at fylde vores tarteletter med stuvning f.eks. i form af høns i asparges. Men tarteletter kan bruges til så meget andet. Når aftensmaden skal være hurtig, er det nemt at putte lidt tærtefyld og æggemasse i tarteletskaller, og bage dem i ovnen, mens man evt. laver en salat ved siden af.

Små quick-tærter med bacon og pesto - 10 stk:


  • 1 pakke luksustarteletter
  • 200 g bacon i tern
  • Et lille glas pesto
  • 50 g revet ost
  • 3 æg
  • 1 dl fløde eller mælk


Baconternene steges sprøde og afdryppes for fedt. Fordel ternene i tarteletskallerne.


Drys ost over og læg en lille klat pesto oveni - Pas på ikke at bruge for meget pesto, for det kan nemt komme til at overdøve al anden smag i tarteletten.


Pisk æg og fløde/mælk sammen til en ensartet masse. Jeg undlader at putte salt i, da der i forvejen er salt i både bacon, ost og pesto. Hæld æggemassen over fyldet, så det næsten dækker.


Bag tarteletterne i ovnen ved 185 grader varmluft i ca. 20 min. De skal være gyldne, uden at blive mørke på toppen.


Server evt med salat ved siden af.


3. august 2014

Tomat-frittata

Det er (igen) ved at være noget tid siden, jeg sidst har haft tid til at skrive lidt her på bloggen. Vi har haft susende travlt på kroen, så det er faktisk små tre uger siden, jeg sidst har haft tid til at lave lidt mad her hjemme. I mellemtiden er mit drivhus begyndt at bugne med små fine tomater, og der er kommet fire nye høns til vores hønseflok, så idag var der tomat-frittata på menuen til frokost. Æg og tomat er jo en klassisk kombi, og når man så lige finder en humpel godt modnet vesterhavsost bagerst i køleren, så er der ikke et øje tørt. Frittata er hurtigt, nemt og lækkert - Og en lille smule mere spændende end en klassisk æggekage.

Tomat-frittata - 2 prs:

6 æg
1 dl mælk
1 tsk salt
Friskkværnet peber
1/4 tsk natron
1 tsk smør
En god håndfuld revet vesterhavsost - eller en tilsvarende hård ost som f.eks parmesan
250 g cocktailtomater



Skær et lille kryds i toppen af tomaterne - Dette gør at skindet kan trække sig sammen, uden at sprække på alle leder og kanter.


Pisk æggene sammen med mælk, salt, peber og natron. Smelt smørret i en pande og hæld æggemassen heri. Lad æggemassen sætte sig, drys den revne ost henover og stik tomaterne i med krydsene opad.


Sæt panden i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft. Bag til æggemassen et stivnet. Det tager ca. 10 min - Alt efter hvor stor en pande du har brugt.


Er du meget sulten, kan frittata serveres med en skive rugbrød eller salat ved siden af.

22. maj 2014

Asparges-frittata

Nede bagerst i min have bor der 4 høns. Jeg giver dem brød- og grøntsagsrester fra køkkenet, og så giver de til gengæld mig lækre friske æg - Det er en win-win situation. Efter orkanen Bodil's hærgen i efteråret, blev vi nødt til at evakuere hønsene, da det nye hønsehus, vi var ved at bygge, blev jævnet med jorden. Det gamle hønsehus var simpelthen for ringe, til at de kunne bo der vinteren over. Tøserne blev derfor flyttet over til mine forældre, hvor de har boet trygt og godt. Nu er vi imidlertid blevet helt færdige med genopbygningen, og derfor er hønsene flyttet hjem igen. Nu skal der spises æg! Godt nok har vi kun 4 høns, men de giver 4 æg om dagen, så vi spiser en del æggekager, omeletter og frittatas.

Frittata lyder skrækkeligt eksotisk, men i virkeligheden er det blot det italienske ord for æggekage. Italienerne putter gerne en masse forskelligt fyld i deres æggekager, og det er derfor jeg vælger at kalde denne for en frittata. I min barndom, hvor pengene af og til var små, kunne min mor godt finde på, at putte fyld i æggekagen, men det bestod af enten kogte kartofler i skiver eller skiver af tørt franskbrød - Begge dele var for ikke at smide noget ud, og for at strække æggene noget længere. Versionen med kartofler var jeg ret glad for, men min mave vender sig stadig, ved tanken om klæge franskbrødsskiver i min æggekage - Jeg tror det var mere af nød end af lyst, at hun puttede dem i.

Asparges-frittata - 2 prs:

6 æg

1 dl sødmælk
1 tsk salt
Friskkværnet peber
1/4 tsk natron
En god håndfuld revet parmesan
250 g grønne asparges
1 tsk smør



Knæk den træede ende af aspargesene, og gem dem evt. til en aspargessuppe. Skær aspargesene ud i snitter. Pisk æggene sammen med mælk, natron, salt og et par omgange fra peberkværnen.


Smelt smørret i en pande og hæld æggemassen i. Drys parmesan henover og fordel aspargessnitterne heri.


Sæt panden i ovnen ved 180 grader varmluft, og bag den i ca. 15 min. - Min pande er Ø 28 cm, hvis din er mindre, skal den nok have lidt længere i ovnen.


HUSK en grydelap eller et viskestykke, når du tager panden ud af ovnen. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det gør nas, at tage fat i sådan et håndtag! Lad frittataen køle af et øjeblik, inden du skærer den ud.


Idag havde i kødfri dag, så vi fik en tomatsalat som tilbehør. Du kan sagtens servere en form for kød til frittataen, hvis ikke du kan undvære.


6. januar 2014

Selleribøffer

Selv om jeg er glad for kød, skal der være plads til en kødløs dag engang imellem. Det er ikke alene sundt, men det er også godt for både pengepungen og miljøet.
Jeg har dyrket nogle rigtig flotte selleri i min køkkenhave i år, og har længe gået og drømt om selleribøffer. For nogen lyder det måske lidt kedeligt med en bøf lavet af selleri, men de smager altså skønt - Faktisk er de så gode, at både min smedebasse og min hund elsker dem. Har du ikke mod på en kødløs dag, kan bøfferne laves i et lidt mindre format, og bruges som tilbehør til et stykke kød - De minder meget om pommes rösti - bare uden kartofler.

Selleribøffer - 4 prs:

350 g selleri
100 g gulerod - Det er faktisk kun for farvens skyld, så de kan erstattes af ekstra selleri
75 g revet ost
2 fed hvidløg
2 store æg
3 spsk creme fraiche
1 dl rasp
1 1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

2 dl olie til stegning

Selleri og gulerod rives groft - Jeg bruger min foodprocessor, for så tager det kun 10 sekunder, og man sparer en masse armkræfter. Put det i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele godt sammen. Hvis massen er meget tør og smuldrende, kan du tilsætte lidt mere æg, men pas på at det ikke bliver så vådt, at det ikke kan hænge sammen.


Opvarm olien i en pande. Tag lidt af "farsen" op i hånden, og form det så godt du kan. Læg bøffen forsigtigt over på panden - Pas på fingrene!!


Lad bøfferne sætte sig, og vend dem. Skru ned for varmen, så de ikke bliver for mørke. De skal steges ca. 10 min i alt - Eller til de er nogenlunde faste, når du trykker let på dem.
Læg dem på et stykke køkkenrulle, når de er stegt færdigt.


Bøfferne kan spises med diverse tilbehør. Idag fik vi kogte karofler og bechamel. De kan lige så vel bruges i en burger, spises med pasta og tomatsovs, salat eller hvad du lige har lyst til.


5. januar 2014

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg

Indimellem skal der ryddes op i køleskabet. Jeg har det dårligt med at smide madvarer ud, bare fordi de er blevet til overs. Vi har alle et ansvar for at stoppe spild af mad, og et skridt på vejen er, at have nogle retter på hånden, som kan varieres i det næsten uendelige. En tærte er et ret godt eksempel, på en ret, hvor det kun er fantasien der sætter grænsen, for hvad man kan putte i.

Rejetærte med peberfrugt og forårsløg:

1 portion tærtedej


1 peberfrugt
3 forårsløg
200 g rejer
100 g feta
5 æg
3 spsk creme fraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Beklæd en form med tærtedejen. Skær peberfrugt og forårsløg ud i mindre stykker og fordel det i bunden.


Sørg for at rejerne er drænet godt for vand - Dup dem evt. med et stykke køkkenrulle. Fordel dem over grøntsagerne, og smuldr fetaosten henover.

Slå æggene ud i en skål. Pisk dem sammen med creme fraiche, salt og peber.


Hæld æggemassen over tærtefyldet. Bank forsigtigt formen mod bordet et par gange, så æggemassen fordeler sig mellem fyldet.



Sæt tærten i en forvarmet ovn ved 185 grader, og bag den i ca. 45 min.


Lad tærten køle lidt af, inden du skærer i den.