Viser opslag med etiketten Hverdagsmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hverdagsmad. Vis alle opslag

28. oktober 2013

Okse/grøntsagsboller med tomatsauce

For noget tid siden fik en madblogger-kollega en god idé. Hun spurgte om ikke der var nogen der var friske på en lille udfordring. Deltagerne ville hver især få tildelt en af de andre deltagende blogs, hvor vi så frit kunne vælge en opskrift til fri fortolkning eller blot til efterligning. Madbloggerudfordringen 2013 var født, og jeg er selvfølgelig med. Jeg blev tildelt bloggen LykkesMad og faldt hurtigt over en opskrift på Okse/grøntsagsboller med tomatsauce, som jeg så nogle muligheder i. Jeg er nok lidt erhvervsskadet - Jeg er meget dårlig til at følge en opskrift, og har en tilbøjelighed til altid at ændre lidt hist og pist. Alt i alt synes jeg egentlig, at jeg har fulgt Lykkes opskrift ret godt.

Jeg har taget udgangspunkt i de råvarer Lykke har brugt i sin opskrift, men lavet det om, så det passer lidt bedre ind i min verden. Lykke har valgt at bruge en pakke hakket oksekød med grøntsager fra Coop - Et initiativ de har taget, for at gøre hakket oksekød "grønnere" og sundere. Jeg valgte selv at tilsætte grøntsager til min fars. Dels fordi jeg ikke vil betale kødprisen for hakket grønt, dels fordi jeg gerne selv vil bestemme hvilke gøntsager der skal i mine kødboller - Jeg vælger selvfølgelig lækre grøntsager fra min have. En anden ting jeg har ændret på er saucen. Jeg brød mig ikke synderligt om Lykkes version, som er helt plain dåsetomater, smagt til med laurbær, sukker og salt. Saucen vil helt sikkert være rigtig god til børn og andre sarte sjæle, men for mig er den for kedelig - Jeg kan godt lide lidt flere nuancer af smag.


Okse/grøntsagsboller med tomatsauce - 3 prs.

Kødboller:

400 g hakket oksekød
75 g selleri
75 g porre
50 g gulerod
50 g løg
1 fed hvidløg
Skal af 1/2 citron
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk peber

Tomatsauce:

2 spsk olivenolie
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 dl nedkogt hønsefond - eller kraftig bouillon
2 dl fløde
1 tsk salt
Evt friskkværnet peber

250 g hjemmelavet Pasta 
Evt Parmesan eller lignende ost
Evt. hakket persille

Selleri og gulerod rives på et groft rivejern. Løg og porre skæres ud i brunoise - helt fine små tern. De findelte grøntsager røres sammen med kødet samt presset hvidløg og de øvrige ingredienser.


Farsen formes til kødboller ca. på størrelse med valnødder. Læg dem på en plade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 15 min.


Mens bollerne steger i ovnen tilberedes tomatsaucen. Skær løg og hvidløg lidt i stykker og sauter det kort i den varme olivenolie - Løgene skal ikke tage farve.


Tilsæt hønsefond og dåsetomater og kog det op. Lad det simre et par minutter.  Tag gryden af varmen og giv det hele en tur med en stavblender.


Sæt gryden tilbage på varmen. Tilsæt fløde og kog saucen op igen. Smag til med salt og evt. peber.


Når kødbollerne er færdige vendes de i saucen sammen med den kogte pasta.


Server med masser af revet parmesan og friskhakket persille.




13. august 2013

Squashtærte

Sæsonen for squash er i fuld gang. Jeg har desværre ikke selv squash i haven, for da det aldrig er lykkes mig at holde sneglene væk fra dem, har jeg helt opgivet at dyrke dem. Min svigerfar dyrker dem til gengæld hvert år, og her bliver jeg mere end rigeligt forsynet med de squash vi kan nå at spise.

Squash er rigtig lækkert i mange ting. Jeg bruger det dog hovedsageligt til brød, kager og tærte. Squashtærten er super let at lave. Der skal ikke laves nogen tærtebund, og alle ingredienserne skal bare røres sammen til en form for dej. Jeg laver gerne en dobbelt portion, når jeg er igang. Tærten kan fryses ned, og så er der nem aftensmad til kæresten, når jeg ikke er hjemme. Den oprindelige opskrift stammer fra Alletiders kogebog, men jeg har med tiden ændret i den - til det bedre, synes jeg selv. Har du lyst, kan en del af squashen, eller det hele for den sags skyld, erstattes med revet gulerod, pastinak eller persillerod - Det gør jeg gerne, når vi når hen i rodfrugtesæsonen.

Squashtærte - ca. 3 prs:

200 g bacontern
150 g løg
350 g squash
100 g revet ost - gerne en god modnet cheddar
60 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1/2 dl rapsolie
3 æg
1 dl cremefraiche
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Steg baconternene, så de er næsten sprøde, og størstedelen af fedtet er smeltet fra. Læg baconternene på køkkenrulle, og sæt det til side.
Hak løgene, og riv squashen på et groft rivejern - Jeg river begge dele i min foodprocessor.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele grundigt sammen.


Smør en tærteform, eller giv den en gang sprayfedt. Fordel dejen jævnt ud i formen.


Tærten bages ca. 35 min. ved 180 grader varmluft. Den skal være gylden på toppen.


Lad tærten køle af 10 min. inden servering. Server gerne en god salat til.

8. juni 2013

Æggekage i ovn

Jeg har været ude og investere i 4 høns. De går nu i haven og skraber i jorden, spiser græs og regnorme, og klukker så herligt. Jeg synes de er rigtig hyggelige, og så har de jo den fordel at de kvitterer for kost og logi med dejlige friske æg.

Jeg sætter stor pris på en æggekage serveret med tomat, masser af purløg og selvfølgelig røget flæsk eller bacon. Det er en ret som, i min verden, virkelig hører sommeren til, og det eneste jeg mangler, til den perfekte æggekage, er de hjemmedyrkede tomater. Indtil videre må jeg dog "nøjes" med købte stilktomater, og så glæde mig over agurkerne fra drivhuset.

Jeg begynder altid med at stege røget flæsk eller bacon, og bruger så lidt af fedtet derfra, til stegning af æggekagen - Det giver en dejlig smag. Når æggemassen er hældt i den varme pande, stilles panden i ovnen. På den måde, bliver den ikke brændt i bunden, og den bliver meget hurtigere gennembagt, end når varmen kun kommer nedefra.



Æggekage - 2 prs:
  • 8 æg
  • 1 dl sødmælk
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk friskkværnet sort peber
  • 1 tsk bagepulver

Tilbehør:
  • Tomatskiver
  • Hakket purløg
  • Sennep
  • Syltede rødbeder
  • Sprødstegt røget flæsk eller bacon

Steg bacon eller røget flæsk sprødt i en pande, og stil det til side. Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
Rør bagepulveret ud i mælken, og pisk det sammen med æg, salt og peber i en skål.


Hæld æggemassen i panden mens den stadig er varm. Stil panden i ovnen og bag æggekagen i ca. 25 min.


Bagepulveret vil få æggekagen til at hæve og blive lækker og luftig, men server den direkte fra ovnen, for den kan godt falde lidt sammen, når den køler af.


Læg skiver af tomat og agurk ovenpå æggekagen og drys med masser af purløg. Server med sprøde skiver røget flæsk eller bacon.







7. juni 2013

Kyllingeboller i karry

I min have har jeg et lille højbed der er fyldt med krydderurter. I bedet har jeg plantet en lille bitte tot koriander, og jeg tænkte, at den nok ville blive stor nok, til at jeg i løbet af sommeren kunne bruge af den et par gange. Der tog jeg fejl! Den vokser og vokser, og er nu så stor, at jeg overvejer, om jeg skal kaste mig ud i en opskrift på koriander pesto. Jeg elsker simpelthen koriander, og kan godt finde på, at plukke en håndfuld blade, som jeg blander i salat. Mmmm krydderurter er noget af det mest fantastiske!

Hvis man af og til laver asiatisk mad, er det ikke til at komme udenom korianderen. I denne opskrift på kyllingeboller, har jeg da også taget udgangspunkt i Thailand. Koriander, chili og ingefær er en rigtig god kombination, og jeg synes det passer rigtig godt til kylling.

Kyllingeboller i karry - 3 prs:

400 g hakket kylling
1 løg
1 æg
2 spsk hvedemel
2 spsk havregryn
1 fed hvidløg
1 tsk salt
1/2 tsk sort peber
2 spsk hakket, frisk koriander
1-2 rød chili
1/2 tsk stødt ingefær eller 1 spsk friskrevet

Sauce:

25 g smør eller oliemargarine
1/2 finthakket løg
2 tsk madraskarry
2 spsk hvedemel
ca. 3 dl kogevand fra kødbollerne
2 dl mælk
Ca. 1 tsk salt

Hak løg, chili og hvidløg helt fint - Hvidløget kan evt presses.


Rør alle ingredienser til kødbollerne sammen i en skål. Farsen skal ikke være alt for lind. Stil farsen på køl en halv times tid, så den kan sætte sig. Sæt en gryde med letsaltet vand over på komfuret.


Form boller af farsen, og put dem i vandet, der hele tiden holdes lige under kogepunktet. Hvis vandet kommer til at bulderkoge, risikerer du at bollerne falder fra hinanden. Kogetiden afhænger af hvor store bollerne er. Jeg laver bollerne på størrelse med frikadeller, og koger dem ca. 10-12 min.


I en kasserolle smeltes smørret. Når det er bruset af tilsættes hakket løg, som sauteres en smule. Drys karry over, og rist det godt af i fedtstoffet - IKKE noget med at brænde det på. Drys derefter mel over, pisk det hele godt sammen og afbag det et øjeblik. Tilsæt mælken og pisk den opbagte masse klumpfri. Herefter spædes op med kogevand fra kødbollerne. Lad saucen koge godt igennem, og smag til med salt.


Server med kogte ris, evt. blandet med lidt friske krydderurter.





16. maj 2013

Squash med oksekødsfyld

Jeg dyrker squash i min have, og sådan en plante giver mere end vi kan følge med til at spise. En lækker måde at spise sin squash, er ved at fylde den med noget lækkert, og bage den i ovnen. Normalvis laver jeg en frikadellefars af svin eller kylling, som får lidt ekstra smæk på krydderierne, og også gerne et skud reven parmesan. Men fyldet kan også laves lidt mere tex mex inspireret, ligesom denne her. Jeg synes de er rigtigt gode med krydret oksekød, men er man mere til det vegetariske, er det oplagt at lave fyldet af det squash man skraber ud, når man udhuler dem. Der kan denne opskrift også bruges, så hakkes squashkødet, og bruges i stedet for oksekød.




Squash med oksekødsfyld - 2 prs:

2 små squash
1 løg 
250 g oksekød
2 fed hvidløg
1 tsk paprika
1 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
1 dåse hakkede tomater - 400 g
2 spsk hakket, frisk basilikum
50 g revet ost

Snit løget fint, og svits det på en pande i lidt fedtstof. De skal have så længe, at de bliver klare. Drys paprika over, og fordel det godt i løgene, inden oksekød og finthakket hvidløg tilsættes. Brun kødet godt, og hæld de hakkede tomater ved. Lad det simre, indtil det har fået en tyk og ensartet konsistens. Smag til med salt og peber, og tilsæt basilikum.


Flæk squashene på langs, og skrab det meste af det hvide kød ud af dem. Jeg gør det med et parisiennejern, men det kan sagtens gøres med en ske.


Put kødfyldet i de udhulede squash, og drys lidt ost henover.


Bag squashene ved 200 grader i ca. 25 min. - Så er de stadig lidt sprøde og knasende.


Pynt evt. med lidt creme craiche, tomat og basilikum. Idag fik vi tzatziki som tilbehør, men de kan naturligvis også serveres med ris, kartoffelbåde eller lignende.


24. april 2013

Farserede peberfrugter

Om sommeren, når vores drivhus bugner med grøntsager, spiser vi ofte farserede peberfrugter. Da jeg først begyndte at dyrke frugt og grønt i haven, havde vi svært ved at følge med, til at få det hele spist. Min kæreste foreslog at farsere peberfrugter, men jeg må indrømme, at jeg ikke var vildt begejstret for ideen. Jeg fik straks flashback til hjemmekundskab i folkeskolen, hvor vi lavede nogle skrækkelige grønne peberfrugter med frikadellefars indeni. Bvadr! Jeg blev enig med mig selv, om at jeg ville prøve at lave dem med en lækker krydret fars. Så kunne jeg jo altid pille farsen ud, og levne peberfrugten hvis det gik helt galt. Men de blev jo gode. Jeg er sikker på, at jeg ikke kunne lide peberfrugterne fra hjemmekundskab, fordi peberfrugterne var den grønne slags. Dem har jeg nemlig et ret anstrengt forhold til. De er meget bitre, hvorimod de røde er lækre og søde. En sødme som kun bliver endnu mere fremtrædende, når de bliver bagt.

Farserede peberfrugter - 6 stk:

500 g hakket kalv, svin eller lam
100 g kogte ris
100 g smuldret feta
1 æg
2 spsk finthakket persille
1 spsk finthakket timian
2 fed presset hvidløg
1 fintrevet løg
1 tsk salt
1 tsk peber
1/2 tsk stødt spidskommen
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk chili 
3 spsk mælk

3 store peberfrugter
Rasp
Evt parmesan

Hakkekød, ris, feta, æg, urter, krydderier og mælk røres sammen til en fars. Farsen skal ikke være alt for våd, men heller ikke mere tør, end den kan hænge sammen. Stil farsen på køl en halv time, så den kan sætte sig.


Del peberfrugterne på langs. Fjern frøstand og lameller. Lad evt. stilken sidde, så der ikke bliver et hul, hvor den er.


Fyld de halve peberfrugter med farsen. Sørg for at det bliver trykket godt ud i alle dele af peberfrugten. Det må gerne stikke lidt op over kanten, da det krymper en lille smule under tilberedningen. Drys lidt rasp over farsen, og evt. lidt parmesan.


Læg peberfrugterne i et ildfast fad, og bag dem 40 min ved 200 grader varmluft.


Idag fik vi krydrede kartoffelbåde og tzatziki til vores peberfrugter.



18. april 2013

Blomkålsgratin med skinke og ærter

Nogen vil nok kategorisere gratin som et levn fra 80'erne på lige fod med rejecocktail og fondue, men jeg elsker det. Hvis en ret smager godt, hvorfor så droppe den, bare fordi den ikke er "in"? Jeg kan godt lide at have nogen opskrifter på hånden, hvis jeg har rester fra aftensmaden. Her er gratin en sikker vinder, når jeg har en rest skinke eller hamburgerryg.
Jeg synes det er skræmmende, at hver dansker i gennemsnit smider 63 kg mad i skraldespanden, så jeg kan kun opfordre jer til, at bruge jeres rester til at lave nye retter. Det er nemt, når man først kommer igang.

Blomkålsgratin med skinke og ærter - 3-4 prs:

75 g hvedemel

3 dl mælk
30 g smør
1 tsk salt
Evt. friskkværnet peber
5 æg
500 g let kogte blomkålsbuketter
2 dl ærter
400 g skinke eller hamburgerryg i tern

Put hvedemelet i en gryde og tilsæt mælken lidt ad gangen, mens du hele tiden sørger for at få pisket alle klumper væk. I starten vil det være noget klistret stads, men jo mere mælk du putter i, jo glattere mere flydende vil det blive. Herefter sættes gryden på komfuret ved middel varme. Ikke noget med fuld blus. Pisk hele tiden i gryden. Massen vil langsomt blive tykkere, og det er vigtigt, at du hele tiden får det rørt godt sammen. Når dejen er kogt igennem tilsættes smør, salt og peber som piskes i, så du får en fin glat masse.


Tag gryden af varmen, og lad den køle lidt af. Del æggene i hvider og blommer. Hviderne piskes stive, og blommerne piskes i den afkølede dej - en ad gangen.


Tag 1/3 af æggehviderne og rør dem i dejen - her kan du godt være lidt voldsom, for at få det hele rørt sammen. Herefter tager du resten af æggehviderne, og vender dem forsigtigt i dejen.


Tag et stort ovnfast fad med høje sider. Smør det og drys rasp i bunden. Ryst fadet, så der sidder rasp på bund og sider, og hæld overskydende rasp væk. Hæld halvdelen af dejen i fadet, og fordel blomkål, skinke og ærter heri.


Hæld resten af dejen over, så fyldet bliver dækket. Fadet må kun fyldes 3/4, da gratinen hæver lidt. Drys lidt rasp på toppen, så den får sprød skorpe.


Bages i ovnen ved 175 grader i 1 time


8. marts 2013

Hjerter i flødesovs

Der er mange som ikke vil spise indmad, og det forstår jeg egentlig ikke. Hvorfor er det mere ulækkert at spise et stykke hjerte eller lever, end det er at spise f.eks. hakkekød? Når du køber et hjerte eller en lever, er du i det mindste 100% sikker på, hvad det er du får. Er du 100% sikker på hvad du køber, når du snupper et pund hakket kalv og flæsk i supermarkedet? Jeg har den holdning, at når vi opdrætter dyr, udelukkende for at slå dem ihjel og spise dem, så forpligter vi os til at udnytte så meget som overhovedet muligt af dyret. I øvrigt er indmad rigtig billig mad - Jeg fik 4 hjerter (1200 gram) for 25 kr.

Jeg synes at hjerter er utroligt lækre. Hjertet er den muskel i hele kroppen, som arbejder aller mest, og derfor er det også noget af det der indeholder mest smag. Det gør dog også hjertet meget sejt, og derfor skal det tilberedes længe, for at få nedbrudt noget af bindevævet. Men når det er færdigt, så har du noget af det fineste kød, du kan få.

Skal man lave hjerter i flødesovs helt traditionelt, skal de rensede hjerter fyldes med persille, snørres sammen og braiseres hele. Når de så er færdige, laver man en sauce af skyen, som man hælder over skiver af hjertet. Sådan laver jeg det ikke. For det første er jeg ikke så vild med kød fyldt med persille. For det andet er det meget nemmere at lave en gryderet. For det tredje, så smager den her ret bare skide godt.

Hjerter i flødesovs - 3-4 prs:

600 g svinehjerter
1 stort løg i tern
200 g bacontern
250 g champignon
Fedtstof til stegning
1 spsk maizena
Evt. kulør
1-2 dl fløde
Salt og peber
Evt. 1 spsk ribsgelè

Har du en god slagter, har han renset hjerterne for dig, og fjernet den tykke blodåre. Er du knap så heldig, skal du selv ordne det. Under alle omstændigheder er det en god idé, at lægge hjerterne i blød i koldt vand, så du kan få opløst evt. klumper af størknet blod. ALT blod fjernes. Sidder der fedt udenpå hjertet, skæres dette væk. Herefter skæres kødet ud i mundrette stykker.


Steg baconternene sprøde i en gryde. Tag dem op, og stil dem til side. Er der meget fedt tilbage i gryden, hældes noget af det væk. Herefter steges de rengjorte, kvarte champignons i det resterende fedt. Disse stilles også til sidde, sammen med evt. væske der er trukket ud af svampene.
Smelt lidt fedtstof i gryden og svits løgene heri. Derefter tilsættes kødet som brunes godt.


Når hjerterne er brunet af, tilsættes vand så kødet akkurat er dækket. Put en tsk salt ved, og bring gryden i kog. Skru ned for varmen, og lad det hele stå og simre i min. 30 min - gerne 1 time.


Når kødet er mørt, jævnes retten med maizena rørt ud i koldt vand. Tilsæt evt. lidt kulør for farvens skyld. Tilsæt fløde champignons, bacontern og evt ribsgelè. Smag til med salt og friskkværnet peber.


Server med kartoffel- eller rodfrugtmos.


26. februar 2013

Bacondeller

En frikadelle er en lækker lille sag, som kan varieres i det uendelige. Ikke fordi der er noget i vejen med traditionelle deller, for det er der bestemt ikke. Engang imellem må der bare godt ske lidt nyt. Min kærestes favorit er bacondeller - De er altså også gode!

Bacondeller:

500 g hakket svinekød, ca. 5% fedt
200 g bacontern
1 løg
1 æg
2 spsk havregryn
1 spsk hvedemel
2-3 spsk mælk
1 tsk salt
1/2 tsk stødt peber

Hak bacontern og løg sammen i en foodprocessor eller lignende - En kødhakker kan selvfølgelig også bruges.


Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele godt sammen. Stil farsen på køl en halv times tid, så den kan sætte sig.


Opvarm en pande med lidt fedtstof. Form frikadeller i hånden, og steg dem på den varme pande.


Stik en gaffel i en frikadelle, for at mærke om de er færdige - Bliver frikadellen hængende på gaflen, når du løfter den op fra panden, så er den færdig.


Her er frikadellerne serveret med sur/sød kartoffelsalat

20. februar 2013

Grønlangkål a la Klaris

Grønkålsæsonen er desværre ovre for denne gang, det er ellers en super sund og lækker vinterspise. Det skal dog ikke stoppe mig i at lave grønlangkål. Jeg indrømmer gerne, at når det kommer til grønlangkål, så køber jeg frosne kugler af hakket grønkål. Jeg vil helst have det helt finthakket, og det er svært at gøre med en kniv. På den anden side, bliver det for fint, hvis man blender det, så frosne købe-kugler it is.

Min opskrift er hverken sønderjysk eller vendsysselsk, den stammer fra min farmor, og derfor kalder jeg den a la Klaris. Skal man sammenligne den med en af de førnævnte varianter, så minder den mest om den sønderjyske. Forskellen er dog, at hvor den sønderjyske kål sauteres i margarine, og derefter tilsættes fløde, salt og peber, så er min opskrift baseret på en tyk hvid sauce, som tilsættes grønkål, og smages til med eddike, sukker og salt. Sukkeret er med til at fremhæve den sødme, der er i grønkålen, og eddiken hjælper til, at det ikke bliver for sødt. Desuden komplimenterer det sur/søde element den let bitre kålsmag.

Grønlangkål - 2-3 prs:

50 g smør
50 g hvedemel
3-4 dl mælk
450 g hakket grønkål
1 tsk salt
2 spsk sukker
4 spsk lagereddike

Smelt smørret i en gryde. Drys melet i, og rør det godt sammen. Lad det bage sammen et kort øjeblik, hvorefter mælken tilsættes. Kog saucen op under omrøring, og lad den småkoge et stykke tid - Sørg for at røre, så den ikke brænder på. Saucen skal være ret tyk.


 Knug mest muligt af væden fra den hakkede (optøede) grønkål. Put kålen i saucen, og rør det godt sammen.


 Tilsæt salt, sukker og eddike, og lad grønlangkålen koge op. Smag evt. til med mere salt, sukker eller eddike.



Server med brunede kartofler og kogt hamburgerryg eller stegt medister.




12. februar 2013

Fiskefrikadeller med røget laks

Fiskefrikadeller er en af mine absolutte favoritter på frokost bordet. Nu hvor både min kæreste og jeg går hjemme i en periode, er det oplagt, at få lavet nogen af alle de ting, som vi ikke lige får til hverdag. Det er ikke fordi der er skrækkeligt meget arbejde ved at lave fiskefrikadeller, men det tager altså lidt tid, at få kødhakkeren gjort ren bagefter.

Jeg fik en ide om at putte lidt røget laks i farsen idag, og kiggede derfor på nettet, for at se efter om der mon i forvejen fandtes nogen opskrifter. Det eneste jeg kunne finde, var opskrifter, hvor man putter små stykker røget laks i en færdigkøbt fiskefars. Det var ikke lige det der var min plan, så jeg forsøgte mig med at hakke røget laks sammen med fisken. Resultatet blev rigtig lækkert.


                                         

Fiskefrikadeller med røget laks:

300 g hvid fisk - Torsk, kuller, lyssej eller lignende
100 g røget laks
1 løg
1/2 dl fløde
1 æg
1 stor spsk maizena
1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
1 spsk hakket persille
Revet skal af 1/2 citron

Olie til stegning

Fisken køres gennem en kødhakker, og til sidst køres løget igennem. På den måde kommer der ikke hele løgstykker i dellerne, og løget presser det sidste fisk ud af hakkeren. Put den hakkede fisk i en skål, og tilsæt alle de øvrige ingredienser.


Rør det hele sammen til en lind fars, og stil den på køl en halv times tid, så farsen kan sætte sig.


Varm en pande med olie. Det er vigtigt at panden er ordentligt varm, inden frikadellerne kommer i, så overfladen lukkes med det samme. Form dellerne med en ske dyppet i vand - vandet gør at farsen ikke hænger fast i skeen.


De færdigstegte fiskefrikadeller kan serveres med kartofler og senneps- eller persillesovs, eller som her: rugbrød og hjemmelavet urteremoulade