11. februar 2013

Urteremoulade

I morgen laver jeg fiskefrikadeller til frokost, så her til aften har jeg været ved at lave en urteremoulade, som skal spises dertil - Sådan en bliver nemlig, som så mange andre saucer og dressinger, bedre af at trække i køleskabet natten over.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide remoulade fra en tube, men en hjemmelavet remoulade er altså noget helt andet. Smagen i den her minder ikke ret meget om remoen fra spegepølsemaden, som er ret sød/syrlig/fed. Min urteremoulade er mindre fed, fordi den er lavet på 50/50 mayonnaise og græsk yoghurt. Desuden er den mere krydret, da der er en mellemstærk karry i, sammen med kapers, sennep og mine stærke hjemmesyltede drueagurker. Mmmm en lille prikkende symfoni til smagsløgene.

Urteremoulade:

1 dl god mayonnaise - helst hjemmerørt
1 dl græsk yoghurt
1 spsk kapers
2 drueagurker
1 lille gulerod
Et lille stykke peberfrugt - ca 2 spsk, når det er hakket
1 tsk sennep
1 tsk madraskarry
1 spsk citronsaft
1 spsk karse 
1 spsk hakket koriander
Ca. 1/2 tsk salt
Friskkværnet peber




Kapers, drueagurk, gulerod og peberfrugt hakkes helt fint - Med mindre du gerne vil have en meget grov remoulade.


Put hakkelsen i en skål sammen alle de øvrige ingredienser, og rør det hele godt sammen. Smag til med salt, friskkværnet peber og citronsaft. Stil remouladen på køl, og lad den trække lidt, inden servering.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar