6. januar 2013

Kerneboller

Julerferien synger efterhånden på sidste vers. Det betyder at jeg skal igang med madpakkerne igen. Jeg har godt nok ingen børn, men min kæreste insisterer, på at jeg skal smøre hans madpakke. Det er nok min egen skyld, men hvis jeg aldrig var begyndt at lave gode madpakker til ham, havde han nok stadig dagligt indtaget to kedelige boller med leverpostej - Det er nemlig hvad han havde med hver dag, indtil jeg begyndte at lave madpakker til ham. I min verden er livet simpelthen for kort til den slags røvsyge madpakker. Når man arbejder, skal man da have noget, der er bare en lille smule spændende, at spise i pauserne. Så jeg står altså hver dag og laver sandwiches eller hjemmebagte boller med noget godt pålæg. Idag har jeg været igang med at bage en stor portion boller, hvoraf en stor del ryger i fryseren, så jeg kan tage dem op, efterhånden som jeg skal bruge dem. Nemt og lækkert - Sådan skal det være.


Kerneboller - ca. 24 stk

2 dl knækkede rugkerner
2 dl hørfrø
50 g grofthakkede hasselnødder
50 g smør
4 dl vand

50 g gær

1 dl vand
4 dl ymer
2 tsk salt
Ca. 1 kg hvedemel

Æg til pensling



Rugkerner, hørfrø, nødder, smør og vand koges sammen et par minutter, og stilles til afkøling.

Det bliver til en ret klistret grød.

Gæren røres ud i vand og blandes sammen med den afkølede grød. Alle de øvrige ingredienser tilsættes, og æltes godt igennem - Jeg kører det på min røremaskine.

Dejen hæver tildækket på et lunt sted i ca. en time.

Dejen slås ned og formes til 24 boller af 100 g. Lad bollerne efterhæve i 20 min. Pensl med sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader i ca. 20 min.


2 kommentarer: