3. januar 2013

Pestofyldte schnitzler

Jeg synes at schnitzler er noget af det mest kedelige man kan få - Altså lige med undtagelse af wienerschnitzler, der smelter på tungen. En røv-kedelig skinkeschnitzel vendt i rasp og stegt på panden, vil aldrig blive serveret i mit hjem. Jeg synes de har tendens til at blive tørre, og den der skide panering gør ikke andet, end at suge en masse fedtstof fra panden. Jeg får automatisk lidt schnitzler, når jeg får en halv gris ad gangen, og de skal jo bruges til et eller andet. Jeg har prøvet at lave dem, som jeg laver koteletter i fad, og der er faktisk ikke den store forskel, om du bruger koteletter eller schnitzler. Andre gange bliver schnitzlerne slet og ret skåret i stykker, og brugt i en gryderet. Skal de steges hele, uden at de bliver druknet i sovs, så skal der fyldes et eller andet i dem - Ihvertfald efter min mening.

Pestofyldte schnitzler:

4 schnitzler - Svin, kalkun eller kalv
Pesto - Brug den du bedst kan lide. Jeg brugte persillepesto idag.
Salt og peber
Revet parmesan - Eller lignende ost
8 skiver bacon


Bank schnitzlerne flade med en kødhammer - De skal ikke være mere end 1/2 cm tykke. Tag en tsk pesto, og smør den ud på den ene halvdel af schnitzlen. Drys med parmesan, salt og friskkværnet peber.

Fold schnitzlerne på midten, så fyldet bliver lukket inde, og læg et par skiver bacon omkring hver. Sæt kødet på køl en times tid, så smagen fra pestoen rigtig kan trække ud i kødet.

Læg schnitzlerne i en bradepande med rist, og sæt dem i en forvarmet ovn ved 200 grader. De skal have ca. 45 min. alt efter hvor tykke de er. Tjek med et stegetermometer, om de er gennemstegte. Er baconsvøbet ikke blevet sprødt, så giv dem et par minutter under grill.

Idag fik vi kartoffelbåde med timian, og en lækker hjemmerørt aïoli til vores fyldte schnitzler.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar