31. december 2015

Laksemousse

Nytårsaften lurer lige rundt om hjørnet, og der er sikkert mange der har vredet hjernen, for at finde ud af hvad der skal serveres på årets sidste aften. Det er lidt sent, jeg kommer med mit bud på en forret, men dagene siden jul har været præget af travlhed og influenza, så der har simpelthen ikke været overskud til at blogge. Nu får i alligevel opskriften på den laksemousse, som vi skal nyde i morgen. Eneste forskel, fra den i får billeder af her, er at nytårsversionen er sat i portionsforme, og bliver tallerkenanrettet sammen med citrusmarinerede rejer, spæde salater, langtidsbagte tomater og en lækker urtecreme.

Moussen her er egentlig bare en tunmousse, hvor jeg har byttet tunen ud med varmrøget laks. Den er luftig og cremet, og giver de skønneste små eksplosioner af stenbiderrogn, når den spises. Retro-ret uden tvivl, men en lækker en af slagsen.


Laksemousse - ca. 8 prs:

  • 400 g varmrøget laks
  • 1 stort løg
  • Saft og fintreven skal af 1 citron
  • 2,5 dl creme fraiche 18%
  • 1 spsk finthakket dild
  • 1,5 dl piskefløde
  • 2 spsk stenbiderrogn - IKKE det der er farvet sort, for så bliver moussen grå
  • Salt og friskkværnet peber
  • 4 blade husblas


Læg husblassen i en skål med koldt vand. Pluk laksen fra hinanden, og put det i en foodprocessor sammen med løg, creme fraiche, citronsaft og -skal. Blend det til en ensartet masse, men pas på ikke at blende for længe, for så kan creme fraichen skille.


Pisk fløden til en let skum - Den må endelig ikke blive helt stiv. Vend den blendede masse i flødeskummet sammen med stenbiderrogn og hakket dild.


Smelt den udblødte husblas. Jeg gør det i mikroovnen, for det synes jeg er nemmest. Det skal have ca. 10 sek. Rør den smeltede husblas ud i moussen - Sørg for at den bliver fordelt ordentligt.


Hæld moussen i en randform eller portionsforme, og stil den på køl, så den kan sætte sig. Det tager mindst et par timer, inden den er klar - Jeg plejer dog altid at lave den dagen i forvejen.


Server laksemoussen med rejer, salat, dressing og et stykke godt brød - Eller hvad du nu lige har lyst til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar