13. maj 2013

Karry-kyllingesalat

En af mine absolutte café favoritter er en clubsandwich. Sprødt brød med kylling, bacon og karrydressing. Med inspiration i sådan en sandwich, har jeg lavet en opskrift på kyllingesalat. Som i nok ved, er jeg ret glad for restemad, fordi det er dejligt nemt. Vi har ofte en halv kylling til overs, da vi som regel kun er to mennesker til at spise aftensmad. Her er det så at min kyllingesalat kommer ind i billedet, den kan nemlig laves af diverse former for tilberedt kylling.

Karry-kyllingesalat:

2 spsk mayonnaise
1 tsk karry
1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
2 1/2 dl creme fraiche
500 g tilberedt kyllingekød
150 g ananas
200 g sprøde bacontern 

Mayonnaise puttes i en skål, og røres sammen med karry, salt og peber. Tilsæt creme fraiche, og rør det godt sammen. Lad dressingen trække på køl, et kvarters tid, inden den evt. smages til med mere salt. Smagen er nemlig ikke trådt helt i karakter, lige når dressingen er lavet.


Skær kyllingekød og ananas ud i små stykker.


Put kylling, ananas og bacontern i dressingen, og bland det hele grundigt. Laver du salaten længe inden den skal serveres, så vent med at putte baconternene i. De er nemlig bedst, hvis de stadig er sprøde.


Salaten er rigtig god i sandwiches, men kan også bruges som en forret, hvis den anrettes pænt ovenpå lidt salat, og serveres med et stykke godt brød til.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar