Viser opslag med etiketten Ananas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ananas. Vis alle opslag

19. oktober 2014

Ananasjuice med appelsin og citronmelisse

Her i det mørke og våde efterår, kan det indimellem være godt med lidt lækkert, der smager af lysere tider. For mig er en friskpresset juice lige sagen - Sådan en kan man sidde og nyde, mens man drømmer sig væk til hvide sandstrande og bølgeskvulp.

Det er ikke tit, at jeg laver juice på blot en slags frugt. Jeg synes ofte at man får en mere spændende smag, ved at blande lidt forskelligt, og evt. tilsætte nogen krydderurter - Krydderurter i juice er virkelig godt i den kolde tid, fordi urter er fyldt med c-vitamin, som er med til at booste immunforsvaret.

Ananasjuice med appelsin og citronmelisse - ca. 1 ltr. 


  • 1 stor ananas
  • 4 appelsiner
  • 1 bdt. frisk citronmelisse


Ananas og appelsin skrælles, og citronmelisse-bladene pilles af stilkene.


Skær frugten i mindre stykker, så de kan gå i juiceren.


Pres juicen gennem din centrifuge eller slowjuicer.


Juicen bliver langt mere fyldig, når du laver den selv. Kan du ikke lidt pulp i din juice, kan den sigtes inden du drikker den. Jeg kan godt lide at få pulpen med, så jeg gør faktisk ikke mere ved den, andet end lige at røre igennem den med en ske.


Lækker frisk juice med den skønneste farve. Fyldt med vitaminer og uden tilsat sukker.


13. maj 2013

Karry-kyllingesalat

En af mine absolutte café favoritter er en clubsandwich. Sprødt brød med kylling, bacon og karrydressing. Med inspiration i sådan en sandwich, har jeg lavet en opskrift på kyllingesalat. Som i nok ved, er jeg ret glad for restemad, fordi det er dejligt nemt. Vi har ofte en halv kylling til overs, da vi som regel kun er to mennesker til at spise aftensmad. Her er det så at min kyllingesalat kommer ind i billedet, den kan nemlig laves af diverse former for tilberedt kylling.

Karry-kyllingesalat:

2 spsk mayonnaise
1 tsk karry
1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
2 1/2 dl creme fraiche
500 g tilberedt kyllingekød
150 g ananas
200 g sprøde bacontern 

Mayonnaise puttes i en skål, og røres sammen med karry, salt og peber. Tilsæt creme fraiche, og rør det godt sammen. Lad dressingen trække på køl, et kvarters tid, inden den evt. smages til med mere salt. Smagen er nemlig ikke trådt helt i karakter, lige når dressingen er lavet.


Skær kyllingekød og ananas ud i små stykker.


Put kylling, ananas og bacontern i dressingen, og bland det hele grundigt. Laver du salaten længe inden den skal serveres, så vent med at putte baconternene i. De er nemlig bedst, hvis de stadig er sprøde.


Salaten er rigtig god i sandwiches, men kan også bruges som en forret, hvis den anrettes pænt ovenpå lidt salat, og serveres med et stykke godt brød til.





20. marts 2013

Rissalat med kylling

Denne salat laver jeg gerne, når jeg har en rest stegt kylling, men jeg er faktisk så glad for den, at jeg godt kan finde på at stege et kyllingebryst, for at lave rissalat. Her i huset bliver den brugt til både frokost, aftensmad og madpakker. Steger jeg en hel kylling til aften, piller jeg naturligvis ikke kødet af benene, og putter det i salaten - Så spiser vi bare kyllingen ved siden af.

I min verden skal denne salat spises med karrydressing! Karry, kylling, ananas og ris er en himmelsk kombination. Eneste lovlige undskyldning for at vælge en anden dressing er dødelig karry-allergi.

Rissalat med kylling - 2 prs.

150 g kogte, kolde ris
1 mini romaine / hjertesalat
1 lille snackpeber
4 ananasringe
40 g grønne ærter
40 g majskerner
100 g cocktailtomater
Kød af 1/2 kylling eller 2 kyllingebryster

Put risene i en skål. Krat dem fra hinanden med en gaffel, så der ikke er store klumper. Peberfrugten skæres ud i små tern,  og salaten skæres ud i tynde strimler.


Ananasringene lægges på køkkenrulle, så alt det overskydende saft bliver opsuget. Herefter skæres de i små stykker, og cocktailtomaterne deles i kvarte.


Kyllingen plukkes/skæres i mindre stykker, og blandes sammen med alle de øvrige ingredienser.


Server med karrydressing, og evt. et drys hakkede jordnødder.