Viser opslag med etiketten Sandwichfyld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sandwichfyld. Vis alle opslag

13. maj 2013

Karry-kyllingesalat

En af mine absolutte café favoritter er en clubsandwich. Sprødt brød med kylling, bacon og karrydressing. Med inspiration i sådan en sandwich, har jeg lavet en opskrift på kyllingesalat. Som i nok ved, er jeg ret glad for restemad, fordi det er dejligt nemt. Vi har ofte en halv kylling til overs, da vi som regel kun er to mennesker til at spise aftensmad. Her er det så at min kyllingesalat kommer ind i billedet, den kan nemlig laves af diverse former for tilberedt kylling.

Karry-kyllingesalat:

2 spsk mayonnaise
1 tsk karry
1/2 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
2 1/2 dl creme fraiche
500 g tilberedt kyllingekød
150 g ananas
200 g sprøde bacontern 

Mayonnaise puttes i en skål, og røres sammen med karry, salt og peber. Tilsæt creme fraiche, og rør det godt sammen. Lad dressingen trække på køl, et kvarters tid, inden den evt. smages til med mere salt. Smagen er nemlig ikke trådt helt i karakter, lige når dressingen er lavet.


Skær kyllingekød og ananas ud i små stykker.


Put kylling, ananas og bacontern i dressingen, og bland det hele grundigt. Laver du salaten længe inden den skal serveres, så vent med at putte baconternene i. De er nemlig bedst, hvis de stadig er sprøde.


Salaten er rigtig god i sandwiches, men kan også bruges som en forret, hvis den anrettes pænt ovenpå lidt salat, og serveres med et stykke godt brød til.





14. marts 2013

Æggesalat

Påsken nærmer sig, og der er helt sikkert nogen der mangler idéer, til hvad de skal sætte på bordet til påskefrokosten. Vi skal have gæster til frokost to dage i påsken, og en af de ting jeg har tænkt mig at sætte på bordet, er en æggesalat der på en gang er både blød og cremet, men samtidig lidt skarp i smagen. Den kan selvfølgelig spises hele året, men jeg synes at æg hører til påsken, og den fine gule farve passer jo super godt på et påskebord.

Æggesalat:

2 spsk mayonnaise
6 spsk creme fraiche
1 tsk madraskarry
2/3 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
1 spsk hakket purløg
2 spsk finthakket løg
1 spsk citronsaft
6 hårdkogte æg

Rør mayonnaisen grundigt sammen med karry, salt og peber, så du ender med at have en tyk pasta. På den måde undgår du klumper af mayonnaise eller karry i den færdige salat. Tilsæt creme fraiche og rør det godt sammen.


Put løg, purløg og citronsaft i dressingen. Jeg snitter løget helt fint, da jeg ikke bryder mig om, at tygge i store stykker løg.


Del æggene i tern - Dette gøres nemmest på en æggedeler, ved at dele dem på begge led.


Put æggene i skålen, og rør det hele godt sammen. Synes du at der er for meget dressing, kan du tilsætte et ekstra æg.


Brug salaten i en sandwich, eller spis den på et stykke godt rugbrød. Jeg synes det smager rigtig godt med et par skiver tomat ovenpå.


27. november 2012

Salat af varmrøget laks

Jeg elsker røget laks ! Stil et stykke friskbagt franskbrød med koldrøget laks, æggestand og rejer foran mig, og jeg får julelys i øjnene. Varmrøget laks er også virkelig lækkert - Pluk det lidt i stykker, læg det på et stykke godt rugbrød, og top det med mayonnaise og purløg, og dryp med lidt citronsaft - Mums !

Jeg synes godt at laks kan blive lidt vammelt, hvis man får det i store mængder, da det er en ret fed fisk. Derfor kan det være en fordel, at kombinere det med andre råvarer, som har en frisk eller syrlig smag. Jeg har fundet frem til en lækker opskrift på laksesalat, som har smagen af den varmrøgede laks, men samtidig er let og frisk. Den smager super godt i tortilla wraps sammen med salat og tomat.

Laksesalat:

Ca. 400 g varmrøget laks
200 g hytteost
3-4 spsk creme fraiche
1-2 citroner
1 lille bakke karse
1 lille løg
Purløg
Evt. dild
Salt og friskkværnet peber

Laksen findeles - Det falder nemt fra hinanden, så du kan sagtens gøre det med fingrene. Riv skallen og pres saften af citronen. Hak løget meget fint. Hak purløg og evt dild, og klip karsen af bakken. Rør alle ingredienserne sammen, og smag til med salt og peber.
Læg et par skefulde af laksesalaten på en tortilla wrap, læg et par salatblade ved, sammen med stykker af tomat. Rul dem sammen - Velbekomme !