14. marts 2013

Æggesalat

Påsken nærmer sig, og der er helt sikkert nogen der mangler idéer, til hvad de skal sætte på bordet til påskefrokosten. Vi skal have gæster til frokost to dage i påsken, og en af de ting jeg har tænkt mig at sætte på bordet, er en æggesalat der på en gang er både blød og cremet, men samtidig lidt skarp i smagen. Den kan selvfølgelig spises hele året, men jeg synes at æg hører til påsken, og den fine gule farve passer jo super godt på et påskebord.

Æggesalat:

2 spsk mayonnaise
6 spsk creme fraiche
1 tsk madraskarry
2/3 tsk salt
1/2 tsk friskkværnet peber
1 spsk hakket purløg
2 spsk finthakket løg
1 spsk citronsaft
6 hårdkogte æg

Rør mayonnaisen grundigt sammen med karry, salt og peber, så du ender med at have en tyk pasta. På den måde undgår du klumper af mayonnaise eller karry i den færdige salat. Tilsæt creme fraiche og rør det godt sammen.


Put løg, purløg og citronsaft i dressingen. Jeg snitter løget helt fint, da jeg ikke bryder mig om, at tygge i store stykker løg.


Del æggene i tern - Dette gøres nemmest på en æggedeler, ved at dele dem på begge led.


Put æggene i skålen, og rør det hele godt sammen. Synes du at der er for meget dressing, kan du tilsætte et ekstra æg.


Brug salaten i en sandwich, eller spis den på et stykke godt rugbrød. Jeg synes det smager rigtig godt med et par skiver tomat ovenpå.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar