12. november 2012

Grillkylling med fritter


I kender sikkert alle klassikeren fra grillbaren, som lidt i sjov kaldes for en død ørn i rede. Et ordentligt læs pommes frites med en halv "grillkylling", agurkesalat og remoulade. Betegnelsen grillkylling finder jeg egentlig lidt vildledende, da den aldrig nogensinde har været i nærheden af en grill. Sådan en kylling bliver stegt i ovnen, og inden den serveres, får den lige en tur i ønskebrønden sammen med fritterne. Behøver jeg sige, at jeg ikke er den store fan af grillbarer? Kvaliteten af maden er simpelthen for ringe, og det er jo lige før man tager 5 kg på, bare ved at gå ind i friture-stanken, der hænger i luften sådanne steder.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke sidde her bag skærmen og spille hellig. Jeg spiser af og til på Burger King, og det sker da også at vi bestiller en pizza. Men det er ikke noget vi gør ret meget i, og det er absolut ikke når vi skal forkæle os selv. Som regel laver jeg selv den "junkfood" vi spiser. En hjemmelavet burger er 10 gange bedre, og sundere, end den smattede udgave fra grillbaren, og en kylling stegt på en rigtig grill smager jo så englene synger!

I aften spiser vi grillet unghane med hjemmelavede, ovnbagte fritter og en hjemmerørt aïoli til at dyppe i. Jeg glæder mig allerede! Det smager bedre end den døde ørn fra grillbaren, og jeg er ret sikker på at det også er billigere. Nu ved jeg ikke, hvad sådan en omgang koster på den lokale, men jeg tror ikke på, at man kommer ret langt, for de 60 kr jeg har givet for min hane.

Grillkylling og ovnfritter:

1 stk kylling af god kvalitet - Det kan godt svare sig at betale lidt ekstra, og få en god kylling.
Groft salt
1 lille bakke bøgesmuld

1 kg kartofler
3 spsk olivenolie
1 spsk groft salt

Aïoli

Start med at tænde op i kuglegrillen - Det tager jo lidt tid, før kullene er klar. Gå derefter igang med at soignere din kylling. Der sidder som regel lidt rester af lunger o.lign. indvendigt i sådan en, og det skal krattes ud. Jeg skærer også gumpen væk, men det kan du såmænd godt vente med, til kyllingen er stegt. Så gnider du kræet indvendig og udvendig med groft salt. Jeg ejer ikke sådan et fancy kyllingestativ til min grill. Jeg bruger bare risten. Derfor snører jeg lige benene sammen på kyllingen. Ellers kan den godt komme til at ligge med lige lovligt spredte ben. Det kan resultere i, at lårene bliver tørre, fordi de er færdige længe før resten af fuglen. Læg kyllingen på grillen, stil en foliebakke med bøgesmuld over kullene, og læg låget på. På denne måde bliver kyllingen røget mens den steger, og det smager bare godt. Stegetiden afhænger af størrelsen på kyllingen. En unghane på 1600 gram plejer jeg at give omkring 50 min.

Fjerkræ skal altid steges til en centrum-temperatur på 75 grader.


Mens fjerkræet passer sig selv i grillen, kan du gå igang med at ordne kartoflerne. De skal skrælles, og skæres ud i ikke alt for tynde stave. Læg stavene i en skål med koldt vand, og lad dem ligge der i ca. 10 min. Skift vandet og gentag. Tør kartoffelstængerne i et rent viskestykke. Put dem i et ovnfast fad, hæld olie og groft salt over dem, og vend det hele rundt. Sæt dem i en varm ovn ved 200C varmluft. De skal have ca. 30- 40 min. Vend dem rundt et par gange i løbet af stegetiden.


Når kyllingen er færdig, parteres den, og anrettes med ovnfritter og aïoli. Det er god junkfood!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar