Viser indlæg med etiketten Sennep. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Sennep. Vis alle indlæg

9. oktober 2016

Piccalilli Pickles

Det er for alvor blevet efterår, men hvis du er hurtig, kan du stadig nå at få nogle af sensommerens glæder puttet på glas, og gemt til de lange, mørke vintermåneder. Jeg er typen der sylter alting selv, og der er altså en vis glæde forbundet med at åbne sådan et glas, som man har stået og lavet af friskplukket frugt eller grønt fra haven. I et splitsekund bliver man taget tilbage til lysere aftener og mildere vejr.

Picalilli pickles er det som mange mennesker kender som pickles - Forskellige grøntsager som er syltet i en tyk sauce lavet med karry og sennepspulver. Det kan spises som det er, som tilbehør til varme retter eller på smørrebrød. Eller det kan hakkes lidt finere, og røres op med mayonnaise, og så har du en lækker hjemmelavet remoulade.

Grøntsagerne du bruger i din piccalilli pickles kan varieres efter din egen smag, eller efter hvad du har i grøntskuffen.



Piccalilli Pickles - 5 store glas:


  • 400 g blomkål
  • 250 g squash
  • 200 g gulerod
  • 200 g rødløg
  • 350 g bønner
  • 6 dl eddike
  • 500 g sukker
  • 1 spsk salt
  • 110 g hvedemel
  • 25 g Coleman's sennepspulver
  • 15 g karry
  • 1 dl vand
  • 3 tsk atamon



Grøntsagerne renses og skæres ud i ikke alt for små stykker.

Imens koges eddike, sukker og salt op, så sukkeret opløses.


Tilsæt de hakkede grøntsager, og lad lagen koge op igen.

Rør vand, sennepspulver, mel og karry sammen til en tyk jævning. Hvis det vil klumpe, så giv det evt. en hurtig omgang med stavblenderen.


Hæld jævningen ned til grøntsagerne, og giv igen et hurtigt opkog mens du sørger for at røre rundt.


Hæld straks dine pickles på skoldede, atamonskyllede glas, og luk dem til.




18. juni 2016

Kartoffelsalat med sennep/honning-vinaigrette

Sæsonen for nye danske kartofler er godt igang, og det er noget vi har ventet længe på, her i huset. Vi har længe gået og drømt om kartoffelmadder og kartoffelsalat. Begge dele kan selvfølgelig godt laves af vinterkartofler, men de smager altså bare ikke lige så godt, som de små nye guldklumper.

Når det kommer til kartoffelsalat, så har jeg et lille repertoire, som jeg veksler imellem. I mit barndomshjem var en kartoffelsalat altid lavet med masser af løg og karrydressing, og sådan laver min mor den stadig. Karry-kartoffelsalaten er klart blandt favoritterne, men det er nu også meget rart, at få noget andet engang imellem.

Denne version er lavet med en lækker senneps-vinaigrette, som er smagt til med honning. Den er ikke vildt stærk, men napper kun akkurat en lille smule i tungen. Et godt alternativ til den lidt tunge creme fraiche/ mayonnaise-dressing, som ofte er kendetegnet ved kartoffelsalater.


Kartoffelsalat med sennep/honning-vinaigrette - 3-4 prs:

  • 1 kg kogte, afkølede kartofler
  • 1 mellemstort rødløg
  • 1 stor spsk grovkornet sennep
  • 1/2 dl jomfru olivenolie
  • 2 tsk honning
  • 1 spsk finthakket persille
  • Salt og friskkværnet peber

Sennep, olivenolie, honning og persille røres sammen og smages til med salt og peber. Lad dressingen trække en halv times tid, så smagene trænger sammen.


Skær kartoflerne i skiver, og vend dem sammen med sennepsdressingen.


Snit rødløget helt fint, og rør det sammen med resten af kartoffelsalaten. 


Lad gerne salaten hvile lidt, så smagen kan trække lidt ind i kartoflerne. Server kartoffelsalaten næste gang du skal grille, eller hvis blot du har nogle kolde, kogte kartofler i overskud.