Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag

21. juni 2022

Nemme koldhævede morgenboller

 Førhen var jeg typen der godt kunne stå tidligt op en lørdag morgen, for at bruge et par timer på at lave boller. Når man bliver forældre, står man stadig tidligt op i weekenden, men det er ikke for at bruge flere timer på at stå i køkkenet. Det er for at skifte ble, drikke en spand kaffe, og stoppe havregrød i munden af junior, mens man laver spruttelyde og begejstret udbryder: "Her kommer flyvemaskinen" - Eller "Her kommer mors motorcykel" som det hedder her i huset.

Men selv om der ikke er meget tid at bruge i køkkenet, når man har en tumling, der ruller rundt om benene af en, så kan man altså godt have brug for en lækker, hjemmebagt bolle med koldt smør og ost i tykke skiver. Så en dej der bare skal røres hurtigt sammen, og på køl natten over, inden den klattes op på en bageplade og bages, den er bare helt genial.

De her boller er sprøde udenpå, saftige indeni, har et lækkert bid fra kernerne, og holder sig lækre et par dage - Hvis de altså overlever så længe.



Koldhævede morgenboller - 9 stk:

  • 4,5 dl koldt vand
  • 6 g gær
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk honning
  • 1 tsk salt
  • 1 dl hvedeflager (Alternativt grove havregryn)
  • 1/2 dl hørfrø
  • 1/2 dl græskarkerner
  • 100 g rugmel
  • 350 g hvedemel


Hæld koldt vand i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt honning, olivenolie og salt, og rør honningen ud, så det ikke er en klump.


Tilsæt alle de resterende ingredienser, og rør dejen hurtigt sammen med en ske - Det skal blot være en ensartet masse. Dæk skålen med film, og sæt den på køl i min. 6 timer (den kan stå op til et døgn)


Opvarm din ovn til 250 grader varmluft. Dyp to spiseskeer i vand, og brug dem til at klatte dejen op på en bageplade med bagepapir. Drys evt. bollerne med flere frø og hvedeflager. Bages i 20-25 minutter - Bank under bunden af en bolle, for at lytte om den lyder hul og færdig.




19. september 2021

Squashboller/ Squashbrud

 Sæsonen for squash er på sit højeste, og hvis du har sådan en plante i haven, så ved du hvor svært det kan være at følge med til at få brugt alle de squash sådan en plante kan producere. Men jeg gør en indsats! Jeg bruger bl.a. squash i wokmad og salater, laver lækre vegetariske squashfrikadeller, farserede squash, squashkage - Jeg har endda stillet en kurv udenfor vores indkørsel, hvor forbipasserende kan tage sig en gratis squash. Og så bager jeg squashboller. Lækre svampede squashboller med solsikkekerner, efter samme princip som gulerodsbrud. De er altid et hit, og ikke super komplicerede at lave. Brug dem til morgenmaden, eftermiddagskaffen eller en lækker madpakke-sandwich.



Squashbrud - 16 stk:

  • 5 dl vand
  • 100 g smeltet smør
  • 50 g gær
  • 1 dl græsk yoghurt
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 900 g hvedemel
  • Evt. 18 g bageenzym
  • 250 g reven squash
  • 150 g solsikkekerner
  • 2 æg
  • Evt. 50 g hvedemel



Hæld vandet og det varme smør i en skål, og sørg for at det er fingerlunt, inden du opløser gæren heri. Tilsæt salt, sukker og græsk yoghurt, og rør det hele godt sammen. Brug evt. et piskeris, hvis ikke du kan få det rørt ordentligt ud. Tilsæt mel og evt. bgeenzym, og rør sammen med en grydeske. Dejen skal være tyk, men stadig lidt klistret. Lad dejen hæve et lunt sted i 1 time.


Riv squashen på et groft rivejern, læg det på et viskestykke og vrid så meget væske som muligt derfra.


Lav en fordybning i den hævede dej, put squash, solsikkekerner og æg deri, og hak det hele grundigt sammen med en dejskærer. Når det hele er fordelt, kan du evt. tage en grydeske til hjælp, for at røre dejen sammen igen. Hvis dejen er meget våd, tilsættes evt. 50 g ekstra hvedemel.


Brug to fugtede spiseskeer til at sætte dejen på bageplader. Der skal blive 16 boller i alt. Lad dem efterhæve på pladen i 30 min, mens du opvarmer ovnen til 230 grader varmluft.


Bollerne bages 20-25 minutter, til de er gyldne og lyder hult, når du banker under bunden.


1. april 2021

Chocolate fudge brownie

 Gennem tiden har jeg spist mange kager der er blevet betegnet som "brownie", og mange gange er jeg blevet skuffet. Alt for ofte er jeg blevet præsenteret for en alm. chokoladekage, der blot er skåret ud i lidt mindre stykker, og så kalder man det for en brownie. Det er en stor fejl.

I min verden er en brownie en snasket sag som minder mere om et stykke konfekt end om et stykke chokoladekage. Den er tung og lidt klistret, og så smager den kraftigt af chokolade. Lige præcis sådan er de brownies du får opskriften på her. De er svært vanedannende, så pas på! 


Chocolate fudge brownie:

  • 150 g mørk chokolade
  • 75 g smør
  • 2 æg
  • 200 g sukker
  • 225 g hvedemel
  • 20 g kakao
  • 1/2 tsk groft salt
  • 75 g valnødder

Smelt smør og chokolade over vandbad og rør det sammen. Pisk æg og sukker hvidt og luftigt, og rør chokolademassen ud deri.

Rør alle de øvrige ingredienser i - Det kræver en håndmikser eller røremaskine, for dejen er meget sej.


Fordel dejen i en form 20x20 cm. Dejen skal glattes nogenlunde ud, for den flyder ikke ud under bagningen. 

Bag kagen i ca. 25 min ved 180 grader varmluft. Hvis du stikker en tandstikker i kagen skal den stadig være lidt fugtig inde i midten.

Lad kagen køle helt af, inden du skærer den ud.

22. marts 2021

Bløde rugbrødsboller

 Hvis ikke lige vi har nogen planer, så bruger jeg ofte søndagen på at få bagt brød til den kommende uge. Jeg bager som minimum to store rugbrød, og gerne en form for boller eller brød, som kan bruges til madpakker og evt. som madbrød til ugens aftensmåltider. 

Jeg prøver at spise så fiberrigt brød som muligt - både for mætheden og for sundhedens skyld. Derfor er det også yderst sjældent at jeg bager helt lyst brød. Mit yndlingsbrød er da også et rugbrød der er spækket med kerner. I min barndom købte min mor ofte nogle fabriksfremstillede rugbrødsboller til mig, som jeg var helt vild med. Dem kom jeg til at tænke på den anden dag, og jeg har ikke kunnet få dem ud af hovedet igen. Så nu har jeg simpelthen fundet frem til min egen opskrift på en blød rugbrødsbolle, der er super lækker at have med i madpakken med noget grønt og et par skiver kylling el.lign.


Rugbrødsboller - 12 stk:

  • 5 dl vand
  • 25 g gær
  • 2 tsk salt
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 350 g rugmel
  • 350 g hvedemel
  • Evt. 7 g bageenzym
  • 2 spsk maltmel

Rør gæren ud i det fingerlune vand sammen med salt og olivenolie. Tilsæt hørfrø, solsikkekerner, rugmel og evt. bageenzym og rør det godt sammen. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen og ælt dejen grundigt. Lad den hæve tildækket og lunt i 1 time.


Slå 12 boller op, læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve i 30 min. Rids bollerne med en skarp kniv og bag dem ved 200 grader varmluft i 20 min. Bank under bunden og hvis de lyder hule, er de færdige.



21. marts 2021

Hindbærsnitter

 Min mor har alle dage lavet verdens bedste hindbærsnitter! Opskriften er fra da hun, for mange år siden, havde en bagerforretning i Thy. Det særlige ved min mors hindbærsnitter er, at der er kokos i dejen. Det er den samme dej som anvendes til fedtebrød, og den er super lækker at anvende til hindbærsnitter. Den tørre mørdej i en klassisk hindbærsnitte, kan nemlig godt blive lidt for kedelig til mine smagsløg. Snitten bliver selvfølgelig lagt sammen med hindbærmarmelade, og toppes med tyk hvid glasur, drysset med krymmel - på helt klassisk vis.



Hindbærsnitter - ca. 14 stk:

Dej:
  • 250 g blødt smør
  • 250 g sukker
  • 250 g kokosmel
  • 500 g hvedemel
  • 1 æg
  • 3 spsk vand
  • 1 tsk hjortetaksalt

I øvrigt:
  • Hindbærmarmelade
  • Hvidglasur
  • Krymmel

Alle ingredienserne til dejen blandes og æltes sammen. Jeg gør det på min foodprocessor, men det kan sagtens gøres i hånden. Der skal arbejdes lidt, for at få dejen til at hænge sammen, men du må ikke ælte mere i den end højst nødvendigt. Dejen deles i to stykker som hver især rulles ud i en tykkelse a' ca. 3 mm.


Hver dejplade skæres ud i to lige store baner, med lige kanter. Du ender altså med at have 4 baner dej. Brug en palet til hjælp, når du skal have dem flyttet over på bageplader. Bag i 15-17 min. ved 180 grader varmluft.


Når kagerne er kølet helt ned smøres de to med hindbærmarmelade - lad være med at bruge alt for meget, det render bare ud igen. De andre to smøres med et godt lag tyk, hvid glasur og drysses med krymmel. 


 Skær stængerne ud med en god skarp kniv. De kan holde sig et par dage på køkkenbordet, eller kan fryses og gemmes til en anden dag.




7. marts 2021

Karamelliseret banankage med romglasur

 For noget tid siden så jeg, på samme dag, et par forskellige opslag på instagram med banankager, hvor man havde karamelliseret bananerne. Det er jo simpelthen genialt! Karamel og banan passer rigtig godt sammen, og jeg fik hurtigt ledt tankerne hen på en grill-banan, hvor man skærer en revne i bananen, som man fylder med brun farin og whisky eller rom, hvorefter man griller den, og serverer den med is til. Mums! Ret hurtigt kom jeg frem til, at jeg jo bare kunne bruge det sukker og smeltet smør, som alligevel skal i min banankage, til at karamellisere bananerne, køle det ned og ellers lave dejen som normalt. Skal vi ikke bare sige, at det blev et ret stort hit! Jeg tog kage med på arbejde, og begejstringen var ikke til at tage fejl af. 



Karamelliseret banankage med romglasur:

  • 150 g smør
  • 200 g brun farin
  • 3 mellemstore bananer
  • 2 æg
  • 200 g skyr
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g hakkede mandler
  • 100 g hakket mørk chokolade
Glasur:
  • 200 g flormelis
  • 1 spsk mørk rom
  • 1 spsk vand

Smelt smørret og tilsæt brun farin. Lad farinen smelte, og tilsæt bananer i skiver. Når det begynder at boble, skrues ned på middel varme. Sørg for at røre engang imellem, så det ikke brænder på. Lad det stå og koge indtil bananerne bliver godt bløde. Tag det fra varmen, hæld massen over i en skål, og mos det godt med et piskeris el.lign. Køl det lidt ned, inden du går videre.


Tilsæt æg og skyr, og rør det godt sammen med bananmosen. Herefter tilsættes mel, natron og bagepulver, og der røres indtil du har en lind dej. Til sidst røres mandler og chokolade med. Dejen passer til enten 2 sandkageforme eller en bradepande 25 x 35 cm. Kagen bages ved 180 grader varmluft i ca. 35 min.


Rør flormelis, rom og vand sammen til glasur, og put det på den afkølede kage. Jeg dryssede med en rest mandel krokant jeg havde i bageskuffen - Det blev den absolut ikke dårligere af.


9. februar 2021

Fastelavnsboller med remonce

 Af en eller anden grund trender fastelavnsboller helt vildt i disse år. Hos nogle af de mere populære bagerier, står folk ligefrem i kø ud på gaden, for at købe fastelavnsboller. Det er da også lidt hyggeligt med de her årstidsbestemte traditioner. Hvis nu vi spiste fastelavnsboller året rundt, så ville der nok ikke være helt den samme hype. 

Når det kommer til fastelavnsboller, så er der ligesom to retninger: Dem med flødeskum, og de gammeldags, hvor det rent faktisk er en bolle med fyld. Skal jeg have en af de snaskede med fløde, så vil jeg helst have en fyldt vandbakkelse, men skal jeg have en gammeldags fastelavnsbolle, vil jeg gerne have en der er fyldt med remonce, jeg er nemlig helt tosset med remonce. 

Fastelavnsboller med remonce ca. 15 stk:

Dej:

  • 100 g smør
  • 1 1/2 dl sødmælk
  • 25 g gær
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 375 g hvedemel
  • Evt. 6 g bageenzym
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk gurkemeje

Fyld:

  • 100 g smør
  • 100 g brun farin
  • 200 g marcipan
  • Evt mørk chokolade

Smelt smørret i en gryde, tag den af varmen og tilsæt mælken. Blandingen skal være fingerlun, inden gæren opløses deri. Rør sukker, salt og æg ud i blandingen, inden hvedemel, gurkemeje og evt. bageenzym æltes i. Ælt dejen godt på et meldrysset bord, dæk den til, og lad den hæve i ca. 30 min.
Imens røres alle ingredienserne til fyldet sammen.


Rul dejen ud i 4-5 mm tykkelse, og skær den ud i firkanter a' ca. 10x10 cm.


Læg en god skefuld fyld på hver dejstykke, og drys evt. med lidt mørk chokolade.


Fold alle hjørnerne sammen, sådan at bollen bliver helt lukket, og klem det godt sammen, så fyldet ikke løber ud.

Læg bollerne med samlingen nedad, på en bageplade, og lad dem hæve i ca. 30 min. 


Pensl. bollerne med sammenpisket æg, og bag dem 20 minutter ved 180 grader varmluft.


Pynt de afkølede fastelavnsboller med glasur og evt. krymmel. 

28. januar 2021

Boller med fuldkornstangmel

 At putte tang i sit brød er ikke nogen dum idé! Umami-smagen fra tangen gør sig især rigtig fint sammen med den lette syrlighed der er i fuldkornsbrød. Jeg har tidligere forsøgt mig med at putte frisk sukkertang i rugbrød, hvilker resulterede i et super lækkert og svampet brød, som holdt sig friskt i en hel uge. Denne gang har jeg kastet mig ud i at bage med Fuldkornstangmel fra Nordisk Tang. Det er en ret lækker mel, som de selv maler på virksomheden. Den består af en 1:1 blanding af Ølands- og Dalarhvede, og så er der tilsat 2% malet sukkertang, som giver brødet den skønneste duft og smag. De her brød egner sig super godt som sandwichbrød, madbrød, eller bare med koldt smør på, når de er helt friskbagte.



Sandwichbrød med fuldkornstangmel - 10 stk:

  • 5 dl lunken vand
  • 25 g gær
  • 1 spsk salt
  • 2 spsk olivenolie
  • 300 g fuldkornstangmel
  • 400 g hvedemel
  • Evt. 15 g bageenzym
  • Æg til pensling
  • Flagesalt til drys

Opløs gæren i vandet, og tilsæt olie, salt og fuldkornstangmel. Rør det hele grundigt sammen.


Bland hvedemel med bageenzym, og ælt det ind i dejen lidt ad gangen. Dejen må ikke være for fast, men den skal heller ikke være helt vildt klistret.


Vend dejen ud på et meldrysset bord, form den til en stor klump, og lad den hæve tildækket i 45 min.

Del dejen i 10 lige store stykker, og form 10 aflange, flade brød. Lad dem efterhæve i ca. 1 time - Eller lad dem hæve koldt natten over. Pensl brødene med sammenpisket æg og drys dem med flagesalt, inden du bager dem.

Bag brødene ved 230 grader varmluft i ca 25 min. Lad dem køle af på en rist.

De her blev brugt til sandwiches med hytteost, spinat, tomat, spejlæg og avocado.




21. januar 2021

Krydret ølkage med koldt smør

 Jeg er rigtigt glad for krydrede kager. En af mine yndlingskager er en lækker, krydret sirupslagkage med smørcreme. Skal det være en hel del nemmere og hurtigere, så er en krydret ølkage en oplagt mulighed. Det må ganske enkelt være en af verdens nemmeste kager. Alle ingredienserne skal bare røres sammen, hældes i en smurt rugbrødsform og bages i godt en time, så er der friskbagt kage. Sådan en ølkage bliver super sprød udenpå med en tæt krumme indeni. Når den er kølet af, skal den skæres ud i skiver, der næsten ligner et stykke rugbrød. Sådan en skive skal have et godt lag koldt smør, og nydes med en kop varm kaffe til.



Krydret ølkage:

  • 330 ml nisseøl/hvidtøl
  • 500 g hvedemel
  • 500 g brun farin
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk allehånde
  • Smør og mel til formen

Alle ingredienser puttes i en skål og røres godt sammen. Det kan sagtens gøres med en grydeske, men du kan selvfølgelig også røre den på en røremaskine.


Når dejen er rørt sammen, tager du en klat smør og smører ud i en rugbrødsform. Formen drysses herefter med hvedemel. Dette gøres for at kagen slipper formen, når den er bagt.


Dejen hældes i formen. Der skal være god plads til at kagen kan hæve til dobbelt størrelse. Ølkagen bages i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i 1 time og 15 min.


Lad kage køle af, inden du skærer den i skiver og serverer med koldt smør. Har du bagt mere end du kan spise, så kan du fryse kagen ned.