4. januar 2013

Rødbedesuppe

Den gulerodssuppe, jeg lavede den anden dag, var en succes, så jeg tænkte at jeg ville prøve at lave en lignende suppe, af en rest rødbeder jeg havde i køleren. Rodfrugtsupper er sunde, mættende og lækre, så hvorfor ikke udnytte alle de lækre danske rodfrugter, der er på markedet lige i øjeblikket? Der er ikke noget der giver så flot en rød farve som rødbeder, og når maden er flot at se på, er det lige før den begynder at mætte, inden man har smagt på det.

Rødbede-purésuppe - 2 prs:

300 g rødbede
150 g kartoffel
100 g selleri
50 g løg
1 fed hvidløg
1/2 l grøntsagsbouillon
2 laurbærblade
1 spsk citronsaft
1 spsk rødvinseddike
Salt og peber

Skær grøntsagerne ud i grove stykker - Det behøver ikke være pænt, for suppen skal blendes. 

Sauter grøntsagerne i lidt fedtstof i en gryde. Tilsæt bouillon og laurbærblade. Lad suppen stå og simre i ca. 30 min. Rødbeder er længe om at blive møre, så stik lidt i dem, for at se om de er færdige.

Tag suppen af varmen, fisk laurbærbladene op og giv den en tur med stavblender. En alm. bordblender kan også bruges, men så skal du lade suppen køle lidt af først. Jeg har en veninde, hvis blender nærmest eksploderede ud over hende, fordi hun forsøgte at blende en næsten kogende suppe. Tilsæt citronsaft og rødvinseddike. Smag til med salt og masser af friskkværnet peber.

Server den varme suppe med kold cremefraiche og noget crunchy ovenpå. Idag lavede jeg krydrede fuldkornscroutons som topping.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar