27. marts 2013

Gulerodsbrud

Disse boller kender mange af jer sikkert fra bageren. De kan ihvertfald købes hos mange midtjyske bagere. Jeg har opskriften fra min mor, men har rettet den lidt til, for at den passer bedre til indholdet af min bageskuffe - Det er bollerne ikke blevet dårligere af.

Opskriften er super nem. Der er ikke noget der skal æltes, og bollerne skal ikke engang efterhæves. Dejen røres sammen, passer sig selv i 8 timer - evt. natten over, herefter sættes den i klatter på bagepapir, og bages. Nemmere bliver det vist ikke.

Gulerodsbrud - 18 stk:

2 dl tykmælk
2 dl koldt vand 
2 dl kogende vand
15 g gær
2 tsk salt
2 spsk sukker
1 1/2 dl oliemargarine
3 mellemstore, groftrevne gulerødder
1 dl solsikkekerner
300 g fuldkornshvede
700 g hvedemel

Brug en stor skål - dejen hæver meget. Jeg har en 7 liters skål med låg, som jeg altid bruger til det. Tykmælk, koldt vand og kogende vand blandes i skålen - Sørg for at det er fingerlunt, inden du putter gæren i. Rør gæren ud i blandingen, tilsæt alle de øvrige ingredienser, og rør det hele grundigt sammen. Det bliver en ret klæg dej.


Læg låg på din skål. Har du ikke en stor skål med tilhørende låg, kan du trække film over, og lægge et grydelåg øverst. Lad dejen hæve i ca. 8 timer - Det passer lige med, at man kan røre den sammen inden sengetid, og så bage boller til morgenmad.


Slå dejen ned. Brug to spiseskeer til at sætte dejen i klatter på bageplader med bagepapir. Pensl bollerne med tykmælk.


Bages 25 - 30 min ved 180 grader varmluft.


Ønsker du mere gyldne boller, kan de pensles med æg, i stedet for tykmælk, inden bagning.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar