2. januar 2013

Bruschetta med persillepesto

Bruschetta er et hit her i huset. Vi spiser det rigtig meget om sommeren, når vi griller, og om vinteren er det næsten fast tilbehør til supper. Det er super nemt at lave, og det er en god mulighed for at få ryddet ud i det brød, som måske ikke er så spændende længere. Franskbrød, grovbrød, flutes eller boller kan alt sammen bruges, men hvis du bruger boller, så skær bund og top af, så krummen kommer frem, og der ikke er så meget skorpe tilbage. Skal du ud og købe nyt brød til at lave dem, så køb ciabatta - Det får den helt rigtige sprødhed, når det bliver bagt. Gider du ikke lave persillepesto, kan du selvfølgelig sagtens bruge et glas alm. pesto fra supermarkedet.

Bruschetta med persillepesto:

Skiver af brød - Ca. 1 cm tyk
Olivenolie til pensling
Persillepesto
Revet ost eller skiver af mozzarella



Pensl bunden og evt. skorpen af brødskiverne med olivenolie. Smør persillepesto på oversiden af brødskiverne. Drys ost hen over pestoen - Idag brugte jeg revet cheddar, da jeg havde en rest i køleskabet, men normalt ville jeg have brugt mozzarella.


Bag bruschettaen i ovnen ved 180 grader i 10 - 15 min. Osten skal være gylden, og skorpen skal være sprød.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar