18. november 2012

Pebernødder


Nu er tiden kommet, hvor jeg er gået igang med at bage julekager. Jeg er ikke typen der bager 10 forskellige slags, men jeg har nogle få favoritter, som jeg bager hvert år. En af dem er pebernødder. Jeg får nogen gange at vide, at mine pebernødder ikke er rigtige pebernødder, fordi de ikke er runde som en nød, og fordi der ikke er peber i. Det er noget pjat ! Selvfølgelig er det pebernødder, når jeg siger det. Jeg har min opskrift fra min mor, som har fået den af min farmor. I vores familie er det sådan pebernødder skal smage og se ud. Jeg er lidt kræsen, når det kommer til kager. Jeg gider ikke spise kage, med mindre det smager virkelig godt. Er ikke typen der skovler det ind, bare der er sukker i. Derfor kan jeg rigtig godt lide mine pebernødder. De er dejligt krydrede, og så knaser de...meget! Jeg har da heller aldrig fået nogen klager over smagen, kun over at de er flade, og ikke indeholder peber. Men mine pebernødder behøver altså ikke have mindreværdskomplekser, for i min verden er de helt igennem fantastiske.

Pebernødder:
500 g hvedemel
200 g smør - margarine kan også bruges, men jeg synes dejen er nemmere at arbejde med, når man bruger smør
375 g sukker
1/4 tsk stødt nellike
1/4 tsk stødt allehånde
1/4 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1/2 tsk hjortetaksalt
3 spsk mælk
1 æg

Alle ingredienser røres sammen på røremaskine, for at få det hele blandet jævnt sammen. Røremaskinen kan ikke få dejen til at hænge sammen, den laver bare en meget smuldret masse.
Vend massen ud på køkkenbordet, og arbejd det sammen med hænderne. Det kan godt være lidt en sej omgang, hvis du prøver at lave det til en stor klump. Derfor deler jeg det op i 3-4 mindre portioner, som jeg ælter sammen.

 Derefter ruller jeg dejen ud i nogen lange pølser, som jeg skærer ud i stykker på ca. 1 cm.
Stykkerne sættes på en bageplade, og får et let tryk med tommelfingeren. De må ikke stå for tæt, for så ender du med at have en kæmpe pebernød, på størrelse med en bageplade.
Pebernødderne bages ca. 10 min ved 200C varmluft. Pas på de ikke bliver for mørke i bunden. Der bliver ca. 7 plader ud af denne portion. Når de er bagt, lægger jeg dem ud på køkkenrulle, indtil de er nogenlunde kølet  af. Herefter puttes de i kagedåser. Låget puttes først på, når kagerne er helt kolde.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar