8. november 2012

Go'e ben med et twist af efterår

Jeg er vokset op på landet, og jeg vil gætte på, at vi spiste svinekød 5 dage om ugen. Det har dog ikke gjort at jeg er træt af svinekød, for gris kan tilberedes på utallige måder. En rigtig god, gammeldags ret er go'e ben med hvide kartofler og skysovs. Det kan desværre være ret svært, at få fat i ordentlige ben. Jeg har flere steder set, at man kan købe afpillede knogler til 30-40 kr. pr. kg, men dem kan man altså ikke blive mæt af! Jeg har den fordel, at jeg køber en halv gris af gangen. Så jeg bestemmer selv hvordan den skal skæres ud, og hvor meget der skal sidde tilbage på benene. Jeg er også sikker på, at det er frisk kød jeg får, for min gris har ikke ligget i en køledisk i flere dage.

Efter min overbevisning, bør vi bestræbe os på, at spise det der er i sæson. Hvorfor i alverden skal vi sidde og spise thailandske asparges i november måned? Vi har jo masser af lækre kål og rodfrugter, som er dyrket her hjemme! Så da jeg for en lille måneds tid siden var i gang med at partere en gris, og bestemte mig for at tilberede de fine ribben, måtte jeg jo finde på en garniture som hører efteråret til. Hvad er så mere oplagt end at bruge æbler, løg og svampe? Jeg bestemte mig for, at en syrlig, krydret æblechutney ville være lækker, men hvordan laver man lige sådan en? Jeg gik på nettet, for at finde opskrifter, men syntes egentlig de var lidt kedelige, så jeg måtte selv finde på noget. Resulatet blev så godt, at jeg gerne vil dele opskriften her:

Æblekompot:

2 syrlige æbler
1 rødløg
2 røde chili
2 spsk revet ingefær
1/2 dl æblecidereddike
1/2 tsk stødt spidskommen
Salt og peber

Æblerne skrælles, kernehuset fjernes, og de skæres ud i store tern. Løget snittes fint, og chilierne hakkes helt fint. Alle ingredienser puttes i en gryde, og så skal det hele koge, indtil æblerne er nogenlunde kogt ud. Efter min mening må der meget gerne være lidt stykker af æble tilbage, så det ikke er en mos man får. Når chutneyen har den ønskede konsistens, smages den til. Den skal enten holdes lun, eller varmes op, inden servering.






De go'e ben er ret lette at gå til. Begynd med at drysse salt på benene, ca. en time før de skal tilberedes. Når de har trukket en god saltsmag, skal de brunes i en blanding af olie og smør. Brun benene lidt af gangen. De skal brunes på så stor overflade som muligt, for ellers får du bare kogte ben ud af det. Når alle benene er brunet, putter du dem tilbage i gryden, og dækker dem med vand. De skal stå og hygge sig i gryden en times tid, inden de er færdige.





Mens benene står og smirer, kan du bruge tiden på at koge kartofler og ordne svampe. Når benene er færdige, hælder du ca. 5 dl af skyen fra gryden gennem en sigte og over i en kasserolle. Skyen koges op, og jævnes med 3 tsk maizena udrørt i koldt vand. Ved at bruge maizena får du en flot klar sovs, der ikke skal koge i lang tid, for at fjerne smagen af meljævning. Sovsen smages til, og får evt. en dråbe kulør. Lad sovsen stå på varmen, mens du rister dine rensede svampe i lidt smør.

Server go'e ben med kartofler, skysovs, ristede svampe og en god klat æblechutney - Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar