Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag

4. maj 2013

Trøfler / Romkugler - med rom

Som barn var trøfler, eller romkugler om du vil, min yndlingskage. Hos vores lokale bager lavede de verdens bedste trøfler, som blev dyppet i smeltet chokolade, inden de blev trillet i krymmel. Den dag i dag bliver de stadig dyppet i chokolade, men der er sket et eller andet med resten af opskriften, der har gjort at de ikke er så gode længere. Det er i det hele taget svært at finde gode trøfler nogen steder, men så er det jo godt, at man kan lave dem selv. De fleste slags kagerester kan bruges. Jeg ved godt at bagerne laver dem af wienerbrød, men det er altså ikke et must. Man kan sagtens bruge almindelig chokoladekage, sandkage, eller lignende. Min søster laver dem af hindbærroulade og mazarintærte, som bliver indkøbt til formålet. Idag brugte jeg nogle sørgelige kanelgifler og tørre hindbærsnitter. Jeg laver gerne en kæmpe portion, når jeg alligevel er igang. Noget af det bliver trillet til trøfler, men kan i øvrigt også bruges til træstammer og studenterbrød, resten af dejen fryser jeg ned til en anden gang.




Trøfler / Romkugler - ca. 14 stk

1200 g kagerester
Ca. 2 spsk kakaopulver
3 spsk hindbærmarmelade
1/2 dl mørk, krydret rom - essens kan selvfølgelig også bruges, men jeg ved ikke lige i hvilken mængde.

Krymmel eller kokosmel

Start med at findele kageresterne. Nogle former for kage kan sagtens smuldres med fingrene, mens andre har bedst af at komme gennem en kødhakker. Jeg bruger kødhakkeren, for at være helt sikker på, at der ikke gemmer sig store kageklumper i dejen.


Tilsæt rom, hindbærmarmelade og kakao. Mængden af kakao varierer, alt efter hvilken slags kage du bruger. Er der meget kakao i kagen, skal du selvfølgelig ikke tilsætte så meget. Ælt det hele godt sammen. Jeg tager et par latex handsker på, og gør det med hænderne - Det synes jeg er det nemmeste.
Smag på dejen, og se om der skal mere kakao deri.


Stil massen på køl et par timer. På den måde bliver dejen mere fast, og er nemmere at arbejde med. Del dejen i klumper a' 100 gram, og tril hver klump til en kugle.


Vil du lave luksus trøfler, dypper du dem i smeltet chokolade, inden du triller dem i krymmel / kokos. Dette kan sagtens udelades.


Trøflerne kan opbevares i en lufttæt bøtte, på køl i en uges tid. De bliver ret stive af at være i køleren, så tag dem ud en time inden kaffetid. 





16. april 2013

Chokomarengs

Jeg har været ved at lege lidt med en ny opskrift på marengs. Min mor har fødselsdag i weekenden, og hun vil gerne have marengs til kaffen, så det skal hun selvfølgelig have. For mange år siden havde vi en ven af familien, som lavede nogle rigtig lækre marengs med chokolade. Dem var min mor rigtig vild med, så jeg kastede mig ud i en opskrift på chokomarengs. De er ikke blevet som dem, vi fik dengang, men gode det er de nu. Sprøde udenpå og klistrede indeni - lige som marengs skal være.

Chokomarengs - ca. 30 stk

3 æggehvider
200 g sukker
1 tsk eddike
1 spsk kakao
100 g mælkechokolade

Pisk æggehviderne til de er skummet godt op. Tilsæt herefter eddike, og pisk hviderne nogenlunde stive.


Tilsæt sukkeret, og pisk videre, indtil det er opløst. Put kakao i massen, og pisk det godt ud.


Hak chokoladen helt fint - Jeg kører det på en minihakker. Der skal ikke være store stykker i, for så er de ikke nemme at sprøjte pænt ud.


Vend chokoladen i marengsmassen, uden at tæske for meget luft ud. Fyld massen i en sprøjtepose med stjernetyl, og lav rosetter på en bageplade. Det passer med 15 stk på en plade.


Toppene bages 35 min ved 130 grader varmluft. Vil du gerne have marengs der ikke har en klistret midte, skal de bages 10 min længere.





26. februar 2013

Lakridsmarengs med hvid chokolade

Marengs kan laves i et hav af variationer. Den helt klassiske består blot af æggehvide og sukker, og er tørret i ovnen. De er ikke lige min favorit. De smager kun af sukker, og konsistensen minder ret meget om oasis - Forestiller jeg mig, for nej, jeg har ikke prøvet at spise oasis. For mig er en rigtig god marengs sprød udenpå, og lidt klistret og tyggegummi-agtig indeni. Den skal også helst have noget smag af en art, så det ikke bare er en lille sukkertop. Jeg fik en idé om at marengs med lakrids kunne være super godt - Jeg er nemlig lidt af en lakridsgris. Tænkte så, at hvid chokolade ville være en god ting at blande i, da hvid chokolade og lakrids passer  godt sammen. Resultatet blev rigtig godt, både før og efter bagning - Ja, jeg spiser rå marengs! Det er jo ligesom guffet ovenpå en gammeldags isvaffel. Mums!

Lakridsmarengs med hvid chokolade - 30 stk:

3 æggehvider
200 g sukker
1 tsk lagereddike
2 tsk lakridsrodspulver
100 g hvid chokolade

Put æggehviderne i en pinligt ren røreskål - Hvis der sidder rester af noget som helst, kan du ikke piske hviderne stive. Pisk, indtil hviderne er skummet godt op, og tilsæt så eddiken. Eddike er med til at gøre massen sejere, så den er mere stabil.


Pisk videre, og tilsæt sukkeret. Pisk, pisk, pisk indtil sukkeret er opløst. Jo længere du pisker, jo bedre marengs får du.



Tilsæt lakridsrodspulveret, og pisk det godt ud i marengsen.


Hak chokoladen helt fint - Jeg kører det i min minihakker. Vend det forsigtigt i marengsmassen, uden at tæske for meget luft ud af den.



Put massen i en sprøjtepose med stjernetyl, og sprøjt rosetter ud på bagepapir - Jeg sætter 15 på en plade. Bages ca. 35 min ved 130 grader varmluft.


12. februar 2013

Chokocookies med hvid chokolade og tranebær

Da jeg tidligere på dagen var igang med at lave vanillesukker, fik jeg en helt ustyrlig lyst til at bage kager.  Mmmm cookies med store chokoladestykker - Det var lige hvad jeg havde lyst til! Desværre er jeg løbet tør for mørk chokolade, og jeg gad altså ikke at starte bilen op, og køre til byen, blot for at hente chokolade. Et hurtigt blik i bageskuffen afslørede dog, at jeg havde et par blokke af hvid chokolade og en stor bakke tørrede tranebær. De to ting passer super godt sammen, så det måtte jo være det, der skulle i mine cookies. Som så mange gange før, blev der eksperimenteret lidt med opskriften, men gode det blev de - Sprøde udenpå, chewy indeni og KÆMPE store.

Chokocookies med hvid chokolade og tranebær - 18 stk:

100 g mørk muscovadosukker - farin kan også bruges
160 g sukker
2 æg
2 tsk vanillesukker
2 spsk kakao
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
250 g hvedemel
1 tsk salt
200 g hvid chokolade
50 g tørrede tranebær
100 g smør

Start med at smelte smørret, og stil det til afkøling. Put sukker, muscovadosukker og æg i en skål, og pisk det et par minutter, til det er luftigt. Sigt vanillesukker, kakao, natron, bagepulver og hvedemel ned i skålen.
Rør godt sammen - Hvis du bruger håndmixer, så brug dejkrogene. Hak tranebærrene en lille smule, og hak chokoladen groft - Det gør ikke noget, hvis der er nogen store stykker imellem. Put det i skålen.


Hæld det smeltede, afkølede smør i dejen, og rør det hele godt sammen.

Tag en spsk dej op i hånden, og tril det til en kugle. Kuglerne sættes på en bageplade, med god afstand. Det passer med 9 stk på en plade. Giv hver kugle et let tryk med håndroden.


Kagerne bages ca. 15-20 min ved 175 grader varmluft. De skal være bløde, når de kommer ud af ovnen, men de skal ikke være flydende. Lad dem køle af på bagepladen.





5. februar 2013

Chocolate chip cookies

Det sner helt vildt her i lille Knudby. Der var ellers rigtig lækker solskin fra formiddagen af, men her hen på eftermiddagen begyndte det at vrimle frem med kæmpe store snefnug. Hmmm ikke ligefrem vejr til at begive sig udenfor, så jeg gav mig i stedet til at bage cookies. Store lækre cookies med hakkede nødder og kæmpe stykker mørk chokolade - Perfekte til at indtage under et varmt tæppe, foran fjerneren.

Chocolate chip cookies - ca. 18 stk

100 g sukker
120 g brun farin
120 g smør
1 stort æg
1 tsk vanillesukker
1/2 tsk bagepulver
175 g hvedemel
1/2 tsk groft salt
200 g hakket mørk chokolade - gerne i store stykker
100 g hakkede hasselnødder

Rør sukker, farin og smør sammen med håndmikser eller på røremaskine. Tilsæt ægget og rør det klumpfrit.

Put hvedemel, vanillesukker, bagepulver og salt ved, og pisk det hele sammen. Det bliver en ret sej dej. Til sidst tilsættes chokolade og nødder, og det hele røres sammen. Her er det en god idé at bruge en grydeske, da håndmikseren kan have lidt svært ved at klare det.


Brug to spiseskeer til at sætte dejen på bagepladerne med. Jeg bruger omkring en spsk til hver cookie. De flyder ud under bagning, så sæt kun 9 på hver plade.


Bages ved 200 grader i ca. 15 min. Hold øje med at de ikke bliver svedne i kanten. De skal være lidt mørke i det, men ikke brankede.


Kagerne vil være bløde, når de lige kommer ud af ovnen, så du kan ikke tage dem af bagepapiret, før de er kølet af. De skal dog af den varme plade, så tip pladen, og træk bagepapiret af med kagerne på.


1. februar 2013

Fyldte vandbakkelser

Vandbakkelser er bare guf! Jeg elsker dem simpelthen. Den bedste kagemand i hele verden, er lavet af vandbakkelse med glasur og evt. noget slik - For mig er slikket bare en sidegevinst, som jeg spiser, når der ikke er mere vandbakkelse. Den bedste fastelavnsbolle er selvfølgelig også en vandbakkelse, som er fyldt med et eller andet godt. Jeg kan da også godt lide de klassiske boller, der er bagt med konditorcreme indeni, men skal det være en snasket fløde-fastelavnsbolle, vil jeg til hver en tid foretrække en vandbakkelse frem for en af wienerbrød. Jeg er nu generelt ikke så meget til flødekager. Synes faktisk at langt de fleste slags er helt utroligt klamme, fordi der er overdrevet meget flødeskum i dem. Putter man i stedet en god flødecreme i, så er det en helt anden snak - flødecreme er guf!

Vandbakkelser:

  • 1 dl vand
  • 100 g smør
  • 100 g hvedemel
  • 4 æg
Fyld:
  • 1/4 ltr piskefløde
  • 300 g vanille kagecreme
  • Frugtkompot eller marmelade

Put smør og vand i en gryde, og kog det op.


Drys melet i, og rør det hele godt sammen. Giv det et hurtigt opbag, og tag gryden af varmen.

Lad massen køle af et øjeblik, mens du finder æggene. Jeg slår æggene ud i en skål, så det er nemt at hælde et æg i, mens der piskes. Tilsæt æggene et ad gangen, og rør dem helt ind i massen, inden du tilsætter endnu et. Du skal ende med at have en fløjlsblød dej.

Put dejen i en sprøjtepose, eller tag klatter op med en ske. Sæt dejen på bagepapir - De skal ikke være for store, da de hæver til 3-4 gange sin størrelse under bagningen. Sæt bagepladen i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft. Bagetiden afhænger af hvor store bollerne er. Jeg giver mine omkring 30 min. De skal være helt gyldne og sprøde udenpå, men pas på, for de kan godt være våde indeni, og så vil de falde sammen, når de kommer ud af ovnen. Tag evt. en bolle ud, og bræk den over, for at se om den er færdig. Men lad være med at åbne ovnen, hvis ikke det er tæt på, at de er færdige, for så kan de godt falde sammen.

Bollerne køles af, og fyldes først umiddelbart inden servering. Pisk fløden til skum og vend den sammen med kagecremen. Skær vandbakkelserne over, læg lidt marmelade eller frugtkompot på den nederste halvdel, og læg en skefuld flødecreme ovenpå. Læg toppen på, og drys med flormelis, eller giv dem evt. lidt glasur.

4. januar 2013

Browniekage

Mmmm - Jeg har lige bagt en smækker lækker brownie-kage. Havde en ustyrlig lyst til et stykke lunt, klistret chokoladekage, og hvad gør man så? Man bager ! Opskriften her er en jeg fandt frem til, i forbindelse med et naturfagsforsøg med kulhydrater, men det bliver den altså ikke dårligere af. Jeg vil dog lige advare de diabetikere der evt. læser med, for jeg tror den her kage kan slå jer ihjel - Der er ihvertfald MEGET sukker i.

Min kage blev lidt for høj idag. Det er meningen den skal være ret flad - ca. 2 cm - Så er den altså bedst. Men det er første gang jeg prøver at bage den i mit eget køkken, så jeg var ikke lige helt sikker på hvilken form jeg skulle bruge. Kagen smager godt, selv om den er tykkere, men der er måske liiige rigeligt af det klistrede snask i midten.

Brownies:

100 g smør
2 æg
325 g sukker
125 g hvedemel
4 spsk kakao
1,5 tsk vanillesukker
1 knivspids salt



Smelt smørret, og stil det til side, så det kan køle lidt af. Put æg og sukker i en skål, og pisk det sammen til det er hvidt og luftigt - Der skal piskes længe, for at sukkeret bliver nogenlunde opløst.


Sigt alle de tørre ingredienser ned i skålen med æggesnapsen. Rør det hele grundigt sammen med det smeltede smør.



Hæld dejen i en smurt form, og bag den ved 175 grader i ca. 20 min - alt efter hvor tyk den er. Stik i kagen, for at se om den er færdig.

Kagen egner sig rigtig godt til en kugle is, men har du ikke sådan noget, gør en skefuld cremefraiche underværker.

30. december 2012

Kransekagekonfekt


I morgen er det nytårsaften, og i mange hjem hører der sig kransekage til. Bagerne er helt sikkert på overarbejde idag, og har travlt med at få ordnet alle bestillingerne. Jeg har selv været igang, for det er altså ikke specielt svært at lave sin egen kransekage - Eller det vil sige kransekagekonfekt. Jeg har ingen erfaring med at lave de høje tårne, ure, overflødighedshorn, eller hvad man nu ellers kan lave ud af kransekage. I min verden er konfekten altså også meget bedre, for det skal ikke skilles ad, og skæres ud, inden det kan spises.

Kransekagekonfekt:

400 g Kranse XX eller ren rå marcipan
200 g sukker
Hviden af 2 æg - ca. 70 g
Cocktailbær eller nødder til pynt

Evt. mørk chokolade til bunden



Marcipanen smuldres ud i en skål og tilsættes sukkeret.

Rør det sammen med håndmikser eller røremaskine, til det er fri for store klumper marcipan. Bruger du en håndmikser, er det en fordel at lægge et viskestykke over skålen mens du pisker. Ellers ender du med at have marcipan og sukker ud i hele køkkenet. Når massen er fri for klumper, tilsætter du æggehvide, og pisker det godt sammen.


Dejen puttes i en sprøjtepose med stor stjernetyl, og sprøjtes ud i rosetter på en bageplade. De må ikke stå for tæt, for de hæver lidt under bagningen. Stik et cocktailbær eller en nød i toppen af hver kage som pynt.

Bagepladen med kransekagekonfekten sættes oven på en ekstra bageplade, inden de bages. Ved at bruge dobbeltplade undgår du at dine kager bliver mørke i bunden. Konfekten bages ved 220 grader i ca. 10 - 15 minutter - De skal have til de har en fin gylden overflade. Når de er kølet af, kan bunden overtrækkes med mørk chokolade.

Godt nytår :o)


18. november 2012

Pebernødder



Nu er tiden kommet, hvor jeg er gået igang med at bage julekager. Jeg er ikke typen der bager 10 forskellige slags, men jeg har nogle få favoritter, som jeg bager hvert år. En af dem er pebernødder. Jeg får nogen gange at vide, at mine pebernødder ikke er rigtige pebernødder, fordi de ikke er runde som en nød, og fordi der ikke er peber i. Det er noget pjat ! Selvfølgelig er det pebernødder, når jeg siger det. Ordet pebernød eller peberkage betyder faktisk slet ikke kage med peber i. Før i tiden brugte man betegnelsen at "pebre" synonymt med at "krydre"og navnet henviser derfor blot til en krydret småkage. Således er en brunkage også en af de gamle typer af peberkager.
Jeg har min opskrift fra min mor, som har fået den af min farmor. I vores familie er det sådan pebernødder skal smage og se ud. Jeg er lidt kræsen, når det kommer til kager. Jeg gider ikke spise kage, med mindre det smager virkelig godt. Derfor kan jeg rigtig godt lide mine pebernødder. De er dejligt krydrede, og så knaser de...meget! Jeg har da heller aldrig fået nogen klager over smagen, kun over at de er flade, og ikke indeholder peber. Men mine pebernødder behøver altså ikke have mindreværdskomplekser, for i min verden er de helt igennem fantastiske. 

Pebernødder:
  • 500 g hvedemel
  • 200 g smør 
  • 375 g sukker
  • 1/4 tsk stødt nellike
  • 1/4 tsk stødt allehånde
  • 1/4 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1/2 tsk hjortetaksalt
  • 3 spsk mælk
  • 1 æg

Alle ingredienser røres sammen på røremaskine, for at få det hele blandet jævnt sammen. Røremaskinen kan ikke få dejen til at hænge sammen, den laver bare en meget smuldret masse.



Vend massen ud på køkkenbordet, og arbejd det sammen med hænderne. Det kan godt være lidt en sej omgang, hvis du prøver at lave det til en stor klump. Derfor deler jeg det op i 3-4 mindre portioner, som jeg ælter sammen.



 Derefter ruller jeg dejen ud i nogen lange pølser, som jeg skærer ud i stykker på ca. 1 cm.


Stykkerne sættes på en bageplade, og får et let tryk med tommelfingeren. De må ikke stå for tæt, for så ender du med at have en kæmpe pebernød, på størrelse med en bageplade.


Pebernødderne bages ca. 10 min ved 200C varmluft. Pas på de ikke bliver for mørke i bunden. Der bliver ca. 7 plader ud af denne portion. Når de er bagt, lægger jeg dem ud på køkkenrulle, indtil de er nogenlunde kølet  af. Herefter puttes de i kagedåser. Låget puttes først på, når kagerne er helt kolde.