28. maj 2013

Æggestand

Forleden fik jeg en friskrøget mørbrad fra slagteren. Vi har en dygtig lokal slagter, hvor jeg ind imellem får røget en dyrekølle eller en mørbrad. Næste gang jeg får en hestefilet, vil jeg prøve at have ham til at røge sådan et stykke. Det skulle smage fantastisk. Til sådan en mad med røget kød eller fisk hører der sig æggestand. Man kan købe det i små bægere i supermarkeder, men jeg synes ofte det har en lidt funky konsistens. Det er super nemt at lave selv, og helt sikkert også en del billigere. Jeg laver gerne en stor en, når jeg er igang. Jeg elsker nemlig æg, og æggestanden kan sagtens bruges som pålæg i sig selv, på en skive rugbrød med tomatskiver.

Æggestand:

3 store æg
2,5 dl piskefløde eller kaffefløde
1 tsk salt
1/2 tsk peber 

Fedtstof til pensling

Æg, fløde, salt og peber piskes sammen i en skål. Vil du have en rigtig flot æggestand, så brug hvid peber. Jeg synes at hvid peber smager afskyeligt, og bruger derfor den alm. friskkværnede sorte variant, som jeg elsker.


Tag en passende form til æggestanden - Jeg bruger en lille sandkageform, men foliebakker til fremstilling af leverpostej er også velegnede. Du skal huske på, at æggestanden ikke skal være mere end et par cm tyk. Smør formen med lidt smør, oliemargarine eller lignende. Jeg bruger en fedtspray, det synes jeg er nemmest. Hæld æggemassen gennem en sigte og ned i formen. Dette gøres for at fange kalazastrengene fra ægget, som ellers vil lægge sig som hvide klumper i æggestanden.


Læg staniol over formen, og prik lidt huller deri. Sæt formen i et vandbad, og sæt det i en forvarmet ovn ved 130 grader uden varmluft. Bag æggestanden ca. 45 min.


Løft staniolen, og tjek om æggemassen er stivnet. Når æggestanden er færdig, tages den op af vandbadet, og køles helt af, inden den vendes ud på et skærebræt.


Skær æggestanden ud i skiver, og nyd den på et stykke med røget laks, røget mørbrad eller lignende.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar