17. marts 2021

Bolognese

Pasta med kødsovs er efterhånden blevet en af de mest spiste retter i Danmark. Der er mange måder at lave det på, og for mange er det en hurtig ret, der kan bikses sammen på ganske kort tid. Jeg foretrækker selv at lave en (næsten) traditionel bolognese, som får lov at simre et par timer, så kødet bliver super mørt, og smagene rigtig kan trække sammen. Sådan en langtidssimret bolognese er virkelig noget helt særligt, og selv om mange betragter det som en "børne-ret" så kender jeg vist ikke nogen der ikke er begejstrede, når jeg stiller en dampende gryde bolognese på bordet, akkompagneret af pasta og rigelige mængder parmesan.




Bolognese - 4 prs. 

50 g bladselleri
50 g gulerod
50 g persillerod
100 g løg
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
500 g hakket oksekød
1 dl tomatpuré - eller 1 spsk koncentreret tomatpuré
2 dl rødvin
5 dl kalvefond
Salt og peber
Krydderurter efter smag

Skær alle grøntsagerne ud i brunoise - helt fine små tern. Alternativt kan du rive dem på et groft rivejern - det er lidt hurtigere


Opvarm olien i en gryde. Svits grøntsagerne så meget at de begynder at tage farve. Tilsæt kødet og brun det godt. Hæld tomatpuré i gryden, og rør det godt ud i kød og grøntsager.


Tilsæt rødvinen, og lad det koge ind, til der kun er ca. det halve tilbage. Herefter tilsættes kalvefonden. Det hele koges op, og der skrues ned for blusset. Lad retten simre i et par timer.


Lad bolognesen koge så meget ind, at den jævner sig selv. Alternativt kan du hjælpe den på vej med lidt maizena rørt ud i koldt vand. Smag til med salt, friskkværnet peber og finthakkede krydderurter.


Server bolognesen sammen med pasta, rigelige mængder revet parmesan, evt et drys hakkede krydderurter og selvfølgelig et stort glad rødvin.
Personligt foretrækker jeg spaghetti eller tagliatelle, men alle slags pasta kan selvfølgelig bruges.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar