Viser opslag med etiketten Mandler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mandler. Vis alle opslag

1. september 2013

Lun hindbærdessert

Der er lige i øjeblikket sæson for efterårshindbær. Jeg er den lykkelige ejer af en række planter, der lige nu leverer en fin skål hindbær dagligt. Jeg kan godt lide efterårshindbærrene, fordi bærrene er større end hos sommersøsteren, og fordi de ikke har samme tendens til at blive angrebet af orm. Desuden breder de sig godt. Jeg startede, for to år siden, med 4 planter fra min svigerfar, og idag har jeg nok 20. Nemme at passe er de også. De skal klippes helt ned i marts måned, og så passer de ellers sig selv resten af året. Har du plads i din have, så invester i sådan et par planter - Det vil du ikke fortryde.

Denne dessert er ret let at lave. Det der kræver mest fingerfærdighed, er at få dej-låget lagt på, uden at ødelægge det. De kan gøres klar på forhånd, og vente i køleskabet. Når din hovedret er klar til servering, sættes desserterne i ovnen, og skal blot tages ud og køles lidt af inden servering.

Lun hindbærdessert - 5 stk:

400 g hindbær
20 g mandelflager eller hakkede mandler
100 g marcipan
2 spsk sukker blandet med 1 tsk maizena

Dej:

25 g mel
50 g sukker
50 g smør 
Korn af 1/2 vanillestang

Alle ingredienserne til dejen arbejdes sammen og samles i en klump. Dæk med film, og læg dejen på køl i mindst en time.


Fordel hindbærrene i 5 ovnfaste ramekiner og drys sukker/maizena blandingen over. Fordel mandelflager og riv marcipanen hen over hindbærrene. Det er bedst, hvis fyldet når helt op til kanten af ramekinerne - Det lykkedes ikke helt for mig denne gang, da der var en lille mus der spiste af mine hindbær.


Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Find en udstikker (eller et glas i mangel af bedre) Der passer med diameteren på ramekinen. Udstik et låg til hver dessert. For at gøre det lettere at lægge låget på desserten, klipper jeg simpelthen bagepapiret ud, så jeg kan flytte dejen på bagepapiret, og vende den over på desserten.


Det fungerer bedst, hvis ramekinerne er fyldt til kanten, så du kan trække dejen lidt ud over kanten. Hindbærrene vil koge lidt op under tilberedningen, og hvis dej-låget er stukket ned i beholderne, kan fyldet simpelthen koge op over dejen, så den ikke bliver helt så lækker og sprød.


Desserterne bages ca. 20 min ved 180 grader varmluft - Dejen skal være sprød og gylden.


Idag toppede jeg desserterne med en 38% cremefraiche pisket op med lidt flormelis og masser af vanillekorn.


28. juli 2013

Mandelpesto

Jeg vil vove at påstå, at alle kan lave deres egen pesto. Der er mange variationer, men personligt er der 3 versioner jeg holder særligt meget af: Persillepesto, peberfrugtpesto og mandelpesto - alle selvfølgelig hjemmelavede. De opskrifter jeg har kunnet finde på mandelpesto, er egentlig bare det jeg kalder for persillepesto. En persillepesto, hvor pinjekernerne er udskiftet med mandler. Det smager rigtig dejligt, men en mandelpesto er det altså ikke. Denne version indeholder ingen krydderurter, og smager ganske enkelt af mandler og hvidløg. Den er himmelsk! Den kan anvendes ganske ligesom den klassiske pesto genovese: som tilbehør til pasta eller kød, som smørelse på bruschetta, eller som dyppelse til et stykke godt brød. Prøv det!

Mandelpesto:

100 g soyamandler
Ca. 1 1/2 dl god olivenolie
2 små fed hvidløg
1/2 tsk friskkværnet peber

Put mandlerne i en minihakker eller blender, og hæld størstedelen af olien ved.


Tilsæt friskkværnet peber og presset/finthakket hvidløg.


Blend et øjeblik - ikke for længe, pestoen må gerne være lidt grov.


Er pestoen for tyk, så rør lidt mere olie i. Smag på den, og se om der skal lidt ekstra salt i - men mandlerne er salte fra start, så det er nok ikke nødvendigt.


Hvis ikke pestoen bruges straks, så hæld den på et glas, og opbevar den på køl. Det kan ihvertfald holde en uges tid.


Soyamandler

Jeg har altid været ekstremt glad for nødder, kerner og frø. Ofte har jeg en skål med en af delene til at stå på sofabordet, og så bliver der ellers snacket. Mandler er klart en af mine favoritter, og jeg spiser dem gerne direkte fra bøtten, men de er altså også virkelig gode, når de får lidt ekstra smag. Jeg har førhen lavet saltmandler, men nu har jeg fået en ny ven - Soyamandler! Havde da aldrig tænkt på, at mandler og soya var en lækker kombination, men det smager altså virkelig godt. Opskriften her kan selvfølgelig også bruges til andre nødder. Prøv at blande solsikkekerner imellem mandlerne, det er også rigtig dejligt.

Soyamandler:

200 g mandler
ca. 1 dl soya




Læg mandlerne i et ovnfast fad, og bag dem ca. 10 min ved 180 grader. Hæld soyaen over de varme mandler - Det vil allerede nu svinde en del, fordi manderne er tørre, og fadet er varmt. Rør godt rundt i mandlerne, så der kommer soya på dem alle, og sæt dem tilbage i ovnen.


Mandlerne bages yderligere 10-15 min - Indtil al soyaen er kogt væk. Rør jævnligt rundt i mandlerne, så soyaen fordeles jævnt på dem. Når al soyaen er optaget af mandlerne, skal de lige have 5 min længere, så de ender med at være sprøde



Når de lige kommer ud af ovnen, vil de være lidt bløde i det, men så snart de er kølet af, bliver de dejligt sprøde.


Mandlerne kan opbevares i en lufttæt beholder - hvis du kan lade være med at spise dem alle.

4. juni 2013

Havreknas med honning og mandler

Kammerjunkere har aldrig været en af mine favoritter. Jeg synes de er noget af det kedeligste der findes. Derfor har jeg altid spist andre former for knas på min koldskål. Som barn blev det oftest til müesli eller cornflakes, men min absolutte favorit har altid været min farmors sukkerristede havregryn. Jeg har prøvet mange gange at genskabe farmors opskrift, men det er aldrig lykkes mig at få dem helt rigtige, så det er jeg gået væk fra igen. Til gengæld har jeg fundet ud af, at havregryn ristet i honning er super lækkert. Tilsætter man en smule mandler, bliver det ikke meget bedre. Spiser man koldskål til aftensmad, er det en fordel at bruge havreknas i stedet for kammerjunkere. For mens kammerjunkerne består af ca. 70% simple kulhydrater, der lynhurtigt omdannes til sukkerstoffer og suser ud i blodet, har havregryn og mandler et højt indhold af komplekse kulhydrater, kostfibre og protein, som er meget længere om at blive optaget i kroppen, og derfor mætter i længere tid.

Havreknas med honning og mandler:

100 g havregryn
30 g grofthakkede mandler
3 spsk honning


Put honningen i en pande, og tænd på fuldt blus. Når honningen bliver flydende som vand, tilsættes havregrynene, og der skrues ned på middel varme. Sørg for hele tiden at røre rundt, så det ikke brænder på.


Tilsæt de hakkede mandler, og rist det hele, under stadig omrøring, indtil havregrynene bliver gyldne. Det tager ca. 5 minutter.


Hæld blandingen over på en tallerken eller et stykke bagepapir, og lad det køle helt af. 


Når det er kølet helt af, vil det have sat sig sammen som en klump. Det brækkes nemt fra hinanden med fingrene. Herefter fyldes havreknasen i en lufttæt bøtte eller et sylteglas.


Drys havreknasen ovenpå koldskål, tykmælk, yoghurt eller lignende. 


11. maj 2013

Rabarbercupcakes

Det aller første der kommer frem i køkkenhaven er rabarber. Med det varme vejr vi har haft de sidste to uger, kan man nærmest se fra dag til dag, hvordan de vokser. Jeg forsøger hvert år, at følge med til at bruge dem, men det lykkes aldrig helt. Idag har jeg været ude og plukke for første gang i år. De er blevet brugt til cupcakes og kompot.

Min opskrift på rabarbercupcakes er egentlig en opskrift på bradepandekage, som jeg har ændret lidt i. Jeg synes selv at resultatet er blevet rigtig godt. De er dejligt svampede, og indeni finder man små stykker af frisk rabarber og crunchy nødder.

Rabarbercupcakes - 10 stk:

200 g rabarber
50 + 100 g sukker
100 g blødt smør
1 tsk vanillesukker
1 æg
100 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
30 g hakkede mandler

Rabarberne skæres ud i stykker på ca 1 cm, og vendes sammen med 50 g sukker. Lad blandingen trække i min. en time, så noget af væsken trækkes ud af rabarberne.


Smør, vanillesukker og de sidste 100 g sukker piskes sammen. Derefter piskes ægget i, efterfulgt af hvedemel og bagepulver. Dejen vil være ret stiv i det.


Hak mandlerne, og put dem i dejen sammen med rabarberstykkerne og den udtrukne saft. Rør det hele grundigt sammen med en ske.


Fordel dejen i 10 muffinsforme. Det er en fordel at bruge silikoneforme, eller sætte papirforme i en bradepande til muffins. Ellers kan kagerne godt blive lidt flade i det - det blev mine idag, men de smager nu skønt alligevel.


Kagerne bages i ca. 20 min ved 180 grader. Lad dem køle af, inden de drysses med lidt flormelis.


De er gode til kaffen, men kan også serveres til dessert, med en kugle is til.


4. maj 2013

Jordbærsalat med feta

Indimellem må der gerne ske lidt ekstra på salatfronten. Ikke fordi jeg har noget imod en ganske almindelig blandet salat, men hvis man skal spise det hver dag, bliver det altså lidt kedeligt. Igår faldt jeg over en bakke af de første danske jordbær, og så fik jeg altså lyst til jordbærsalat. Jeg kan godt lide at der er lidt sødt i min salat, og bruger gerne melon, æble, druer eller lignende, for at pifte det hele lidt op. Når jordbærrene myldrer frem i haven, og vi knap nok kan følge med til at spise dem, er det oplagt at bruge nogen af dem i salat skålen.

Jordbærsalat med feta:

100 g salatblade
100 g jordbær
50 g feta tern
2 spsk ristede mandelflager

Dressing:

4 spsk olivenolie
2 spsk mørk balsamico
2 tsk honning
2 tsk dijon sennep
1/2 tsk salt
Friskkværnet peber

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, og lad den trække mens du ordner salaten og jordbærrene.


Skær jordbærrene ud i kvarte og bland dem med salatbladene. Vend forsigtigt sammen med dressingen, og anret salaten på et fad eller en stor tallerken.


Fordel fetatern og ristede mandelflager ovenpå salaten. Server som garniture til f.eks. en rød bøf. Vi fik en lækker okse tournedos til salaten igår.






14. marts 2013

Nøddeboller

Jeg er rigtig glad for grovbrød. Ikke stenaldertypen, hvor det udelukkende er kerner, der bindes sammen af lidt æg - Jeg er jo ingen papegøje vel! Næh, giv mig en god bolle der skal tygges lidt på. Det er trods alt det vi har fået vores tænder til. Det mætter i øvrigt også en hel del længere end hvidt brød. Jeg har sjusset mig frem til en opskrift på boller med nødder. Jeg synes nemlig at brød med nødder er noget af det mest fantastiske, og kæresten klager absolut ikke, når han får sådan nogen med i madpakken.

Har du lyst, kan halvdelen af nødderne skiftes ud med mørk chokolade i grove stykker.

Nøddeboller - ca. 15 stk

4 1/2 dl tykmælk
1 1/2 dl kogende vand
50 g gær
50 g smeltet smør
1 spsk sukker
1 1/2 tsk salt
200 g hakkede mandler
200 g hakkede hasselnødder
200 g havregryn
200 g fuldkornshvedemel
500 g hvedemel

Æg til pensling

Hæld tykmælken i en skål sammen med det kogende vand - blandingen skal være fingerlun. Rør gæren ud heri. Tilsæt alle de øvrige ingredienser - hold lidt af melet tilbage. Rør det hele godt sammen.



Ælt dejen grundigt. Tilsæt resten af melet, eller mere, hvis dejen kan tage det. Lad dejen hæve tildækket en times tid.


Den hævede dej æltes godt igennem, og deles ud i ca. 15 stykker a 130 g. Tril dejen til boller, og lad dem efterhæve på pladen i 20 - 30 min.


De hævede boller pensles med sammenpisket æg og bages ca. 25 min ved 200 grader varmluft.


De lune boller smager fantastisk med koldt smør og en skive god ost.