Viser opslag med etiketten Jordbær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jordbær. Vis alle opslag

3. juli 2017

Madbloggerudfordringen 13 - Samarbejdets kunst.

Det er blevet tid for endnu en omgang af Madbloggerudfordringen. Måske kan du huske nogen af de tidligere runder, hvor jeg bl.a. har lavet bålmad, brun mad og nordisk julemad. Denne runde handler om samarbejde - med benspænd. Hver især er vi blevet parret sammen med en anden blogger, som vi skal lave en sommermenu sammen med. Her var jeg så heldig at få Trine fra Spis & Vis. Som et benspænd, fik vi en udfordring fra et andet makkerpar - I dette tilfælde La Cucina Nada og En notesbog fra haven og køkkenet. De gav os råvaren Tang, som på en eller anden vis skal inkorporeres i vores sommermenu. Til gengæld gav vi dem Mælkebøtte.

Samarbejde kan godt være lidt en svær ting, når man bor i hver sin ende af landet, en har travlt med studiet, og en har travlt på jobbet. Men i sidste ende lykkedes det os, at få strikket en sommermenu sammen. En menu som er let og lækker, sådan som sommermad helst skal være.


Sommermenu:

Forret:
Nye kartofler med løvstikkemayo og kartoffelchips

Hovedret:
Pizza Bianca med squash, broccoli og tang

Dessert:
Kold jordbærsuppe med rabarberis


Opskrifter på for- og hovedret finder du her

Mit lod blev at fremtrylle desserten. Så her får du opskrifterne på jordbærsuppe og rabarberis.



Rabarberis:
  • 500 g rabarber
  • 2 dl vand
  • 300 g sukker


Jordbærsuppe:
  • 500 g jordbær
  • 100 g sukker
  • 1 dl vand
  • 1 vanillestang
  • Jordbær til pynt


Rabarberne renses, skæres ud i små stykker og puttes i en gryde sammen med sukker og vand. Koges til rabarberne er helt møre.


Blend det hele til en ensartet masse. Sæt på køl indtil det er koldt.


Den afkølede masse puttes i ismaskine, og køres til en cremet konsistens. Put den færdige is i en beholder og sæt den i fryseren.


Jordbærrene renses og puttes i en gryde sammen med vand, sukker og vanille. Bærrene koges til de er møre.


Blend suppen, og sæt den på køl indtil den skal bruges - Den skal serveres iskold.


Anret suppen i en dyb tallerken, læg en skefuld rabarberis i, og pynt med stykker af friske jordbær.



6. august 2015

Jordbærlikør

Min mor har i flere år lavet frugtlikører og -snapse, og de smager helt fantastisk. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke selv er kommet igang med at lave disse lækre dråber noget tidligere. Måske er det fordi, vi drikker en meget begrænset mængde spiritus her i huset. I år har jeg dog kastet mig ud i at lave hele to forskellige varianter. Den første, som i får opskriften på her, er en jordbærlikør, som smager og dufter af sol og sommer. Gem den gerne til de lidt triste vintermåneder, og nyd et lille glas, mens du drømmer dig væk til lysere og varmere tider.



Jordbærlikør:

  • 400 g friskplukkede jordbær
  • 70 cl vodka
  • 400 g rørsukker


Rengør jordbærrene, og put dem i et stort syltetøjsglas, eller en flaske med stor åbning. Glasset skal kunne rumme 1 liter.


Tilsæt vodka, og skru låget på. Du vil ret hurtigt kunne se, at vodkaen begynder at få en fin rød farve. 


Lad flasken/glasset stå og trække i en uge. Lad være med at ryste med det, for det er nemmere at få en fin klar likør, hvis bærrene ikke bliver ødelagt.


Når trækketiden er ovre, hældes det hele i en saftpose (et viskestykke i en sigte kan også bruges) Det du har nu, er en jordbærsnaps, og kan sagtens drikkes som den er. Jeg kan dog godt lide, at den er sødere, og knap så sprittet, så jeg tilsætter sukker.
Hæld den filtrerede snaps tilbage i flasken sammen med rørsukkeret (skyl evt. flasken først, hvis der er urenheder i den) Ryst flasken engang imellem, når du lige kommer forbi den. Det vil hjælpe til, at sukkeret bliver opløst, og det kan godt tage et par dage.



Når sukkeret er opløst, er likøren klar, og kan hældes på en pæn flaske. Opbevar den mørkt og ikke for varmt. Denne skal gemmes til oktober, og bruges til at fejre smedebassens svendeprøve.

2. juli 2014

Madbloggerudfordringen III - Pasta med spinat, sprød skinke og grønne jordbær

Det er blevet tid for endnu en runde af madbloggerudfordringen. Jeg har også deltaget i de foregående runder. Første omgang gik ud på at finde en opskrift hos en tildelt kollega, og lave sin egen fortolkning - Her lavede jeg okse/grøntsagsboller med tomatsauce. Anden runde gik ud på, at vi fik tildelt en blog, hvor vi skulle finde en opskrift, hvorfra der blev udvalgt 3 ingredienser, som skulle gå igen i vores egen fortolkning - Her tryllede jeg en kageopskrift om til svinemørbrad med flødsostefyld. I denne tredje udfordring var reglerne igen ændret, så denne gang fik vi blot tildelt tre råvare emner, og så var der ellers frit spil. Råvarerne der skulle anvendes var: bladgrønt, gris og sommerbær. Umiddelbart lyder det nemt, men er du klar over, hvor mange kombinationsmuligheder der er i de 3 små ord? Jeg endte med at vælge en pastaret, for det er en kategori, hvor jeg føler mig ret godt hjemme. Et kriterie jeg selv tilføjede til udfordringen var, at retten skulle bestå af danske råvarer. Når vi har lækre lokale fødevarer, hvorfor så bruge en masse energi ( og CO2) på at transportere fødevarer på kryds og tværs af landegrænser?

Pasta med spinat, sprød skinke og grønne jordbær - 2 prs:

6-8 skiver spegeskinke - Spørg din slagter! Det er den danske version af parma/serrano skinke
1 spsk smør
250 g frisk spinat
2 dl piskefløde
3 tsk maizena
Saft og skal af 1/2 citron
Salt og peber

Pasta af 200 g durummel
En håndfuld syltede grønne jordbær
Vesterhavsost

Begynd med at lægge spegeskinken op på bagepapir. Den skal have ca. 20 min ved 180 grader varmluft. Sæt en gryde over til at koge pasta.


Skyl spinaten grundigt og læg den op på et viskestykke, så det værste vand drypper af bladene. Smelt smørret i en gryde, og put spinatbladene i. Sørg for at vende lidt rundt i dem - De vil ret hurtigt begynde at falde sammen.


Rør maizenaen ud i fløden og hæld det ved spinaten. Kog op under omrøring. Smag til med citronsaft, citronskal, salt og peber.


Vend den kogte pasta sammen med spinatsaucen, og anret det i to tallerkener. Bræk den sprøde spegeskinke i mindre stykker, og drys den over pastaen. Høvl rigelige mængder vesterhavsost over retten og pynt til sidst med de syltede grønne jordbær, som giver et super lækkert surt/sødt twist til det hele.



Syltede grønne jordbær

De fleste mennesker spiser kun jordbær, når de er søde, saftige, solmodne og røde. Men vidste du godt, at grønne, umodne jordbær også kan være rigtigt lækre? De er selvfølgelig ikke så nemme at få fat i, hvis ikke du selv har en have med jordbærplanter, men måske har du en sød nabo eller et familiemedlem, der kan levere grønne jordbær, så du kan sylte et enkelt glas. Mine jordbær har ikke været overdrevent leveringsdygtige i år, så jeg har måttet styre min lyst, og kun syltet en lille portion, i anledning af madbloggerudfordringens tredje runde. Her var et af kriterierne nemlig, at sommerens bær skulle anvendes i retten, og her synes jeg, at syltede grønne jordbær giver et fint pift til min ret. Mit endelige bidrag til udfordringen, vil blive udgivet i et andet indlæg snarest.



Syltede grønne jordbær - 1 stort glas:

500 g grønne, umodne jordbær
2 dl sukker
3 dl lagereddike
1 tsk peberkorn
Evt. lidt atamon

Jordbærrene vaskes grundigt. Du behøver ikke at nippe dem - Jeg synes at bladkransen er yderst dekorativ, så jeg nøjes med at klippe stilken af med en saks. Læg jordbærrene i et skoldet (evt. atamonskyllet) sylteglas.


Eddike, sukker og peberkorn koges op, til sukkeret er helt opløst.


Hæld den kogende lage over bærrene, og luk glasset.


Efter ca. 3 timer er bærrene faktisk klar til at spise. De kan selvfølgelig også gemmes på lige fod med andet sylt.



1. juli 2014

Jordbærtrifli med myntesirup

Mine højbede bugner med jordbær lige nu. Næsten hver aften spiser vi jordbær med mælk og fløde, og derudover ryger der lidt i fryseren til dårligere tider. For at variere det en smule, lavede jeg en jordbærtrifli den anden dag. Jordbærrene blev vendt i en smule myntesirup, som giver en dejlig sødme og friskhed til bærrene - Ikke fordi mine jordbær ikke er søde nok i forvejen, men myntesmagen passer bare rigtig godt til. Triflien kan bruges som dessert eller til aftenskaffen.

Jordbærtrifli med myntesirup - 2 prs:

250 g jordbær
4 spsk myntesirup
10 makroner

Råcreme:
1 æggeblomme - brug evt. pasteuriseret, hvis du er bange for salmonella
3 spsk flormelis
1 dl fløde


Skær jordbærrene ud i mundrette stykker, og vend dem sammen med myntesiruppen.


Til råcremen piskes æggeblommen let og luftig med flormelis. I en anden skål piskes fløden let stiv, og begge dele vendes herefter sammen.


Knus makronerne. Fordel halvdelen i bunden af to glas. Derefter lægges et lag jordbær ovenpå - Sørg for at få lidt af siruppen med. Put et lag råcreme på, og gentag med makroner, jordbær og creme. Pynt evt. med et par mynteblade.

27. juni 2013

Jordbær-mazarintærte

Kogekonen har fødselsdag idag, og det fejrer hun selvfølgelig ved at kaste sig ud i et bageprojekt. Hele min barndom, har min fødselsdag altid budt på lagkage med jordbær. Dengang var jeg vild med det, men idag er jeg absolut ikke glad for lagkage. Til gengæld er jeg svært glad for jordbærtærte. Denne opskrift er ikke helt som den klassiske jordbærtærte, da jeg ikke putter mørdej i bunden - jeg gider simpelthen ikke have bøvlet med at lave det, når det ikke er det, der gør tærten god. I bund og grund er min fødselsdagskage bare en mazarintærte med flødecreme og jordbær ovenpå.

Jordbær-mazarintærte - 8 prs.

250 g blødt smør
250 g sukker
250 g marcipan
3 æg
50 g hvedemel
100 g mørk chokolade
2 dl kagecreme
1 dl piskefløde
250 g jordbær

Smør og sukker piskes grundigt sammen. Tilsæt revet marcipan, og pisk æggene i et ad gangen. Til slut  vendes melet sammen med massen.


Fordel dejen i en springform (ca. Ø 20 cm) beklædt med bagepapir.


Bag kagen ved 175 grader i 35 - 40 min. Mærk efter med en tandstikker el.lign. om den er gennembagt. Lad kagen køle helt af, inden den tages ud af formen.

Smelt chokoladen over vandbad, og bred den ud over den afkølede kage. Jeg bruger en silikonepensel, det synes jeg er nemmest.


Pisk fløden til skum og vend det sammen med kagecremen. Fordel flødecremen ovenpå den stivnede chokolade. Skær jordbærrene ud i skiver og dekorer tærten med dem.




4. maj 2013

Jordbærsalat med feta

Indimellem må der gerne ske lidt ekstra på salatfronten. Ikke fordi jeg har noget imod en ganske almindelig blandet salat, men hvis man skal spise det hver dag, bliver det altså lidt kedeligt. Igår faldt jeg over en bakke af de første danske jordbær, og så fik jeg altså lyst til jordbærsalat. Jeg kan godt lide at der er lidt sødt i min salat, og bruger gerne melon, æble, druer eller lignende, for at pifte det hele lidt op. Når jordbærrene myldrer frem i haven, og vi knap nok kan følge med til at spise dem, er det oplagt at bruge nogen af dem i salat skålen.

Jordbærsalat med feta:

100 g salatblade
100 g jordbær
50 g feta tern
2 spsk ristede mandelflager

Dressing:

4 spsk olivenolie
2 spsk mørk balsamico
2 tsk honning
2 tsk dijon sennep
1/2 tsk salt
Friskkværnet peber

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, og lad den trække mens du ordner salaten og jordbærrene.


Skær jordbærrene ud i kvarte og bland dem med salatbladene. Vend forsigtigt sammen med dressingen, og anret salaten på et fad eller en stor tallerken.


Fordel fetatern og ristede mandelflager ovenpå salaten. Server som garniture til f.eks. en rød bøf. Vi fik en lækker okse tournedos til salaten igår.