5. april 2013

Pulled pork

Det er de sidste par år blevet utroligt populært at lave pulled pork, og det forstår man jo godt. Svinekød så mørt og lækkert, at det falder fra hinanden bare man kigger på det. Jeg er selvfølgelig med på vognen, og har udviklet min egen opskrift.
Mange vælger at lave pulled pork på grill, det er jo trods alt en klassisk amerikansk grill-ret. Jeg vælger at lave min pulled pork i ovnen, da jeg synes det er rigtig svært at styre varmen i grillen. Det er alfa og omega, at kødet bliver tilberedt ved så lav en temperatur, at bindevævet bliver opløst, ellers ender du bare med en ufatteligt tør nakkesteg. For at kompensere for den manglende røgsmag fra grillen, bruger jeg en røget paprika - Et krydderi der i min verden er helt fantastisk! Ønsker man endnu mere røgsmag, kan man anvende en hickory barbecuesauce til marinaden.

Pulled pork - 4 prs.

1 nakkefilet af svin ca. 1,3 kg

Marinade:

2 dl ketchup
2 dl barbecuesauce - gerne en med hickory smoke
2 spsk brun farin
1 spsk dijonsennep
4 fed hvidløg
1 spsk røget paprika
1 tsk spidskommen
1 tsk cayennepeber
2 tsk salt
1 tsk friskkværnet sort peber
1 tsk chilipulver
1 tsk løgpulver
3 spsk olivenolie

Pres hvidløget gennem en hvidløgspresser, og bland det sammen med alle de øvrige ingredienser til marinaden. Lad være med at få marinaden på hænderne, hvis du har små sår eller rifter. Det brænder som ind i helvede!


Put nakkefileten i en frysepose, og hæld marinaden ved. Tryk luften ud af posen, og luk den til. Sørg for at marinaden bliver fordelt ud over hele kødstykket. Lad nakkefileten trække på køl i min. 12 timer - gerne et døgn. Vend posen når du alligevel er i køleren efter et eller andet.


Put kødet i et ildfast fad. Pisk marinaden sammen med 1 dl vand, og hæld det i fadet. Sæt det i en forvarmet ovn ved 110 grader. Stegetiden er ca. 10 timer, så det er ikke noget du skal kaste dig over, hvis du har planlagt noget i løbet af dagen. Sæt gerne et stegetermometer i kødet - Du skal ende med en kernetemperatur på 95 grader. Kig til stegen nogen gange i løbet af dagen, tag lidt væde fra fadet, og hæld det over kødet. Tilsæt evt. mere vand under vejs, hvis marinaden bliver for tyk - Ellers risikerer du, at den brænder fast i bunden af fadet.


Efter 10 timer skulle stegen gerne være så mør, at den nærmest falder fra hinanden, når du stikker i den. Så er det at du tager to gafler, og begynder at trække kødet fra hinanden i lange trevler. Jeg gør det i fadet sammen med marinaden, som er blevet til en spicy barbecuesauce, for jeg kan godt lide at det er lidt stærkt. Er du ikke til stærk mad, kan du tage stegen over i et andet fad, inden du trækker kødet fra hinanden. Her kan du så tilsætte en smule af marinaden, eller alternativt bruge en købt barbecuesauce, som har en sødere smag.


Idag fik vi pulled pork burgere med marinerede rødløg og coleslaw - som er et must, når man spiser pulled pork! Kødet kan også serveres med en bagt kartoffel, kartoffelbåde eller lignende - og coleslaw!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar