5. april 2013

Marinerede rødløg

Hvis du aldrig har smagt marinerede rødløg før, så skulle du prøve det. De har en fin sur/sød smag, som kan løfte smagen i forskellige sandwiches eller burgere. De kan også spises som tilbehør til retter, hvor man normalt ville spise asier, syltede agurker eller lignende. Det gør jo heller ikke noget, at de efter et par timer i marinaden har fået den fineste lyserøde farve, som kan pynte på enhver tallerken.

Jeg laver ikke så mange ad gangen, da de ikke bliver syltet, og derfor kun har en begrænset holdbarhed på køl. Hvis man ville, kunne man sikkert godt blanchere løgene kort, inden lagen hældes på, og fylde det hele på atamonskyllede glas.

Marinerede rødløg:

2 rødløg
1 dl sukker
1 dl eddike
1/2 tsk salt
1-2 laurbærblade
6-8 sorte peberkorn

Sukker, eddike, salt, peber og laurbærblade koges op i en gryde. Det skal bare lige koge, indtil sukker og salt er opløst.


Løgene skæres ud i små både, som pilles fra hinanden og lægges i en skål.


Den kogende lage hældes over, og skålen dækkes med husholdningsfilm, for at holde lidt på varmen. Det gør ikke noget, hvis løgene ikke er helt dækket af lagen fra start. Lagen vil trække noget af vandet ud af løgene, så de krymper lidt.


Lad skålen stå på køkkenbordet, indtil det er kølet af. Herefter stilles skålen på køl. Løgene skal have lov at trække i lagen i min. 3 timer - gerne længere.


Her er løgene brugt i en burger med pulled pork og coleslaw



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar