16. april 2013

Köfta - Mellemøstens frikadeller

Köfta er en krydret oksekødsrulle/frikadelle fra mellemøsten. Alt efter sproget skrives det med enten A eller E, men det er den samme ting der er tale om. Første gang jeg smagte dem, var på en ferie i Egypten for et par år siden, og jeg blev straks forelsket. Vi havde All-Inclusive på hotellet, men aftensmaden var, for størstedelens vedkommende, en tvivlsom affære - Det bar rigtig meget præg af, at en stor del af gæsterne var tyskere og russere. Heldigvis blev der hver aften tændt op i grillen, og man kunne få et lille udvalg af traditionelle egyptiske retter. Så alle de aftener, vi spiste på hotellet, fik jeg köfta. Ja faktisk fik jeg det også, den aften vi spiste i ørkenen hos beduinerne. Da vi kom hjem fra vores ferie, gik jeg igang med at undersøge, hvad der egentlig er i sådan en rulle, og med lidt inspiration fra hist og pist, fik jeg strikket min egen version sammen.

Köfta - 2 - 3 prs:

500 g okse- eller lammekød - eller en blanding
2 spsk hakket persille
1 finthakket løg 
2 fed presset hvidløg 
2 æggeblommer
1 tsk salt
1/2 tsk peber
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk stødt spidskommen
1/4 tsk chili

Alle ingredienserne til farsen puttes i en skål og røres sammen. Farsen skal være rimeligt fast, og ikke lind og blød som til frikadeller.


Stil farsen på køl en halv times tid, så den kan sætte sig.


Tag en spsk fars op i hånden, og form det til en aflang frikadelle.


Det er egentlig meningen at rullerne skal grilles, men her til eftermiddag begyndte det at blæse voldsomt på disse kanter. Jeg valgte derfor at stege dem på en pande i stedet.


Idag fik vi coleslaw og kartoffelsalat med urter til vores köfta.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar