15. juni 2013

Træstammer med rom-marcipan

Jeg er igang med et større projekt: Jeg skal have ryddet ud i noget af alt det mad, som min kummefryser på en eller anden måde har akkumuleret. Da jeg stod på hovedet i fryseren, med rø*** i vejret igår, fandt jeg en pose med romkugledej, som jeg fik til overs sidst jeg lavede trøfler. Så fik jeg selvfølgelig pludselig lyst til at lave noget ud af det, og da jeg ikke lige ligger inde med grej til at lave popcakes faldt valget på træstammer. For at peppe dem lidt op, har jeg valgt at lave en rom-marcipan til indpakningen - Det er de ikke blevet dårligere af.

Jeg har angivet opskriften til 6 stk, men mine er ret store - ca. 100 g pr stk. De kan selvfølgelig laves mindre, ved at rulle marcipanen og trøffelpølsen tyndere.

Træstammer med rom-marcipan - 6 stk:

200 g ren rå marcipan
25 g mørk rom
Ca. 100 g flormelis
400 g romkuglemasse
ca. 75 g mørk chokolade

Bræk marcipanen af i små stykker, og læg det i en skål sammen med rom og flormelis. Ælt det hele godt sammen, indtil du har en marcipan der ikke klistrer alt for meget. I starten vil det være noget gratværk, men der skal bare arbejdes med det, og evt. tilsættes lidt mere flormelis.


Klem og pres marsipanen lidt, så du får en flad frkant. Drys begge sider med flormelis, og rul det ud mellem to stykker bagepapir. Du skal have en stor, tynd rektangel.


Rul romkugledejen til en lang pølse, og læg den på den tyndt udrullede marcipan.


Børst overskydende flormelis væk. Tag fat i den ene side af bagepapiret, og brug det til at rulle marcipanen op over trøflen. Rul lidt frem og tilbage, for at få marcipanen til at sætte sig fast. Del rullen i 6 stykker.


Lad træstammerne tørre lidt. Smelt chokoladen - Her kan det være en fordel at anvende overtræksknapper, da de ikke skal tempereres. Dyp enderne i chokoladen. Hvis der er noget til overs, kan det bruges til at dekorere med. Lad chokoladen stivne inden servering.


Træstammerne kan opbevares på køl et par dage.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar