8. december 2012

Rice Krispies-toppe


Jeg tror, at cornflakestoppe efterhånden er blevet en juleklassiker i rigtig mange hjem. Der er flere måder at lave dem på - Nogen knap så heldige som andre. Rigtig mange opskrifter er med palmin, som efter min mening overhovedet ikke skal bruges til andet end at koge klejner i ! Ej, hver sin smag, men jeg synes virkelig, at palmin er ulækkert at få ind i munden ! De lidt bedre opskrifter er med smeltet chokolade, og det smager jo meget godt. Min opskrift på cornflakestoppe har jeg fra min mor. Hvor hun har den fra ved jeg ikke - Men gode det er de !  Mine toppe bliver oftest ikke lavet med cornflakes, men med rice krispies. Jeg ved ikke hvor ideen kom fra, men sådan har vi altid lavet dem i mit barndomshjem. Jeg synes at de er lidt nemmere at forme i en nogenlunde mundvenlig størrelse, når man bruger rice krispies, og så smager det jo bare dejligt. Hvis du hellere vil lave dem med cornflakes, så er det bare at skifte ud 1:1. Der findes sikkert også andre typer af morgenmadsprodukt, som kan anvendes til formålet, så hvis du er i humør til at eksperimentere lidt, så er det bare at prøve sig frem.

Rice Krispies Toppe

100 g smør
4 spsk kakao
150 g flormelis
1/2 dl sirup
1 dl kokosmel
4 dl rice krispies

Smør, kakao, flormelis og sirup varmes sammen i en gryde under omrøring. Det skal bare lige være sådan, at det bliver en ensartet masse.


Tilsæt kokosmel og rice krispies og vend det hele godt sammen.


Så er det bare at stikke klør 5 ned i gryden, og begynde at forme nogen toppe - Det er noget grat, men fingrene er altså det bedste redskab til det.


Sæt toppene på et stykke bagepapir. Lad dem sætte sig, inden du fylder dem i en kagedåse. Husk at gemme dem godt, så børn og mænd ikke finder dem, for så har de det med at forsvinde - Altså toppene 😁


Ingen kommentarer:

Send en kommentar