16. december 2013

Brændte mandler med lakrids

Jeg har altid været en sucker for brændte mandler. Ja faktisk er jeg bare en sucker for mandler generelt. Spiser dem gerne direkte fra bøtten, men jeg holder også utroligt meget af, at bruge dem i bagværk og andre former for lækkerier. De brændte mandler har jeg altid købt, i de små boder der popper op rundt omkring, op til jul. Ofte har jeg overvejet at lave dem selv, men da jeg har hørt flere gange, at de er svære at lave, er det altid blevet ved tanken. For lidt tid siden bestemte jeg mig dog for at prøve - Det kunne jo ikke gå værre end galt. Jeg vil ikke sige, at de er svære at lave, men man skal have tålmodighed, for det tager altså lidt tid. Desuden skal man være rap på fingrene, når de skal skilles ad, inden karamellen stivner.

Hvis der er noget jeg elsker mere end mandler, er det lakrids. Så min version af brændte mandler er selvfølgelig med lakrids - Meget lakrids!

Brændte mandler med lakrids:

200 g mandler
300 g flormelis 
1 1/2 dl vand
1 spsk lakridspulver

Alle ingredienserne puttes i en tykbundet gryde eller en pande med høje sider. Tænd for middelhøj varme, og husk at røre jævnligt i blandingen.


Det vil hurtigt blive til, hvad man vel nærmest kan kalde en lakridssirup med mandler i.


Når det har kogt et stykke tid, er vandet fordampet. Du vil begynde at se, sukkeret trækker lyse striber i kanterne, når du skraber i panden.


Skru op for varmen. Nu skal der røres hele tiden! Sukkeret vil blive lidt mørkere, når det begynder at karamellisere, og så er de færdige.


Hæld mandlerne ud på et stykke olieret bagepapir. Skil mandlerne ad med to gafler - Hold fingrene væk, for det er varmt! Du skal være ret hurtig, for ellers ender du med en kæmpe karamel med mandler i. Derfor er det også en dum idé, at lave større portioner.


Det gør ikke noget, hvis der kommer lidt små "haler" på mandlerne. Disse kan knækkes af, når karamellen er stivnet.


Opbevar de brændte mandler i en lufttæt beholder, så de ikke klistrer sammen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar