3. marts 2013

Fetasalat med flødedressing

Det er desværre ikke blevet salatsæson endnu, men jeg er simpelthen ved at være kørt træt i  kål og rodfrugter. Jeg er derfor så småt begyndt, ind imellem, at købe lidt udenlandske salater. De smager jo også fint nok, men er absolut ikke at sammenligne med frisk dansk salat.

Dressingen jeg bruger til denne salat, er der nok mange der kender som "mormor-dressing" Normalvis bruger jeg den på frisk pluksalat fra køkkenhaven, og det er simpelthen bare noget af det skønneste! Jeg glæder mig virkelig meget til sommeren, hvor jeg skal sidde på min terrasse og spise hjemmedyrkede grøntsager. Men der går desværre et par måneder endnu, inden jeg så småt kan begynde at plukke de første rabarber og radiser.

Fetasalat med flødedressing - 2 prs:

1 mini romaine salat
100 g feta i tern
75 g Semi-dried tomater

Dressing:

1 dl piskefløde
1 spsk sukker
1 spsk lagereddike

Fløden hældes i en lille skål og tilsættes sukker og eddike. Derefter piskes det sammen med en gaffel, så sukkeret opløses og fløden tykner lidt.


Pil salatbladene fra hinanden og pluk dem lidt i stykker. Kassér det hvide stok.


 Bland fetatern i salaten, hæld dressingen over, og vend det hele godt rundt.


Til sidst toppes med semi-dried tomater.


Server til din yndlingsret. Idag fik vi tærte med spinat og gedeost


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar