Viser opslag med etiketten jordskokker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jordskokker. Vis alle opslag

28. oktober 2020

Jordskokkesuppe med bagt torsk og bacon/mandeldrys

 Efteråret har gjort sit indtog, og kulden, vinden og fugten giver mig allermest lyst til at hygge indendøre. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg er typen, der kan fornøje mig med at bruge en hel dag på at stå i køkkenet. De mørke måneder indbyder til slow-cooking, og noget af det der er allermest slow, er supper. Lækre supper, der har simret hele dagen på komfuret, og spredt en liflig duft i hele huset, er noget af det bedste. Og hvem synes ikke at det er fantastisk, at træde ind ad døren, på en kold dag, og blive mødt af duften af hjemmelavet mad? Der bliver mange liter af det gyldne guld, når man først gå igang, og dette kan med fordel puttes i fryseren, så det kan bruges som basis for nogle af de lækre grøntsagssupper. Er det en hønsekødssuppe du har kogt, er det også oplagt at lave høns i asparges til en omgang lækre tarteletter, som vi i øvrigt skal have her i weekenden - Jeg glæder mig allerede.

Jordskokkesuppe er en af mine klare favoritter. Den er tyk, cremet og har sådan en lidt sart, delikat smag. Derfor bliver den heller ikke for overdøvende, i forhold til fyldet, som f.eks. en tomatsuppe godt kan blive. For fyldet er lige så vigtigt som suppen. Det skal gerne være noget der skal tygges lidt på, så man får en bedre mæthedsfølelse. Det bliver også lidt mere spændende at spise, når der både er noget blødt og cremet, og noget sprødt og knasende.



Jordskokkesuppe med bacon/mandeldrys - 4 prs:

750 g jordskokker

500 g kartofler 

2 store løg

2 fed hvidløg

20 g smør

2 dl hvidvin

1 ltr hønsefond eller -bouillon

2 dl fløde eller madlavningsfløde

Salt


4 stk torskeloin

20 g smør

Salt

150 g bacontern - sprødstegte

50 g hakkede mandler

Hakket persille



Skræl grøntsagerne og skær dem ud i mindre stykker. Det behøver ikke være pænt eller ensartet, for suppen skal blendes.



Smelt smørret i en gryde, og steg løg og hvidløg ved middel varme, indtil de er klare og bløde. 

Tilsæt kartofler og jordskokker, og vend det hele rundt. Hæld hvidvin ved, skru op for varmen, og lad det koge ca. 5 minutter.


Tilsæt nu hønsefond eller -bouillon og bring gryden i kog. Skru ned for varmen, og lad suppen simre i ca. 30 min. Mærk efter om kartofler og jordskokker er møre. Blend suppen, så den er helt glat, og sæt den tilbage på komfuret. Tilsæt fløde og salt, og lad suppen simre ved laveste varme.


Læg et stykke smør på hver torskeloin, og drys med salt. Sæt torsken i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft. Den skal have ca. 15 min.


Den bagte torsk lægges i en dyb tallerken, og overhældes med den varme suppe. Drys med bacontern, hakkede mandler og persille. Server med lunt brød og et glas koldt hvidvin.






8. marts 2015

Rustik jordskokkesuppe

Vinteren er efterhånden ovre, og den første forårsmåned er begyndt. Det betyder desværre ikke, at vi kan få den lækre, spæde forårsgrønt endnu, så vi må stadig nøjes med halvkedelige rodfrugter og hengemte kål. Der er dog stadig et lille lyspunkt blandt rodfrugterne - Nemlig de herlige jordskokker. Jordskokkerne har den fantastiske egenskab, at de kan overvintre i jorden på trods af sne og frost. Det betyder at jeg stadig kan finde lidt mad i min køkkenhave - Eller det vil sige jeg kan stadig finde en hel del mad, for de breder sig voldsomt, hvis ikke de bliver holdt nede, og udbyttet ved sådan nogen er ret stort.

Jordskokkesuppe findes i mange afskygninger, og jeg har da også tidligere postet en kridhvid version af suppen, men denne gang er vi ovre i en lidt mere rustik udgave. Jordskokker kan godt være lidt træls at skrælle pga. det knudrede ydre, og derfor er det langt det nemmeste blot at skrubbe dem, inden de ryger i gryden. Dette giver dog et lettere grumset udtryk til retten, og derfor egner den sig helt klart bedst til hverdagsmad. 


Rustik jorskokkesuppe - 4 prs:



  • 25 g smør
  • 1 porre
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 kg vaskede og skrubbede jordskokker - De skal være helt fri for jord
  • Ca. 1 ltr grøntsagsbouillon
  • 3 - 4 laurbærblæde
  • 2 dl fløde
  • Salt og peber

Porre, løg, hvidløg og jordskokker skæres ud i mindre stykker. Smørret smeltes i en gryde og løg, porre og hvidløg sauteres deri. Tilsæt jordskokker, grøntsagsbouillon og laurbærblade. Bring gryden i kog, skru ned for varmen og lad det hele stå og simre i en halv times tid, indtil jordskokkerne er helt møre.


Tag gryden af varmen, fjern laurbærbladene og blend suppen. Passér den evt. gennem en finmasket sigte, for at være sikker på, at den er helt glat. Sæt gryden tilbage på blusset, tilsæt fløden og kog suppen op igen. Smag til med salt og peber.


Server suppen med et stykke lækkert brød. I dette tilfælde fik vi ostebrød til.



15. november 2013

Labskovs med jordskokker

I foråret var der en venlig sjæl som gav mig en pose med lidt jordskokker, der så småt var begyndt at spire. De fik en plads bagerst i køkkenhaven, da jeg havde læst mig til, at sådan nogen bliver ret høje. Det må man sige at de blev! Eller det vil sige de blev lange. En ordentlig gang blæsevejr fik dem til at lægge sig hen ad jorden, men havde de stået op, havde de været ca. 2 meter høje. Jordskokken er en meget taknemmelig knold. I starten lugede jeg omkring de små skud - Som hurtigt blev så store, at lugningen var unødvendig. Et par gange i løbet af sommeren, fik de lidt godter fra komposten, men ellers har de sådan set passet sig selv. I starten af efteråret begyndte de at få de fineste gule blomster, og da forsøgte jeg mig med at grave lidt, for at se, om der var ved at være store knolde. Desværre var det bare nogle lange, tynde pinde, der mest af alt lignede knoglede fingre - Så de fik lidt fred for en stund.


Idag var det så blevet tid til at gå på opdagelse i jordskokkerne igen, og jeg skal lige love for at der var bid! Jeg gravede en enkelt plante op, og fangsten var overvældende. En enkelt lille bitte knold var blevet forvandlet til ca. 2 kg store, flotte jordskokker. Så nu skal jeg have fundet på mad med jordskokker til de næste par dage. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville være så meget under en enkelt top, og skulle egentlig bare bruge en smule til at give lidt ekstra smag til en labskovs.


Labskovs med jordskokker - 3 prs:

600 g oksekød i tern - Jeg skar fra et stykke klump

Ca. 5 dl vand
1 tsk salt
2 løg
4 laurbærblade
750 g melede kartofler i grove tern
300 g jordskokker i grove tern
Salt og friskkværnet peber
25 g smør




Put kødet i en gryde, hæld vand ved, så kødet akkurat er dækket, og bring det i kog. Der vil komme skum med urenheder op på overfladen af vandet. Dette skummes af. Tilsæt en tsk. salt, og der vil komme flere urenheder. Disse skummes ligeledes af. Tilsæt løg og laurbærblade, skru ned for varmen, læg låg på gryden og lad det simre en times tid.


Når kødet er mørt, fjernes laurbærbladene. Kartofler og jordskokker lægges ned ovenpå kødet. Læg låget på gryden igen, og lad retten simre videre i ca. 20 min.




Nu skulle kartofler og jordskokker gerne være så møre, at de kan røres sammen med kødet. Jeg kan godt lide at der stadig er lidt hele stykker, men hvis du gerne vil have dem kogt helt ud, skal det blot have lidt længere. Tilsæt smørret og rør det ud i retten. Smag til med salt og friskkværnet peber.


Server labskovsen med hakket persille, groft rugbrød, syltede rødbeder og stærk sennep.


22. marts 2013

Jordskokkechips

Jordskokken er en fantastisk lille knold. Smagen er let nøddeagtig, og ved tilberedning får den en sødlig, meget let bitter smag. Jeg tror, at man enten elsker eller hader den - Og jeg ææælsker den! Vil du lave et alternativ til kartoffelchips, så prøv at lave en portion jordskokkechips. De smager ganske enkelt fantastisk. De kan desuden også bruges som knas ovenpå forskellige retter. De smager rigtig dejligt ovenpå jordskokkesuppe.

Man skal kun bruge 3 ting, for at lave chipsene: Jordskokker, rapsolie og fint salt. Mængden af jordskokker kommer selvfølgelig an på, hvor lækkersulten du er.


Du kan nøjes med at vaske og skrubbe jordskokkerne, hvis de er helt friske og nyopgravede. Ellers må du igang med tyndskrælleren. Hvis du skræller dem, skal du regne med at ca. 1/3 af den samlede vægt forsvinder.

Herefter skæres jordskokkerne ud i helt tynde skiver på mandolinjern eller lignende. Læg skiverne i en skål og dæk dem med koldt vand, hvis ikke du vil stege chipsene med det samme.


Vandet hældes fra, og skiverne lægges op på et rent viskestykke, hvor de duppes tørre. Hæld rapsolie i en gryde, og varm det op. Det skal være rigtig varmt, inden du putter jordskokkeskiverne i. For at tjekke om olien er klar, kan du stikke en tandstikker eller tændstik ned i det - kommer der bobler omkring træet, er olien klar.


Tag en håndfuld jordskokkeskiver, og put dem i olien, en ad gangen. Lad være med at putte for mange i på en gang. Hold øje med gryden hele tiden! Når chipsene har fået en fin gyldenbrun farve, er de færdige. Tag dem op med en hulske, og læg dem på køkkenrulle, for at fjerne overskydende olie. Drys en lille bitte smule fint salt på chipsene, mens de stadig er varme.


Chipsene krymper til ca. halv størrelse under kogningen, så man skal bruge lidt flere end man lige regner med.