5. juni 2013

Hindbærkoldskål

Koldskål er noget de fleste danskere nyder i sommervarmen. Jeg synes det er skønt med koldskål til aftensmad, på de dage hvor der er virkelig varmt. Der har jeg ikke rigtig lyst til at spise det helt store. Der er mange former for koldskål, og jeg synes de fleste er gode. Lige bortset fra dem med citron. Citron i koldskål er virkelig ikke noget for mig. Bær i koldskål er til gengæld en sikker vinder, og når jeg har jordbær i haven, spiser vi masser af jordbærkoldskål. Idag blev det dog til en version med hindbær. Mine jordbærplanter er ikke nået ret meget længere end blomsterstadiet, og jeg har stadig lidt hindbær i fryseren fra sidste år. Lækkert blev det, og årets første portion blev selvfølgelig nydt i solskin på terrassen.

Hindbærkoldskål - 4 portioner:

2 æggeblommer - Brug de pasteuriserede, hvis du er bange for salmonella
3 spsk sukker
Korn af en vanillestang
1/2 liter kærnemælk
1/2 liter A38 - Gerne udgaven med mild hindbærsmag
100 g hindbær - Hvis du køber frosne hindbær bør de koges inden brug

Æggeblommer, sukker og vanillekorn piskes lyst og luftigt. Det skal piskes indtil sukkeret er opløst.


Tilsæt kærnemælk og A38, og pisk et øjeblik, så det hele bliver blandet.


Blend hindbærrene til puré. Det er nemmest at gøre med en stavblender eller minihakker. Hæld puréen i koldskålen, og pisk en sidste gang.


Spis koldskålen iskold og med din yndlingstopping. Her er den serveret med havreknas og lidt frosne hindbær.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar