9. december 2012

Rødkål med kanel og stjerneanis

Jeg nørder stadig rundt og forsøger at få 100% styr på min eksamensmenu. Jeg har fundet frem til hvad den skal bestå af, så nu går tiden med at få helt styr på smagsnuancerne. En af de ting, som sensor får lov at sætte tænderne i, er rødkål krydret med kanel og stjerneanis. Jeg har kigget opskrifter rundt omkring på nettet, og med udgangspunkt i dem har jeg så kreeret mit eget - Sådan foregår det som regel, når jeg skal finde inspiration til noget nyt. Jeg er meget dårlig til det der med bare at finde en opskrift, og følge den. Som regel finder jeg hurtigt nogen ting, som jeg piller ud, og erstatter med noget jeg synes der er bedre. Som regel går det meget godt, men det er da også sket, at vi blev nødt til at hente en pizza.

Denne opskrift på rødkål minder ikke ret meget om en traditionel syltet rødkål. For det første laver jeg den, så kålen stadig har bid. For det andet er den noget mere syrlig, og for det tredje har den nogle rigtig lækre nuancer af de varme krydderier der er i. Jeg skal helt sikkert lave det til min juleand !

Krydret rødkål

250 g rå rødkål
20 g smør
40 g akaciehonning - eller en anden flydende honning
1/2 dl balsamico
1 1/2 dl lagereddike
50 g mørk muscovadosukker
2 kanelstænger
2 stjerneanis
1/2 tsk salt

Snit rødkålen rimeligt fint - Sørg for ikke at få stok med. Smelt smørret i en sautépande. Sautér rødkålen et øjeblik, og tilsæt honning og balsamico. Rør godt rundt, og lad væsken reducere til ca. halv mængde, så det får en mere koncentreret smag.


Tilsæt lagereddike og muscovadosukker, og rør rundt indtil sukkeret er opløst. Læg hele kanelstænger og stjerneanis ned i rødkålen. Sørg for at det kommer ned til væsken, så smagen fordeles i hele retten. Lad det hele stå og simre i ca. 30 min. Smag til med salt. Husk at fjerne kanel og anis inden servering.



Har du lidt travlt, kan rødkålen godt laves på forhånd, og blot varmes op inden servering.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar