Viser indlæg med etiketten Julehilsen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Julehilsen. Vis alle indlæg

24. december 2021

En Julehilsen 2021

Så nåede vi igen den dag som, for børn og barnlige sjæle, er den største på hele året. Jeg gætter på at køkkenerne, rundt i de danske hjem, efterhånden summer af travlhed og dufter af enten and eller flæskesteg. Her i huset er duften rykket ud på terrassen, hvor der ligger 3 tykke frilandsænder og sveder i grillen. Jeg glæder mig som et lille barn til at sætte tænderne i dem, for and er noget af det bedste jeg ved - Selvfølgelig i selskab med alt det klassiske tilbehør og et godt glas rødvin.


2021 blev endnu et år, der kom til at stå lidt i skyggen af corona. Men selv om der har skullet tages forbehold, og tingene ikke har været helt som normalt, så har det ikke desto mindre været et fantastisk år, som har budt på uforglemmelige begivenheder. 
 
D. 5. Juni blev Michael og jeg viet ved en lille privat ceremoni på Ebeltoft Gl. Rådhus. Et par uger senere gik jeg op til min afsluttende eksamen, og forsvarede den opgave jeg havde brugt hele foråret på at skrive. Det resulterede i, at jeg nu kan kalde mig for procesteknolog med speciale i fødevareteknologi. Ud over det, så har jeg brugt størstedelen af året på at få en lille spire til at gro. Det må man sige, er lykkedes til perfektion, for d. 3. November bød vi velkommen til vores lille datter, som kom til verden på Randers Sygehus, ved en lyn-fødsel, små to timer før vi ramte hendes terminsdato.



Lige rundt om hjørnet venter vores første jul som børnefamilie, og selv om Esther er alt for lille til at forstå hvad der sker, så bliver det alligevel noget helt specielt, at skulle fejre hendes første jul. 

Tak for dig - Fordi du vælger at læse med på mine opskrifter. Jeg håber du får en uforglemmelig jul, sammen med dine kære.

Må julen fylde jeres hjem med glæde og jeres hjerter med kærlighed.




24. december 2016

Julehilsen 2016




Det er lige pludseligt blevet jul igen - Sådan helt ud af det blå.

Indtil for en uge siden, har mit fokus været et helt andet sted. Jeg har haft super travlt med eksamensforberedelser, og det har ganske enkelt fyldt hele mit hoved og min hverdag. Men nu er det overstået, og jeg har bestået min svendeprøve som kok.

Året er gået rasende hurtigt. Knap 5 måneder er blevet brugt på at gå i skole, vi har været på et par gode ferier, og jeg er stille og roligt faldet godt til på min fantastiske læreplads. Faktisk er jeg faldet så godt til, at jeg er blevet tilbudt en fast stilling som kok, efter endt læretid, og det har jeg takket ja til.



Nu har julefreden sænket sig over vores lille hjem. I år står den på børnefri jul, så jeg har brugt dagen på at slappe af, og hygge mig med smedebassen. Om et par timer sætter vi os til bordet, og fejrer julen sammen med mine svigerforældre. Når aftenen er omme, vil jeg læne mig tilbage i sofaen med et godt glas portvin, og glæde mig over endnu et år der er gået. Året har, som alle andre år, budt på både op- og nedture. Men jeg vælger at se de gode ting i livet, og derfor vil glæderne altid stå over sorgerne.



Tak fordi du læser med på Lykkes Lækkerier. Hvis ikke det var for mine fantastiske læsere, ville bloggen blot være min egen private opskriftsamling.

I ønskes alle en rigtig glædelig og fredelig juleaften. Må julen fylde jeres hjem med glæde og jeres hjerter med kærlighed 💝




24. december 2015

En Julehilsen 2015

Juleaften lurer lige rundt om hjørnet, og jeg gætter på, at der er en smule travlhed rundt om i køkkenerne. Jeg selv er, som sædvanligt, godt forberedt, så selv om vi får gæster i aften, tager jeg det stille og roligt, og nyder et godt glas rødvin, mens jeg hygger mig i køkkenet.



2015 har været et turbulent år for mig. I sommers faldt jeg i et sort hul, og endte med at være sygemeldt i knap 3 måneder med en svær belastningsreaktion - Det som også er kendt som kronisk stress. Jeg var simpelthen brændt ud, og havde forsøgt at løbe fra mine stress-symptomer i alt for lang tid. Min krop sagde fra og mit hoved begyndte at lukke ned. Det tog mig lidt tid at indse, hvad der skulle til, for at jeg kunne blive mit gamle jeg igen, men jeg endte med at sige min læreplads op, og gå en lidt usikker fremtid i møde. Faktisk overvejede jeg et øjeblik, at vende restaurationsbranchen ryggen, og gå en helt anden vej. Jeg kom ned på fagskolen og gå i en kort periode, og det er ikke mindst underviserne der, som jeg kan takke, for at jeg er på rette kurs igen. Idag har jeg genfundet glæden ved at arbejde med mad, og jeg har fået mig en fantastisk læreplads på Scandic Regina i Herning.


Alle år byder på små og store glæder og sorger, og dette år har ikke været nogen undtagelse. Heldigvis vejer de lyse stunder tungere på vægtskålen end de mørke. Så når vores gæster er taget hjem i aften, vil jeg læne mig tilbage og nyde et glas portvin, mens jeg sender en varm tanke, til dem vi har mistet i det forgangne år, og glæde mig over, at jeg, trods svære perioder, har et godt liv.

Jeg håber at i alle får en fantastisk juleaften, sammen med de mennesker i holder aller mest af. Må julen fylde jeres hjem med glæde, og jeres hjerter med kærlighed.

Glædelig jul fra Lykke




24. december 2014

En julehilsen 2014


Julefreden er på vej ned over vores lille land. Rundt om i de danske hjem breder der sig en duft af stegte ænder, kalkuner, gæs, flæskestege og hvad der nu ellers er tradition for at sætte på julebordet. I år skal jeg ikke selv stå i køkkenet og lave julemaden. Vi holder jul hos min søster og svoger, så jeg skal bruge dagen på at slappe af. 

Med julen markerer vi også, at året lakker mod enden, og jeg synes det er et godt tidspunkt at gøre status, over året som næsten er gået. 2014 har været et travlt år for mig. Det har været turbulente tider på mit job, og jeg er endt med at stå med en hel del mere ansvar, end planen var. Det har været med til at udvikle mig en hel del, men samtidig har det været super hårdt. Det er gået lidt ud over bloggen, da jeg, i perioder, ikke har haft overskud til at passe den. 


2014 blev året hvor bloggen skiftede navn. Der er en ændring, som jeg har tænkt på i lang tid efterhånden, og jeg fortryder egentlig bare, at jeg ikke har gjort det noget før. Navneskiftet førte lidt problemer med sig, men nu er alting på plads, og jeg er tilfreds med resultatet. 

På trods af lidt modvind på jobfronten, har det forgangne år været helt fantastisk. Jeg har, siden april, været en del af Hotel- og Restaurantskolens talenthold for kokke- og tjenerelever. Det er altid en fornøjelse, når vi samles, og det har virkelig været med til at skubbe mig i den rigtige retning. Jeg har fået så megen tro på mine evner, at jeg tør stille op til Midtjysk Mesterskab for kokkeelever til marts næste år. 


Jeg håber at i alle får en uforglemmelig jul sammen med dem i holder aller mest af. Må julen fylde jeres hjem med glæde og jeres hjerter med kærlighed

Glædelig jul fra Lykke

24. december 2013

En julehilsen 2013



Lige nu breder der sig en herlig duft af andesteg i vores lille hjem. Juletræet er pyntet, bordet er dækket og 3 fede ænder ligger og hygger sig lunt og godt i ovnen. Juleaften skal fejres på helt traditionel vis, med andesteg, risalamande, juleknas og dans om juletræet. Huset bliver fyldt med dejlige mennesker, og vi kommer til at sidde lidt tæt, men hvor der er hjerterum er der husrum.

Jeg vil godt benytte lejligheden til at ønske alle mine læsere en god jul. Samtidig skal i have tak, for at i gider læse med på min blog. Antallet af læsere er steget støt i løbet af det forgangne år, og selv om mange læsere ikke er målet i sig selv, så giver det blod på tanden, når jeg kan se, at jeg efterhånden har et sted mellem 200 og 300 besøgende hver dag. Det må jo betyde, at der sidder nogen der ude, som finder mine ord og tanker brugbare. Jeg har desværre ikke mulighed for at blogge så meget, som jeg gjorde førhen. Det kan godt ind imellem irritere mig lidt, men når årsagen er den læreplads jeg har drømt om i mange år, så synes jeg, at det er det hele værd. Forhåbentlig kommer det også jer, mine læsere, til gode, da en kokkeuddannelse gerne skulle højne kvaliteten af de opskrifter jeg deler med jer.

Jeg håber at i alle får en helt igennem fantastisk juleaften. Må julen fylde jeres hjem med glæde og jeres hjerter med kærlighed.

Glædelig jul fra Kogekonen.