15. december 2012

Fettuccine med hvidvinssauce og krebsehaler

Idag kastede jeg mig, for første gang, ud i at lave pasta. Jeg har en veninde, som laver al sin pasta selv, og hun har altid sagt, at det er super nemt. Super nemt ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, men det er nok bare fordi jeg aldrig har prøvet det før - Svært er det dog ikke. Jeg vil ikke kaste mig ud i et indlæg om pasta-fremstilling endnu, for jeg skal vist lige have lidt mere styr på teknikken. Men bare rolig, det kommer senere.

Jeg havde egentlig en idé, om at jeg skulle lave fettuccine med muslinger. Da jeg ikke vil have frosne supermarkeds-muslinger, gik jeg til fiskepusheren. Han havde selvfølgelig udsolgt, hvilket han slet ikke kunne være bekendt, når nu jeg havde lyst til små lækre bløddyr. Men det gik ikke værre, end at jeg købte nogle lækre kogte krebsehaler i stedet.


Fettuccine med hvidvinssauce og krebsehaler:

100 g løg eller 50 g skalotteløg
2 dl hvidvin
3 dl fløde
Salt
200 g kogte, pillede krebsehaler
En håndfuld bredbladet persille

Ca. 200 g frisk fettuccine

Hak løget, og put det i en kasserolle sammen med hvidvinen. Bring det i kog, og lad det småkoge, indtil vinen er næsten væk - Det må ikke koge tør !


Hæld fløden ved, og bring gryden i kog igen. Skru ned for varmen, og lad det simre indtil saucen har en cremet konsistens. Hæld saucen gennem en sigte, for at få løgene sorteret fra. Smag til med salt.


Sæt saucen på varmen igen, og tilsæt krebsehalerne. De skal bare lige varmes op, for hvis de får for meget varme, bliver de seje. 


Den færdige sauce vendes sammen med kogt fettuccine og friskhakket bredbladet persille. 


2 kommentarer:

  1. Det ser bare super lækkert ud lykke og godt at du har fået gang i pastamaskinen :-) den skal du nok få meget sjov ud af og bande meget over :*)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvordan kan du da tro, at jeg bander over den? Ej, jeg bandede en smule, da jeg stod med pastadejen, klar til at rulle, og så kunne jeg ikke spænde den fast på bordet. Men så er det jo godt, at jeg har Benny til at holde ved :o)

      Slet